Skammen der overtager efter en dårlig præsentation, kender i det?

Afsted til ridestævne.

Jeg kom endelig afsted med drengene til ridestævne igen. Ugen op til havde vi fået trænet rigtig flittigt, og jeg følte egentlig at de var klar. Jeg har været igang med en del træning udover hestene og det hele. Så jeg troede egentlig at vi ville peake til dette stævne, men ak.

Skuffelsen der bare tager over.

Mine to egne heste var også med til ridestævne. Deres ture var i den helt anden boldgade end Favours, der bare susede rundt og leverede 2 nulrunder i en forholdvis uerfaren højde for hende. Lansing var egentlig rigtig sød. Jeg har altid haft så svært ved at få ham ordentlig frem, og det resultere ofte i at jeg ikke kan nå afstandende fordi jeg tvivler, og han vælger helt fair at stoppe. Jeg troede ellers bare lige at jeg var blevet så god til at ride ham frem og unden hjælperne men ak. I får lige videoen af hele turen så i kan se det.

Reddet af min super træner

Til næste klasse var jeg så heldig at min træner kom, så han hjalp mig på opvarmning og gav mig en “røvfuld” eller rettere sagt fik lidt mere kamp gejst i mig, og guidede mig til at få Lansing ordentlig frem.

Evaluering bagefter:

Jeg er selv stor forbruger af  selverkendelse, eller host host selvkritisk. Især når det gælder ridning. Men uhhh jeg kan blive så sur på mig selv efterhånden, jeg har haft Lansing i over 2 år, og jeg føler bare ikke jeg kan komme ud over mit problem her. Så er det her man kommer langt ned i kuldkælderen. “Er jeg god nok, har jeg ødelagt hesten, valgte jeg nu den rigtige hest, jeg har fåcket ham helt op, skal jeg bare ned og ride LB resten af tiden med ham osv”

Der ender jeg ofte med Lansing når jeg støder ind i problemer, dog kommer man bare heller ikke videre med den løsning. Jeg tror det er en helt naturlig del af ridningen at tænke sådan nogle usunde tanker, men det er jo kun fordi. Vi lægger blod sved og tåre i det ridning her. Vi lægger alt vores energi i det, også når det lykkedes eller ej så kommer følelserne ud på tøjet.

Konklusion

Dog må jeg også lette min røv og komme videre. Mange tanker er gået gennem mit hoved, men det skal nok lykkedes en dag med Lansing. Nu er vi kommet så langt. Han glor ikke på springene mere, eller jeg kan i hvertfald sagtens få ham over, og jeg kan nemmere nå afstandene osv. Jeg skal bare turde at ride fremad, og hele tiden ride fremad. For jeg er den sygeste kontrol freak, så jeg kan hurtigt fåcke det hele op. Så nu har vi meldt til stævne på lørdag hvor han skal gå formentlig 110 og 115, hvor det eneste fokus er at få ham ærligt frem.

Er jeg den eneste med denne følelsen?

Hvis i vil se små klip med Favour så er der lige et link her:

Hesten, der bare levere hver gang. Nul i sin første 120cm

Her er et link til sidste stævne med Lansing samme problemer, dog fik jeg det løst en tand bedre her.

Hvad bruger vi egentlig stævnerne til? (Video)