Spænd ballerne og tag dig sammen!

I dag har været en af de dage. De dage, hvor man med ét bliver vred på verden og får yderst ondt af sig selv. Jeg mærker ofte at folk giver mig mere plads til at have dårlige dage, fordi jeg kommer fra en lidt anden baggrund end mange andre. Men nogle gange har jeg brug for at nogen skruer bissen på og beder mig om at tage mig sammen. 

Lidt dagstanker

I dag vågnede jeg op med et maksimum af motivation. Lækkert vejr, søndag og en masse skønne mennesker at tilbringe hele dagen med, var udsigten. Jeg cyklede ind til byen med nogen af de andre piger fra efterskolen. Vi brugte et par timer på det, og hyggede os ekstremt meget. Det er skønt når vejret er lækkert, og så gælder det bare om at nyde det!

Længere hen på dagen, kunne jeg dog godt mærke at mit humør begyndte at vende. Det sker tit hen på eftermiddagen, når jeg løber lidt tør for energi. Jeg brugte lidt tid på at rydde op på efterskoleværelset, drak lidt the og hyggede bare stille og roligt. Herefter tog jeg i stalden, hvor jeg havde lidt en øv-ridetur. Sol var egentligt helt igennem fantastisk, samarbejdsvillig og lavede nogle vildt lækre sidebevægelser. Hun havde også meget energi, hvilket jeg synes er fedt. Jeg var bare ikke tilfreds med min egen præstation, og blev lidt vred på mig selv. 

Det er altså en smule træls!

Da jeg kom ind på værelset igen, lagde jeg med det samme mærke til, at der hang noget rødt på væggen over min seng. Et stykke vandballon… Hvis der er noget jeg altid har styr på, så er det min seng. Den er altid redt og pæn, og det er lidt tosset, men det betyder faktisk ret meget for mig, at den er sådan. Derfor var det frustrerende at opdage at nogen havde kastet en vandballon deri. De fleste af mine ting var blevet våde, og er nu hængt til tørre. Klart blev jeg vred, for det er frustrerende at være et sted, hvor folk ikke viser lige meget respekt for tingene. 

Jeg er meget indad-reagerende, så mere har jeg ikke gjort ud af det. Det er meget normalt at der op til værelsesflyttedag er en masse roderi og ballade, fordi alle gerne vil nå at lave noget nyt og sjovt, inden værelsesflytning. Vi flytter værelser på tirsdag, hvilket jeg er spændt på. Det betyder ret meget for mig, at jeg får en værelseskammerat, der viser respekt for mig, på samme måde som jeg viser respekt for dem. Det er det svære ved at være blandt så mange mennesker, som der er på en efterskole.

Jeg gider ikke at have ondt af mig selv

Jeg ved at det ikke var fair, at nogen kastede en vandballon i min seng. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er en overreaktion at jeg er blevet vred over det. Burde jeg have det fint med det? Jeg ved det virkelig ikke. Det er åbenbart bare sådan at folk på min alder opfører sig. Jeg kan godt mærke, at jeg måske er lidt mere alvorlig, end mange andre på min alder. Jeg ville ønske at jeg syntes de samme ting var sjove at lave, men jeg har det aldrig rigtig sjovt med noget, hvor jeg ikke kan se hensigten bag. 

Jeg plejer at være god til at stramme mig an, hvis jeg selv skal sige det. Bortset fra når jeg i en periode som denne sætter mig lidt fast og får ondt af mig selv. Der er ingen grund til at jeg har så ondt af mig selv, mange af de ting jeg har været igennem, har kun gjort mig stærkere. Jeg møder mange, der låser sig selv fast i en dårlig position. For eksempel mange anbragte eller tidligere anbragte som giver sig selv begrænsninger: “ej, jeg kan ikke det der, fordi det minder mig om…”. Dét synes jeg er frustrerende. Bare fordi jeg ikke altid har været i verdens bedste position, har jeg ikke behov for særlig behandling. Det føler jeg til tider at jeg godt lidt kan risikere at få. 

Jeg vil bare have de samme muligheder som andre

Jeg er måske lidt dobbeltmoralsk. På én måde føler jeg ikke at jeg får hjælp nok. På en anden måde vil jeg bare gerne være ligesom alle andre. Giver det mening? Når jeg har de der dage, hvor jeg har lidt ondt af mig selv, har jeg brug for at nogen sparker til mig. De må gerne sparke hårdt! Jeg gider ikke være en ynkelig person, der har ondt af mig selv af alle tænkelige grunde. Min baggrund skal da for filan ikke begrænse mig på nogle måder!! Når jeg har en dårlig dag, har jeg ofte mere brug for: “Jeg lytter til dig, men nu må du også lige tage dig lidt sammen, værre er det heller ikke” end “åh, ja, det er godt nok synd for dig, slap du bare lidt af i dag“. Alle hårde perioder gør én stærkere, og jeg vil faktisk gerne være godt rustet til mit fremtidige liv. 

Sådan fungerer det også når jeg rider. Er jeg lidt nervøs, skal jeg bare kastes ud i en endnu større udfordring. Jeg gør altid mit arbejde til fulde, fordi jeg er så perfektionistisk som jeg nu engang er. Jeg hader, når tingene ikke lykkes for mig. Selvom det ikke lyder sådan, er det ofte en styrke. Jeg er ikke typen der falder sammen i gråd, fordi nogen hæver stemmen. Tvært i mod. Jeg håber at det bliver nyttigt for mig i fremtiden.

Tak for at have læst med, det betyder mega meget! Følg med i Sol og jegs hverdag på efterskolen her.