fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020,  Spring

Sparetips til den stilede rytter!

I matematiktimen i går, lavede vi budgetter. Det har inspireret mig til at dele ud af nogle sparetips, jeg finder relevante. Ridesport er dyrt, og udstyr er også en stor post. Specielt hvis man er som mig, og kun kan ride ordentligt, når udstyret matcher. Jeg har altid selv betalt mit rideudstyr, så gennem årene er jeg blevet bedre til at prioritere de ting, jeg faktisk ønsker mig. 

Det må gerne være flot!

Du skal være meget, meget heldig, hvis du en dag finder mig uden matchende udstyr. Det giver bare lidt mere motivation, når det hele spiller. Af den grund er jeg også helt vild med bandager. Jeg bruger glædeligt lidt ekstra tid på at lægge dem, frem for gamacher – bare fordi at jeg synes det er en rar følelse, at have gjort noget ud af ekvipagen. 

Derfor køber jeg næsten altid udstyr i sæt. Jeg sørger for at finde underlaget først, og finder så noget til benene i samme farve. Det ender næsten altid i bandager, både fordi de er billigere, og jeg synes at de er flottere. Det er selvfølgelig en smagssag. 

Mærkerne må gerne variere

For min skyld er jeg ligeglad med, hvilket mærke de forskellige dele af mine sæt består af. Jeg er lidt af en tilbudsjæger, men går meget sjældent på kompromis med mærkerne på mine underlag. Til gengæld er det for mig fuldstændigt lige meget hvilke mærker mine bandager, hutter og trøjer består af. Så længe at jeg er glad for kvaliteten og pasformen. 

Et godt eksempel er mit favoritsæt, nemlig mit Catago Brilliant, som jeg næsten altid rider med (altså lige bortset fra, når det bliver vasket). Her er mine bandager og mit underlag begge fra den serie, men af hvad jeg ved, findes der ikke andet udstyr dertil. Det er lidt øv, men i stedet har jeg fremskaffet mig en hut fra Horze og lånt en trøje (af min gode veninde, Ellen) fra Kastel.

Jeg er fan af byt og brugt!

Så sent som i går, nævnte jeg i mit indlæg, at jeg havde fået et nyt (brugt) underlag til Sol. Jeg havde et underlag, som ikke passede hende ret godt, for det var alt for stort. Først ville jeg egentligt sælge det, men jeg blev tilbudt en byttehandel som jeg sagde ja tak til. Nu har Sol fået sig et fint underlag, som jeg er super glad for. 

En gang i mellem kan jeg godt blive fristet til at købe ting fra helt nyt. Det er max lækkert med udstyr der dufter af rideudstyrsforretning og læderpleje. Dog kan jeg tit fratale mig selv købet, når jeg kommer i tanke om, at det allerede er beskidt efter første ridetur. Derfor er det lækkert med brugt. Man sparer penge, og udstyret er ofte næsten som nyt alligevel. Desuden er det selvfølgelig godt for klimaet, hvilket er relevant lige for tiden.

Find favoritmærket!

Nu har jeg skrabet udstyr til mig i et godt stykke tid efterhånden, og jeg kan jo se, hvilket der har holdt. De fleste har et mærke af rideudstyr, de bare holder helt særligt af. Det er meget individuelt hvilke behov man har, og hvad man godt kan lide. Det kan jo både måles på design, pris, mode, komfort og pasform, for eksempel. 

Når jeg kigger på mit udstyr nu, er der ingen tvivl om, hvilket mærke der er mit yndlings. Jeg har klart overskud af Catago-udstyr, og meget af mit Catago-udstyr er det jeg bruger allermest. Her kan nævnes mine yndlingsting. For eksempel mit Catago Brilliant underlag som er købt brugt, og dertil bandagerne som var på tilbud. Mit Sydbank Sommercamp underlag som er fra Catago Brilliant serien, samt fleecetæppet dertil. Det var vi så heldige at få sponsoreret, og jeg er mega taknemmelig. Både min spring- og dressurgamacher er også fra Catago, samt det blå Catago Diamond underlag også. 

Det lyder som om, at jeg har utroligt meget udstyr – det har jeg sådan set ikke (hvis jeg selv skal sige det altså). Jeg har bare altid været lidt af en samler, når jeg først finder noget, jeg virkelig kan lide. 

Jeg holder lidt igen til messer, dyrskuer og black friday

I vores familie har vi altid sparet. Jeg har lært det lidt på den hårde måde, men det betyder bare at jeg passer ekstra meget på de ting jeg ejer. Nogen gange kan jeg sitre helt efter det perfekte tilbud, selvom jeg ved, at jeg ikke bare sådan lige kan få det. Jeg Plejer at have en ret klar plan om, hvad jeg skal have, hvis jeg tager steder hen, hvor der er masser af tilbud på udstyr. Ellers bliver det lidt svært for mig, at beherske mig. Hahah. Til gengæld er det mine egne, selvtjente penge, jeg bruger. 

Nogle gange hjælper det mig, at vente nogle dage. Ofte bliver tingene sat lidt mere ned på sidstedagen, eller når messen, skuet eller dagen er slut. Hvis ikke, er det formentligt ikke noget, jeg mangler sådan uudholdeligt meget. 

Tak for at have læst med! Et lille bonustip er, at det unødvendige er unødvendigt. Det kan jeg dog ikke just selv prale af, at jeg holder. Du kan følge med i Sol og jegs hverdag her. 

https://www.instagram.com/p/CE7LcRyh3UZ/

fb-share-icon

Mit navn er Liv, jeg er 17 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *