Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  Spring

STRESSER VI FOR MEGET RUNDT I STALDEN?

Det tager tid at have hest, stresser vi for meget?

I kender helt sikkert den der med, at man lige smutter i stalden i et par timer og først er hjemme igen til aftensmaden. Det er noget der tit bliver talt om og gjort lidt grin med, fordi det passer meget godt for de fleste. I hverdagene kan det godt være lidt noget andet, når man er på arbejde eller i skole inden man tager i stalden. Vi er hele tiden igang, og alligevel skal vi skynde os hjem til familien når vi endelig har nået, hvad der skal nås. Min veninde og jeg talte netop om det i stalden i går aftes. Klokken bliver bare hurtigt mange fordi det er svært at løsrive sig fra det lille, hyggelige fællesskab. Nogle dage er man bare lidt mere fiks end andre, og der kan komme uforudsete situationer (for eksempel hvis nogle har kage med xP) som gør at man har brug for lidt ekstra tid.

Går det så udover vores heste? Jeg ved det ikke, men jeg kan godt mærke på Sol at hun virker mere træt når jeg ikke er så meget i stalden. Jeg er der godt nok stort set hver dag, også selvom hun har fridage. Stalden er et kæmpe frirum for mig, og jeg tilbringer så meget tid dér, som overhovedet muligt. Det er også fordi jeg har hele min omgangskreds der, og man har fællesskaber i alle aldre. Det ærgerlige er, når man kommer sent i stalden og har travlt fordi man skal nå ét eller andet. Når det kun kan gå for langsom med at trække hesten ind fra folden, sadle den op og ride. Jeg tror godt at hestene kan mærke det på os. Hvis jeg stresser for meget, får jeg oftest en ikke-så-god ridetur, fordi jeg ændrer for meget på mig selv og forvirrer Sol. Det føles bare lidt forkert at skulle stresse, og man glemmer måske de små ting som det daglige kys eller udstrækningsøvelser efter træningen. Det er selvfølgelig ikke noget der er livsnødvendigt, men det er med til at skabe en glad hest som også nyder at være i hænder. Sol er ikke den vildeste nussetrold, men hun elsker at lave tricks af alle mulige slags, så det er noget af det, vi gør plads til i dagligdagen.

Er det den rigtige følelse, hvis man altid skal nå noget andet? Nej. Jeg er sikker på at stalden er en prioriteringssag, og hvis tiden aldrig løber fra én, er jeg ikke sikker på at det er det rigtige man har valgt. Man skal virkelig ville være i stalden frem for alt det andet man kan lave i sin fritid, fordi det netop er en sport hvor du også har ansvar for andre end kun dig selv. Jeg kender flere unge ryttere som har svært ved at vælge mellem ridning og festen med klassen. Jeg blev konfirmeret sidste år og tog til elevundervisning på en rideskolehest på blå mandag, fordi jeg dér kun fik den ene undervisningstime om ugen. Jeg har altid virkelig gerne ville dygtiggøre mig, men jeg er også en af dem, der af og til går igang med flere projekter end jeg egentligt burde have tid til. Lige nu har jeg både Sol, skolen, min instagram, PEEK, et lille selvkørende “firma” og mine veninder, samtidigt med at jeg her for ikke ret mange dage siden fik en idé om, at jeg faktisk også godt kunne tænke mig at blive forfatter og journalist, at lave nogle små hobbyfilm og øve mig endnu mere i at tage billeder. Jeg ér bare en 15´årig pige der ikke kan holde ud ikke at være igang med noget hele tiden.  Jeg håber helt vildt at jeg bliver selvstændig når jeg bliver voksen, fordi jeg så gerne vil udrette alt muligt.

 

Hvis du er interesseret i at følge med i min udvikling, kan du se mere her: https://www.instagram.com/liv.haumann/

Mit navn er Liv, jeg er 15 år gammel, og rider til dagligt dressur på min pony Sol. Ridning er for mig ikke bare en fritidsaktivitet, sportsgren eller hobby. Sol holder mig oppe i de sværeste tider, og jeg vil gøre mit bedste for at trække jer med ind i vores liv, vores hverdag og vores historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *