Tabubelagt emne. Aflivning eller beholde hesten?

I dag har jeg valgt at tage et tabubelagt og lidt ømtåleligt emne op. Noget som jeg selv har haft tæt inde på livet, og er et følsomt emne for mig, men helt sikkert også for mange andre. De fleste hesteejere kommer på et eller andet tidspunkt i deres liv ud for at skulle tage en stor beslutning – om deres hest skal leve videre eller ej. Hvis man ikke kommer i den situation, så er man ret heldig i hvert fald.

Forsikring eller ej?

Tit er det spørgsmålet om man har uanvendelighedsforsikring på hesten eller ej, der afgør om en hest skal herfra eller ej. Jeg har selv stået i den situation, at man gamle lærehest Coco gik hen og blev uanvendelig til ridning. Jeg havde kun en livsforsikring på hende, og valgte derfor at beholde hende. Hun fik en del år som foldbums herhjemme, inden hun en dag gik bort på naturlig vis. Jeg kunne måske godt have aflivet hende, da hun blev uanvendelig, men selvom hun ikke var helt rengående, så virkede det bestemt ikke til at begrænse hende. Hun startede altid ud med 100 km/t hver dag, når jeg lukkede hende på fold. Samtidig var hun en rigtig god selskabshest til de andre heste, som var lidt usikre. Jeg tror dog også, at der er mange gamle pensionerede heste, der godt kan blive lidt triste af pludselig bare at blive “sat væk i et hjørne”. I den første tid efter jeg stoppede med at ride på Coco, virkede hun lidt trist og sådan “slukket” i det. Havde hun fortsat med det, så tror jeg, at jeg ville have valgt aflivning, men heldigvis lærte hun at nyde pensionisttilværelsen efter noget tid.

Min allersværeste beslutning til dato

Da Coco havde udtjent sin værnepligt, købte en jeg skøn ung talentfuld hest, Fairytale – Eventyrhesten. Hende blev jeg også fantastisk glad for. Hun betød virkelig ALT for mig. Hun var alle mine drømme på én gang. Jeg følte at verden lå for vores fødder. Aldrig har jeg haft så arbejdsivrig en hest, som bare gav så mange gode ture, og vi fik 2 fantastiske år sammen. Fairytale ville gøre alt for mig, og derfor måtte jeg også virkelig lytte til min intuition, der sagde mig at noget ikke var helt som det skulle være. Alle sagde til mig, at “den hest fejler ingenting, og bare rid videre”. Og hun gjorde virkelig også sit allerbedste for mig. Jeg kunne bare mærke, at der var noget galt.

Doktor dyr

Jeg tilkaldte dyrlægen, som mente at hun var uren på det ene forben. Herefter startede den helt STORE udredning så, for at finde frem til årsagen. Der var INTET i benet, som vi ellers troede, og det var igen kun på intuitionen, at min dyrlæge troede at der måske kunne være noget i halsen på hende, så vi sendte hende til CT-skanning i Tyskland. Her blev dommen, at der sad et fragment (et løst knoglestykke) inde i et af halsens nederste facetled. En ret dyster prognose, da det hverken var noget der kunne opereres eller fixes. Eneste mulighed var indsprøjtninger med binyrebarkhormon ind i facetleddet, for at hindre inflammation, og dermed smerter. Efter første ledbehandling var det som at få min gamle hest tilbage. Jeg var ovenud lykkelig! Men samtidig også trist, for det betød jo også, at fragmentet virkelig havde påvirket hende. Desværre aftog virkningen af behandlingen efter 1 måneds tid, og vi endte med at give hende 3 behandlinger i alt, så sagde dyrlægen stop. Man kan nemlig ikke gå og ledbehandle en hest hver måned for at holde den gående, det er uholdbart, og samtidig så var det som om virkningen varede i kortere og kortere tid for hver gang.

Lang, lang betænkningstid

Jeg var ganske enkelt slået ud. Alle mine drømme med Fairytale var pludselig knust. Jeg var i syv sind. Jeg havde Fairytale uanvendelighedsforsikret og dyrlægen var klar til at skrive papirerne, men jeg kunne simpelthen ikke tage beslutningen. Hun var ikke voldsomt mærket af fragmentet, så længe jeg primært kun red ligeud og ikke samlede hende, så resten af det år red jeg videre på hende. Små, lette ture og en lang holdning og undgik så vidt muligt volter. Det følte jeg gik meget godt. Eller, det var nok det min hjerne fortalte mig, fordi jeg synes beslutningen var alt for hård. Skulle jeg vælge at beholde hende som avlshoppe og få halvdelen af forsikringssummen retur, eller skulle jeg lade hende aflive og få hele forsikringssummen?

Jeg var helt rundt på gulvet. Det var et forfærdeligt år. Nogle dage følte jeg, at jeg red rundt på gode gamle Fairytale, og andre dage hoppede jeg grædende af hende, fordi hun slet ikke var gående som hun plejer. Det var også det, der gjorde skaden så svær at lokalisere. Nemlig at fragmentet flyttede sig rundt inde i leddet, så nogle dage generede det ikke så meget, og andre dage klemte det på nerver osv. Hold op jeg græd mange, mange tårer i det år.

Den endelige beslutning skulle tages

Jeg havde mange overvejelser oppe at vende om, hvad der skulle ske med Fairytale. Jeg kunne rigtig godt tænke mig et føl på hende, og med vores eget stutteri herhjemme, kunne det også sagtens lade sig gøre. Problemet var bare, at vi avler DV heste og Fairytale var Dansk Oldenborger. To meget forskellige racer, så derfor var det ikke lige planen at avle på en oldenborgerhoppe. Så fik jeg den idé, at spørge Fairytales avler, om de kunne være interesseret i at købe hende tilbage som avlshoppe for et symbolsk beløb. De var de eneste mennesker, som jeg kunne forestille mig at sælge hende til. Det havde de desværre ikke mulighed for. Så overvejede jeg kort, om jeg skulle sælge hende som avlshoppe til en oldenborgavler, men jeg var simpelthen så bange for, at hun en dag skulle ende et sted, hvor de ville begynde at ride på hende. For en person, som ikke kendte Fairytale, ville sikkert tænke at “den kan da sagtens rides”, fordi hun var så stor en pleaser, og det kunne mit hjerte bare ikke bære, hvis det skulle ske. Det har man jo også hørt skrækhistorier om fra andre.

Jeg var nu tilbage ved overvejelsen om at lade hende aflive. Jeg vidste godt, fra da jeg købte Fairytale i sin tid, at det var utrolig svært at finde talentfulde heste med rigtig gode gangarter og et super temperament, til fornuftige penge, som JEG ville kunne betale. Det var nærmest umuligt (jeg brugte 1,5 år på at finde først Fairytale, og sidenhen Rocky). Så jeg kunne virkelig godt bruge de ekstra penge, som jeg ville få ved udbetaling af hele forsikringen.

Dyrlægen hjalp mig på vej

Jeg tror, at min hjerne var tæt på at eksplodere mange gange i den periode af at spekulere. Jeg vaklede hele tiden frem og tilbage mellem at beholde hende, eller lade hende aflive. Jeg var ved at blive sindssyg (jeg er ikke jordens bedste til at tage beslutninger i forvejen). Til sidst endte jeg med at booke en tid ved dyrlægen. Det var trods alt et halvt år siden hun sidst havde set Fairytale, og jeg tænkte, at hun måske kunne fortælle mig, at jeg sagtens kunne beholde hende til hyggeridning. Det var det jeg hældte imod, men efter en grundig undersøgelse, sagde dyrlægen, at hun synes at det var gået noget ned af bakke, og at hun ikke synes jeg burde ride hende mere. Vi talte lidt om prognosen. Dyrlægen var klart mest fortaler for, at jeg skulle give Fairytale fred. Mest pga. det var gået så meget ned af bakke, og at fremtiden så ville være meget usikker.

Da trillede tårerne ned af kinderne på mig, for da vidste jeg, at nu havde jeg taget beslutningen. Efterhånden som jeg vænnede mig til tanken, så meget som man nu kan, vidste jeg også godt, at det var den rigtige. Både for Fairytale, men også for mig. For nu havde jeg en mulighed for at komme videre i mit liv, og at blive glad igen.

Dårlig samvittighed

Alligevel var der helt inderst indeni mig, en del af mig, der havde lidt dårlig samvittighed over at lade hende aflive. For umiddelbart virkede hun jo til at have det fint, når hun bare gik på fold. Og så var der nok noget i mig, som var bange for andre folks mening. Jeg er generelt slem til at tænke lidt for meget over hvad andre mennesker tænker om mig, og jeg var bange for at folk dømte mig, og ville tænke “hun afliver den kun for pengenes skyld”. Og det var SÅ meget andet end et spørgsmål om penge, og det var en ekstremt følelsesladet beslutning for mig. Den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget!

Den rigtige beslutning

Jeg var i tvivl, om jeg overhovedet skulle dele den her historie med Jer, fordi jeg er bange for folks mening, men samtidig synes jeg det var et vigtigt emne at belyse, for jeg er helt sikkert ikke den eneste herinde, der har stået i en lignede situation, og skullet tage det her svære valg. Det jeg gerne vil sige, er at man skal gøre det, der er rigtigst for en selv og sin hest, og lytte til sin dyrlæge. Det er trods alt dem, der bedst ved hvad de taler om. Hvis man lytter til sin intuition, så træffer man også den helt rigtige beslutning i sidste ende.

Jeg ved, at jeg tog den helt rigtige beslutning for Fairytale. Hun skulle aldrig ende som kastebold. Jeg fortjente også at blive glad igen og gøre det, der gør mig glad, og det var at finde Rocky og starte et nyt eventyr sammen med ham. Jeg glemmer aldrig Fairytale. Hun var min eventyrhest, og jeg elsker hende stadig højt og tænker tit på hende, deroppe i hestehimlen. Dette indlæg er samtidig til minde om hende, og er skrevet med en klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen..

Tak fordi I læste med, og jeg håber, at I stadig følger med på min instagram @thrivester

Kærlige hilsner

Thrine

TIDLIGERE INDLÆG, SOM BØR LÆSES: 😉

1. Yes et nyt PEEK år er igang! Præsentation af mig

2. Hesten som var så svær at finde

3. Spred budskabet om hestesporten!

4. Vigtigheden af god tandpleje

5. Efterårs-kittet. Gode fodertilskud til hesten

6. Når hestene knytter bånd mellem mennesker. Om venskaber

7. De ting vi ikke selv er herre over. Tid til eftertænksomhed.

8. Den evige dårlige samvittighed