fbpx
Catago Equestrian,  PEEK 2020

Ung og dum – men med livet kært i ridesporten

Man hører om det, alle vegne

Der sker så mange ride/hesteuheld som vi hører om, på alle mulige måder. Nogen gange i nyhederne, i hestemagasiner, på rideklubberne og ikke mindst på stævnepladserne. Man hører det, men lytter man egentligt? Det virker så fjernt, at alvorlige ting kan ske, med de heste som vi håndterer hver evig eneste dag. De fleste ved, at hestesport er farligt, men alligevel er det ikke noget, man tænker yderligere over. Selvfølgelig har man ondt af personerne, som bliver ramt – men helt ærligt, så synes jeg personligt at det virker lidt overfladisk. 

Har alderen noget med det hele at gøre?

Min egen oplevelse er, at mange bliver mere pylrede, når de bliver ældre. Pludselig stopper man med at trække de vilde heste, ræse på stubmark eller springe de høje baner. Jeg tror, at det er fornuften der sætter en lille stopklods i vores mindset. At vi pludselig lærer at se de konsekvenser, tingene i værste fald kan have. 

Jeg kan ikke sige meget, for jeg er stadig blot en ung pige på 16 år. Jeg begår stadig mange fejl, og udbyttet af det, er til tider nogen ubehagelige oplevelser. Jeg er ikke bange for at fejle, for jeg elsker at vokse efterfølgende. Jeg glædes ved, at nogen kan se at jeg udvikler mig – og jeg vil så gerne være mønsterbryder. Jeg er dog specielt det seneste år, begyndt at åbne øjnene op for, hvor alvorlige skader man kan pådrage sig. Det er noget jeg ville sætte pris på, at man havde mere fokus på at fortælle om. Specielt på rideskoler hvor børn og unge lærer at håndtere heste på en rar og rolig måde. Jeg tror personligt at det ville være godt for alle at vide, hvordan man bør reagere i en krisesituation. Men man tænker selvfølgelig ikke over det, før man selv står i det.

Har jeg været uheldig?

Det seneste år, har jeg haft nogen oplevelser, jeg sagtens kunne have været foruden. For lidt over et år siden, lavede jeg en overgang til skridt, på Sol. Vi skridtede mindst 10 meter, før hun i ét spring fik rejst sig på bagben, og desværre væltede bagover med mig på ryggen. Jeg pådrog mig ikke nogle varige mén, men det gav mig en helt anden respekt for “stejle-heste”. Jeg blev  ikke bange i situationen, og satte mig faktisk næsten direkte på ryggen af Sol igen. Først da jeg så videoen derfra, blev det meget ubehageligt, og det er bestemt ikke noget jeg ønsker at prøve igen. 

I starten af sommeren, oplevede jeg en god veninde blive sparket i hovedet. Faktisk voldsomt. Hun lå i kunstig koma og havde åbent kraniebrud, og jeg var én af dem, som løb efter håndklæder i situationen. Først troede jeg ikke, at det havde gjort en forskel for mig, men i løbet af sommerferien gik det op for mig, at jeg faktisk var blevet mere nervøs herefter. Det blev pludselig bare lidt mere seriøst at trække med de store DV-dressurheste, som havde lidt kuller i hovedet. Heldigvis gør jeg mig dog meget umage for, at jeg ikke skal føle mig pylret. Jeg har arbejdet rigtigt meget på usikkerheden, henover sommeren.

Nogen gange er det ikke engang hestene

Derudover, for lige omkring tre uger siden, var jeg på tur med en god veninde fra efterskolen. Både Sol og hendes hest, er og var utroligt vandt til trafik og ture, så for os så vi intet problem. Vi red en længere tur, og i et sving, kom en bil med ødelagt udstødning i alt for høj fart. Han påkørte os næsten, for hestene blev bange for larmen og begyndte at bakke. Min venindes hest fik uheldigvis begge bagben op på bilens køler. Der skete heldigvis ikke noget med nogen, hverken heste eller mennesker. Bilen fik dog nogen ordentlige slag, og manden bag rettet var meget arrig. Selvom vi overholdte alle krav, red i den rigtige side og med det rigtige udstyr, gik det næsten galt alligevel. Ubehagelige situationer sker virkelig, når man mindst venter dem.

Nu begynder jeg langsomt at opfatte vigtigheden af sikkerhed, og henter for eksempel selv hest på folden med hjelm på. Jeg tror, at man altid bør være på den sikre side. 

Tak fordi at du læste med, det betyder meget! Følg med i mit hesteliv her. 

fb-share-icon

Mit navn er Liv, jeg er 17 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *