fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

Vi bør inddrage os selv i ridesporten

Lige nu sætter Covid-19 restriktionerne en stopper for den fantastiske ånd ved ridesportens fælles samlingspunkter. Nemlig vores stævner, kåringer, dyrskuer og så videre. Men hvad skal der egentligt til for, at vi får gode arrangementer i ridesporten? Og er vi gode nok til at bidrage med hjælp? 

Det betyder vores arrangementer for os

Til ridesportsarrangementer mødes hestemennesker i alle former og størrelser. Det er de få tidspunkter hvor alle typer af ryttere, avlere og sportsfolk kan mødes til en fælles “interessesnak” og kan lære hinanden at kende på en helt speciel måde. Det er noget af det, som jeg personligt synes, gør ridesport noget helt særligt. Her får man nogen andre bekendtskaber, end man ellers gør, når man “bare” har hest. Desuden tror jeg, at sådanne arrangementer er helt vildt vigtige for, at få dræbt nogle af de fordomme der er, blandt de forskellige grene indenfor ridesport. Vi får en anden forståelse for andre typer ryttere, når vi ser deres metoder i praksis. Jeg tror at vi kan lære af alle, hvis bare vi lytter efter. 

Heste- og ridesport kan generelt godt være lidt ensomt, men til arrangementer mærker vi rigtigt et ægte fællesskab. Hestefolk taler ofte hovederne af hinanden, fordi man i sin hverdag måske ikke har helt samme muligheder for at dele sin interesse for heste, som boldspillere har med hinanden. Der er trods alt en del flere, der dyrker boldspil – og der er ikke helt så mange fordomme om boldspillere, som om hestefolk. Hvis man lægger mærke til det, er det tit hestefolk, der bliver gjort grin med.

Så hvad gør vi selv for at få sådan gode oplevelser?

Det kræver selvfølgelig, at nogen har lyst til at give en hånd med. En stor del af stævner og arrangementer, er de mennesker der står bag, for at få det hele til at flyde. Banepersonale, tastere, dommere, skrivere, kritikhentere. Jeg kan blive ved! Måske har dem, som er meget aktive i sporten, ikke tid til at bruge deres weekend som hjælper til diverse stævner. Jeg er dog alligevel helt sikker på, at alle har hjulpet på mange måder i løbet af deres hestetid. Det er en del af hele fællesskabet, og så er det faktisk mega lærerigt. 

Jeg tror at det er vigtigt at vi inddrager os selv i sporten. At vi ikke bliver for fine til at tage fat, fordi “det er rideskolebørnene” der gør sådan noget. Jeg tror at vi alle kan holde til at hente kritikker på en regnvejrsdag, hvis det er det der skal til, for at holde ridesporten i gang. Det kræver selvfølgelig at man tager initiativ, men jo flere der gør det, des flere vil efterfølgende træde til. Den nemme løsning er jo netop at finde en undskyldning for, hvorfor man ikke kan komme. Hvad med at prøve at prioritere at komme i stedet? 

Det kan helt sikkert betale sig!

Det har jeg i hvert fald oplevet! Jeg er aldrig taget fra et stævne med tanken om, at det simpelthen havde været spild af tid. Måske har jeg bare været heldig, men det lyder for mig usandsynligt. Måske er det fordi jeg så gerne selv vil ride stævner og fordi at jeg bliver så inspireret. Jeg aner det ikke.

Et eksempel på et stævne jeg har hjulpet til, var sidste år. Jeg havde netop redet mine egne to klasser, og det var egentligt ikke gået synderligt godt. Mine veninder og jeg samledes for, at gå sammen op, så vi kunne hente vores kritikker. Hende der gav os dem, var også speaker. Hun så helt forvirret ud, da hun spurgte om ikke en af os, kunne gå med nogle kritikker i bare kort tid. Der var en, som havde meldt fra. Jeg oplevede hvordan mine veninder pludselig fik 1000 andre at tage sig til. Nogen skulle lige til at blive hentet, ogøh, andre havde aftalt et eller andet, andet. Jeg sagde så, at jeg nok skulle tage den. Det til trods for, at det var ekstremt varmt, og jeg kun havde mit stævnetøj med mig. 

Jeg gik så med kritikker, og faldt i snak med hende, som havde spurgt om ikke vi ville hjælpe. Det endte med, at hun tilbød mig en start i en sløjfeklasse dagen efter så. Det betød vanvittigt meget for mig, og jeg havde bestemt ikke forventet det. Det gav mig bare så meget blod på tanden til at træde til, igen en anden gang. 

I fremtiden bliver det vigtigt

Det kan godt være, at jeg bare var virkelig, virkelig heldig. Det er heller ikke sikkert at din hjælpende hånd kan betale sig, netop i momentet hvor du hjælper. Måske er det i fremtiden at du får et tilbud, omkring noget hesterelateret. Måske er det erfaringen der medfølger. Tro det eller ej, men som skriver eller taster i et dommertårn, bliver der ofte sagt nogen interessante ting. Jeg har blandt andet fået at vide, at man aldrig bør sætte sit stævnenummer på stigbøjlen – for så ser dommeren nemt, hvordan rytters ben er urolige. Det giver jo god mening. 

Min opfordring er, at alle bliver bedre til at hjælpe til. At vi kommer til hestearrangementer med en god stævneånd og et smil. Indlægget tager udspring fra dette, som jeg skrev for nogle dage siden. Tak for at du læste med. Tjek Sol og jegs hverdag ud her.

Mit navn er Liv, jeg er 16 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *