Dressur på stubmarken

Efter at vi flyttede opstaldningssted til Buller er vi blevet omringet af den smukkeste natur! Det har derfor været svært at finde motivationen til at ride dressur, for banen er længere væk, (Da vi har fået lov at låne en ridebane ved en af gårdene i nærheden – faktisk ved jeg ikke helt hvor den er, men det får jeg vist på et tidspunkt haha) og så har vi jo den mest fantastiske skov 5 minutters skridt væk, og hvis vi rider igennem skoven kommer vi ned til lange stier og vand. Drømmescenariet når man som jeg har så fantastisk en turhest som Buller til rådighed! Så ja, dressur? Langt nede på listen over sjove ting at foretage sig når man er i stalden 😅

Jeg tænkte dog at jeg hellere måtte hanke op i mig selv, og eftersom vi har fået lov til at ride på flere af markerne omkring os planlagde jeg bare at ride lidt dressur på en af dem. En af markerne vi har fået lov at ride på ligger lige over vejen, så kun 3-4 skridt fra gården – super nemt! Dén red vi så hen på igår, med planen om noget dressur.

Det er ved at være nogle uger siden vi sidst red dressur, så jeg havde ingen forventninger til træningen. Det eneste jeg håbede på var en god tur, og at jeg kunne holde ham. Marken er nemlig en stubmark, og med det samme Buller trådte hov på den kunne jeg mærke hvordan han spændte op og var klar til markræs. Det kan jeg sådan set takke mig selv for, for hvis der er noget jeg elsker så er det at jorde på stubmarker! Første trin i gårdagenstræning var derfor at få ham til at slappe af.

Heldigvis er Buller jordens største kammerat, og det tog ikke lang tid før han fangede fidusen i at vi altså skulle tage os sammen og gear lidt ned. Han tog godt nok også fusen på mig, for han var hverken stiv eller ugidelig, men derimod fuldt ud samarbejdsvillig og fantastisk blød at arbejde med! Vi kunne ikke rigtig ride så mange volter, for det var ikke lige alle steder stubmarken var lige flad, så vi holdt os mest til at ride i sporene og så øvede vi ellers temposkift og at kunne runde til begge sider på ligudstrækningen.

Fordi han havde så meget power og kraft bag hele træningen behøvede jeg heller ikke drive på ham hele tiden, hvilket betød at jeg kunne træne mit sæde og roen i mine ben en hel del. Noget jeg ikke har trænet i lang tid heller, så det var fedt at komme igang med!

Vi fik skridtet, travet og galoperet, op og ned af bakkerne, i den mest fantastiske solnedgang og med udsigt udover vandet. Og lige der, mens vi galoperede det bedste Buller har gjort længe, med solen i hovedet og den mest fantastiske udsigt, der følte jeg ren lykke. Hvor er jeg pisse fucking heldig. Det er momenter som disse jeg drømte stort om da jeg gik til ridning om 12 årig. Noget jeg aldrig troede jeg ville få lov til. Og nu kan jeg bare køre ud og sadle verdens bedste hest op og ride i jordens mest skønne natur når jeg har lyst.

TAK er et alt for lille ord, men taknemmelig er jeg i hvert fald. Helt ind til marven.