Felix’s tilridning #1 – Hvorfor en unghest?

Som de af jer der har læst mine andre opslag nok ved, så købte jeg sidste år en fjordhest. Hans navn er Felix, og han er min allerførste hest. Derfor går vores instagram også under navnet @minforstehest – på profilen opdaterer jeg jævntligt om hvad der sker i vores liv, så har du lyst til at følge med så hop endelig ind på instagram og tryk Follow!

Da Felix var 2,5 år gammel da jeg købte ham, havde han jo derfor ikke prøvet det helt store. Og når man som jeg heller ikke er mega erfaren indenfor i hvert fald ungheste og tilridning, så var det da også med lidt forbehold at jeg pludselig kastede mig ud i at skulle tage rejsen med Felix på næsten egen hånd. Den rejse vil jeg gerne tage jer med på, og da den næsten lige er begyndt tænker jeg at dele den op i bidder.

De første par indlæg her bliver om mine overvejelser, mål, træningsmetoder og alt det som vi har påbegyndt. Og så tænker jeg at opdatere løbende som vi bevæger os frem i tilridningen, så i både får indblik i vores sejre og nederlag. Alt det der faktisk bare hører til at have en unghest mellem hænderne, men som er helt nyt for mig og som af og til giver nogle knubs som man lige skal rejse sig fra.

 

Hvorfor en unghest?

Jeg har de sidste 6 år redet verdens bedste plethest Buller. Buller er min part, men jeg har kunnet ride ham lige så tosset jeg ville og faktisk gøre alt med ham. Dette grundet han er så sød som han er, men også lige så meget fordi at han har verdens bedste ejer der bare har været super støttende igennem det hele og hjulpet mig med at opnå de ting jeg gerne ville. Mig og Buller er kommet milevidt i vores ridning, og især dressuren kan jeg mærke de sidste par år virkelig har taget et ryk. Men at kunne forme sin egen fra starten og sige, at alt det hesten kan, kan jeg tage æren for, det er virkelig noget der trækker. Jeg har altid været vant til at “ride på andres arbejde”, og selvom at jeg godt føler jeg kan tage credit for noget af det mig og Buller kan nu, så har jeg jo egenligt bare bygget videre på andres grundsten.

Så hvad hvis jeg selv lagde grundstenene? Hvad hvis jeg selv lagde hele fundamentet for hvor vi skal hen? Det er lidt min plan med Felix. Bare det at jeg kan sige “Hey det Felix kan nu, det er mit arbejde” det synes jeg er monster fedt! Specielt fordi det er første gang jeg har haft muligheden for rent faktisk at gøre det her.

 

Fordele VS ulemper

Der er rigtig mange fordele og ulemper ved det at have en unghest. En klar fordel er i hvert fald, at man ikke skal rette op på andres ødelagte arbejde. Enten kan man gøre arbejdet ‘rigtigt’ fra starten, og ellers kan man i hvert fald skyde skylden på sig selv. Felix’s dårlige vaner med at ville klø tager jeg hundrede procent på min kappe. Det er mig der har været for god til at belønne ham med klø når han bakker til. Omvendt kan jeg også sige, at Felix’s ro ved at stå i kæder nu også er min skyld, for var der noget Felix var træt af da jeg fik ham, så var det at stå bundet. Især kæmpede vi hver gang kæderne skulle klikkes af grimen, for Felix var allerede på vej videre så snart jeg lagde an til at skulle klipse ham op. Nu står han pænt og venter og der er ikke al den møffen som vi døjede meget med i starten.

Ulemperne er jo så især, at man starter fra scratch. Alle de gange jeg har tænkt “Fedt! En solrig dag som er perfekt til tur! Jeg tager ud og rider i sk…. Nårh nej”. Og når jeg så forsøger at trække en tur med ham i stedet, men hans hovede bare ikke kan klare mere efter 10 minutter og det så bliver en dårlig oplevelse, der kan jeg godt mærke at det er knap så sjovt at have unghest. Buller kan jeg jo tage på tur med, efter flere måneders fri, uden udstyr, og så er der stadig intet farligt eller trælst over det. Det skal jeg lige vænne mig til er noget anderledes med en hest der er 11 år yngre og grøn.

Selvom alting tager tid, og det lige nu føles meget langsomt, jamen så ved jeg at der er en gulerod i sidste ende. Det er bare med at hænge i og vide, at man ikke kommer sovende til fordelene ved at have hest. Hvis man vil lave fundamentet så nytter det ikke noget at man gør det halvhjertet. Så bliver det aldrig en fordel in the long run.

 

En støttende omgangskreds

Eftersom det her er min første gang, så mangler jeg selvfølgelig en masse viden. Jeg har hele tiden haft holdningen, at vi lærer sammen hen ad vejen. Men der er bare ting som man skal vide inden man går igang, for at det ikke bliver farligt for nogen af os. Derfor har jeg også veninder med meget mere erfaring med på sidelinjen. De lader mig træffe de valg jeg har lyst til, men de står altid klar til at hjælpe eller komme med råd når jeg mangler det.

Havde det ikke været for alle mine hjælpende veninder, så havde jeg nok ikke turdet kaste mig ud i tilridningen selv. Bare det at have en med til at holde når jeg stiger op, stå på jorden og guide når der sker noget uventet og i det hele taget være der til at hype mig op eller trøste mig, det er alpha omega. Hvis man er helt grøn i det her som mig, så siger jeg bestemt Kast jer ud i det! for det er den fedeste oplevelse! Men sørg for at have et bagland til at hjælpe og ikke mindst gribe dig hvis det ikke kommer til at gå. Havde Felix vist det mindste tegn på at være besværlig at tilride, og havde jeg mistet modet og gejsten til selv at gøre det, så ved jeg at jeg har en håndfuld veninder klar til at tage over.

 

For at indlægget ikke bliver alt for langt, så tænker jeg at stoppe Del 1 her. I næste del vil jeg komme ind på alt det pres der er fra omverdenen når man vælger at tilride, og hele junglen med udstyr som man også pludselig skal forholde sig til.

Tusinde tak fordi I gad læse med!