At have hest i et andet land

Jeg er den heldige indehaver af at have halv tyske og halv danske gener. Hele mit liv har jeg boet ved den tyske grænse, 7 år on/off i Hamburg og jeg har derfor haft hest både på den tyske side og den danske side.

Egentlig vil man tænke, at det have have hest er ret ens de fleste steder, og da specielt ens i vores nabo land. Men virkligheden er en helt anden, ihvertfald i de stalde jeg befandt mig i.

Jeg stod så også i henholdsvis 2 store professionelle sports stalde og én enkelt privat stald. I Danmark har jeg kun stået på store og små ridecentre/klubber og privat stalde. Så det er ud fra det jeg vil berette mine oplevelser, velvidene om at andre sikkert har andre oplevelser 🙂

Jeg startede ud med at stå på 2 af de store professionelle træningstalde. Her stod jeg med min spring pony Felex, som jeg i pony årene havde debuteret M klasser med. Jeg selv var i Danmark dog gået over pony årene, og red derfor egentlig ikke rigtig spring stævner på ham mere. Da jeg ankom til den tyske spring stald, var det så det første der ændrede sig. Her gik de nemlig ikke efter alder, men harmoni, og jeg kunne ride stilsprings klasserne i kat A, selvom jeg var voksen rytter. Dette var tiden inden der også kom stilspring rigtigt til DK, så det var helt nyt for mig.

Jeg begyndte derfor at ride springundervisning med de andre i stalden, hos samme landstræner som de havde. Lad os bare sige, man skal virkelig have nerverne og sindet iorden, hvis man ønskede at træne med dem og blive anerkendt. Niveaut var højt og det gik stærkt. Kunne man ikke følge med, måtte man jo skridte af og tænke over hvor vidt man var en dårlig rytter der nok bare burde stoppe. Min træner yndlings sætning var “Entweder du zeigst uns das du etwas taugst, oder du verlässt meine halle und zeigst dich hier niewieder” oversat “enten viser du os at du dur til noget, eller du forlader min hal og viser dig aldrig her igen”.

Så ja, presset var på. På billeder for oven ser i et opvarmningspring. 80cm. Vi havde en dårlig dag hvis vi ikke sluttede på mindst 120 i bane. Selvom det her lyder hårdt nu, så var det faktisk i en periode hvor jeg nok havde brug for kæft, trit og retning, for at udvikle mig yderligere. Jeg er vandt til at vi tyskere generelt har en helt anden form for disciplin og udførelse her af, end danskerne. Selv i min skole, jeg gik på tysk skole indtil gymnasiet, og her hed det altså Hr og Frue, man satte sig ikke før man fik besked og generelt havde vi en del mere respekt for lærerne, end jeg oplevede da jeg så kom på dansk gymnasium. Alle lærerne blev her tiltalt med fornavne og eleverne svarede igen. En kultur jeg bestemt ikke var vandt til, men som jeg da senere lærte at elske alligevel :p

Af selv samme årsag var der intet der hed at svare igen. Man gjorde hvad der blev sagt, og længere var den sådan set ikke.
Jeg begyndte også at tilride for selv samme stald, og uddanne nogle af unghestene, indtil de var klar til de større navne skulle ud og fremvise dem. Også her var det the high way or no way. Hestene skulle være klinisk rene, deres udstyr lige så. Man red ligeledes ikke i beskidt tøj, og faldt du af eller blev på anden vis snavset, jamen så måtte du skifte til nyt og rent tøj. Alt skulle være fint at fremvise, konstant og hele tiden.
Det eneste tidspunkt at snavs var accepteret, var imens man mugede ud og hestene var på fold, så længe en selv og hestene stod skarpe igen når dette var afsluttet.

Jeg var en af dem der godt kunne lide at ride med blandede farver, ikke altid gik helt så meget op i om mine ridebukser var plettede og heller ikke altid havde et ekstra par med. Dette + det at jeg som voksen rytter havde pony, førte også til snakken og snobberi. Opstalderne var ikke blege for at lade dig vide, hvis du ikke var god nok, eller hvis din hest var dårligere end deres. Dette tror jeg var en mærkelig form for at motivere hinanden, til at oppe sig endnu mere. Jeg holdte 2 år det pågældene sted. Bevares, faciliterne var i TOP, aldrig har jeg været omgivet af så meget luksus på et sted, men psyken skulle virkelig kunne holde til miljøet. For synes man at tyskerne generelt kunne være strikse, så skulle man ca gange det med 100 for at have en fornemmelse af denne her stald.

Jeg rykkede så hen til en flot nybygget privat stald, med tankerne om at de nok ikke var så perfektionistiske som først nævnte.
Jeg tog grueligt fejl :p

Bevares, de gik ikke op i snavs og træning på samme måde, de var mere nede på jorden og lod heste og mennesker, være heste og mennesker. Tilgengæld var de så hamrende strikse på det komplet modsatte. Red man med spore, pisk, bid, så var du en elendig rytter og man skulle høre på ‘stakkels hest’. Red du mere end 20 minutter, fik du gerne at vide at du kun anså hesten som sportsredskab. Og stævner? Den slags var kun til folk der elskede at pine hesten.
Jeg gjorde den fejl at ride min hest, samme dag som han blev flyttet, og jeg lukkede ham en time før de andre, ind fra fold. Dette førte til at jeg fik en samtale om at jeg skulle huske at hesten led under mine beslutninger.
Lige her må jeg indrømme, at jeg savnede den store stald, den private jeg var endt i, virkede mere som en stor gruppe jeg ikke kendte kodeordet til at være med i. Her flyttede jeg efter ca et halvt år, og denne gang tilbage til Danmark, da jeg nu også flyttede længere op i det danske land, så afstanden til Tyskland med umulig.

Det hele lyder til at jeg har stået et frygteligt sted begge gange, når jeg sådan gengiver det i hele træk. Og ja det har da ikke altid været det mest hyggelige sted at være. Men hånden på hjertet, jeg kendte ikke så meget andet og jeg lærte mere ridning ved tyske undervisere på få år, end jeg lærte hele mit liv ved danske undervisere. Måske det er mine gener, men jeg havde nok lidt behov for mere skrap-hed og mindre musse-nusse-hed. Men samtidig havde jeg også behov for at kunne have hest som jeg ville, uden at blive kaldt fyfy ord fra ‘hippie’ stalden. Ihvertfald dengang. Det var snobberiet begge steder havde tilfælles, som der gjorde jeg ikke længere ønskede blive der for evigt.

 

Tilbage i Danmark, måtte jeg så lige justere lidt. Hvor det i Tyskland med de forskellige stalde også samtidig virkede som forskellige kulturer, var det meste i DK rimelig ens.
Her var det faktisk okay at have lige præcis den race hest man selv ønskede. Det var okay at have samme ridetøj på flere dage i træk, og enda normalt at det var beskidt. Det var ligeledes okay at man kunne se at hesten havde været på fold, og man behøvede ikke rengøre sit udstyr febrilsk hver eneste dag. Ingen dømte dig hvis du valgte at lade din hest holde fri eller hvis du kom uden sminke i stalden. Eller hvis din hests dækken var mudret.

Undervisningen var også en helt anden. De danske undervisere jeg havde efterfølgende, var mere ‘hvad ønsker du i dag’ typerne. Jeg blev spurgt indtil mine forventinger og jeg blev faktisk hørt, når jeg turde sige at der var noget jeg var nervøs for. Nogle gange føltes det også som om at de gav lidt for let op når man sagde fra, hvilket jeg nok lærte at udnytte lidt senere hen. Virkelig dumt, når det jo egentlig kun gik ud over mig selv efterfølgende.
For mig føltes det som at de danske stalde, er lidt mere jordnære. Ihvertfald kontra de stalde i Tyskland, som jeg oplevede. Jeg er sikker på der også findes helt jordnære tyske stalde, det var bare ikke lige dem jeg stødte på :p

Bevares, snobberiet var bestemt også at finde i de danske store ridecentre/klubber. Men heldigvis slet ikke på samme niveau, som det jeg havde set før.

Jeg elsker Tyskland og jeg elsker kulturen og disciplinen der er at finde over grænsen, og mener bestemt vi kunne lære en del af dem. Meeeen danskeren i mig, kan godt forstå hvorfor tyske turister altid siger at danskerene er det flinke folk. For det er vi virkelig. Og her mener jeg ikke kun ud fra mine rideoplevelser i Tyskland, jeg mener også ud fra min skoletid, da jeg boede i Hamburg og ud fra min tyske familie. Jeg må stå ved at jeg kan lide en god blanding, og gerne ville det bedste fra begge verdenener, men uden det værste fra begge verdenener :o) Jeg endte i en lang periode med at have en tysk underviser i DK, og det var helt klart den bedste blanding jeg kunne få, til hvordan jeg fungerede. En god dansk stald med plads til mig som menneske, men en tysk underviser der kunne sparke mig igang. Win win.

Nu står jeg så efterhånden helt oppe i det nordlige midtjylland. Dvs langt til de tyske undervisere. Savner jeg ikke en tysk underviser så? Jo bestemt. Jeg har dog fundet et nyt alternativ; Lade min veninde råbe til mig af og til, for hun er amerikaner. Og Amerikanere er slet ikke så anderledes en os tyskere. Så det fungere ganske fint nu :p

 

Tak for at læse med.
Stay awesome Ninjas // DD