Har en hest følelser?

 I saw you walk away down the street for the last time. I saw you saying goodbye to each other, knowing you would’nt come back. I saw her cry on your shoulders. But i also saw how you looked at me and whispered “I raised you well for the past nine years, to prepare you for this moment. Now its your turn to watch over her. Without my help. Promise me you will love her like i did and even more”.

I promised it. And i will keep this promise, until the day someone else will see me and her take the same walk like you did. I will prepare the next one to love her like we did. And then we will meet again and together we will watch over her from above. Just like you do now.
– Lucky

 

En noget speciel start på et indlæg. Det ved jeg. Men i dag, havde jeg brug for at skrive lige ud fra hjertet, om et emne der berører mig dybt.

Hvis i har læst mine tidligere indlæg, så ved i at jeg i 2020 mistede min soulmate. Min pony som jeg voksede op med. Mit Monster. Felex.

Felex som havde været med mig i alle de svære tider, men også alle de gode tider. Han var hos mig i de svære teenage år. Han var der da jeg fik min første kæreste. Han var der også da jeg blev dårligere og dårligere fysisk, og endte med kroniske smerter. Han var der i de glade tider med smukke somre, eventyr og deltog i minderne med gode veninder.
Han var der da jeg nær mistede livet og fik PTSD. Han var der da jeg blev gravid og fødte min søn. Og han var der da jeg blev forlovet.

Men han nåede ikke være der til mit bryllup. Han når ikke være der til de næste børn. Han er her ikke mere til de næste mange oplevelser, gode som dårlige, resten af mit liv. Han forlod mig.

Dem der mener heste, blot er heste, nemt kan erstattes eller dem der har overbevisningen at heste ikke selv kan tænke og blot er drevet af instinkter, de vil ikke kunne følge mig i den her sorg, og den her beskrivelse. Og det er okay, det acceptere jeg gerne. Omend jeg synes det er en skam, at man tiltror dyr så få tanker og følelser.

Jeg selv er en lidt anden støbning. Jeg tror på at heste er klogere end vi gør dem til. At de forstår meget mere end vi går og tror. Og det er det jeg vil komme ind på, her i indlægget.

Felex anså jeg altid som en beskytter. Han var den pony jeg fik, da min første pony skulle aflives. Jeg var kun 14 år, og slet ikke klar til sådan en oplevelse. Men der var han. Og han overtog mig. Lige siden da, har Felex været der, også da jeg fik de næste 3 heste, Flash, Lucky og Vinci. Flash var også en vis herre, og de to blev hurtigt rigtig gode og tætte venner. Uadskillige enda.

Da Lucky kom til, overtog Felex meget tydeligt opdragelsen. Lucky var nemlig et flaske føl, så det sociale hestesprog, havde han ikke altid styr på. 4 år senere kom jeg med Vinci som føl som Felex også opdrog pænt på. Felex var en god læremester, og selvom jeg nogle gange fik følelsen af at Felex synes jeg var noget træls, når jeg kom med nye heste hele tiden, fik jeg også følelsen af at han påtog sig en opgave, der hed at forberede dem på en tid, hvor jeg kun har dem.

Noget jeg aldrig selv havde skænket en tanke, at en dag ville være en realitet. At dagen hvor Felex ikke ville være her, faktisk ville komme. Men min fornemmelse af at Felex vidste det, tog ikke fejl.

Felex var henholdsvis 15 og 20 år ældre, end Lucky og Vinci. Så selvfølgelig ville han ikke overleve dem. Og ganske korrekt, Felex tog herfra som 24 årig. Dagene optil at han tog herfra, vil jeg dog gerne ind på.

Han gik på fold alene med Vinci og Lucky på nuværende tidspunkt, og jeg vidste jeg havde 3 uger tilbage med ham. Jeg bemærkede en sindsændring på folden. Han lod Lucky overtage mere og mere styringen, hvor det før var Felex selv der bestemte over dem begge. Ikke at han lod Lucky hunse med ham, men mere som i en test. En test i at se om Lucky var klar.

Lucky’s sind ændrede sig samtidig. Han havde altid været den kække og frække hest, men nu var han pludselig rolig omkring mig. Stirrede længe og intens på mig. Som om han havde fået en opgave. En opgave jeg på dette tidspunkt ikke vidste hvad var.

Felex tog herfra, foran folden som Vinci og Lucky gik på. Men Lucky havde guidet Vinci væk, allerede inden Felex lagde sig ned. Igen, som om han vidste hvad der skulle ske. Og som om der var en indbyrdes aftale om, at Vinci var for ung til at forstå, derfor var det Luckys ansvar at være den voksne nu. Afskeden havde de for længst taget, det var jeg ej i tvivl om.

 

Da Felex tog herfra, var jeg klar til at give op. Havde jeg ikke allerede haft heste, havde jeg næppe anskaffet mig en igen. Jeg mistede lysten til alt. Ridning, pasning, det hele. Men jeg kunne jo ikke komme uden at, at passes, det skulle de.
For hver dag der gik, fik jeg følelsen af at Lucky bad mig om noget. Og pludselig begyndte jeg så småt at ride igen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg havde virkelig ikke lysten. Men jeg gjorde det.

Dage blev til uger. Uger blev til måneder. Og så ramte det mig. Nu vidste jeg hvad der var sket. Lucky havde fået faklen.
Felex havde videregivet sin beskytter rolle, til Lucky. Nu hvor Felex ej kunne være der for mig mere, sørgede han for at der var en anden der kunne, og dette blev Lucky. Lucky havde også været der i mine svære tider, han var der også da jeg fik min søn, blev forlovet OG han var der da jeg blev gift. Han var klar til at fortsætte, hvor Felex slap. Ligesom Vinci, men Vinci er bare det yngre, deraf tror jeg valget faldt på Lucky.

Det forklarede så meget. Lucky der ændrede sit sind fra kæk, til moden. At han pressede på for at få mig tilbage. Og at han i takt med at jeg smilede mere og mere, vendte tilbage til at være den frække og kække Lucky, som jeg kendte. Nu er der gået 2,5 år, og jeg tør sige at uden Lucky’s hjælp, var jeg ikke kommet så langt. Jeg var ikke kommet videre efter tabet af Felex. Og jeg var aldrig påbegyndt Vinci’s karriere.

Lucky er tilbage til at være Lucky, men stadig med den lille forandring af at han nu er min primære beskytter. Han har taget opgaven fra Felex på sig, og har i sinde at fuldføre den.

Og lur mig, om ikke også han, når tiden er inde, giver faklen videre til Vinci.

Jeg tror på heste har flere følelser end vi tilegner dem. Jeg tror på der er en mening bag meget. Jeg tror på de er klogere end vi regner med.
Og selv hvis jeg tager fejl, så ved jeg, at denne tro, giver mig ro i sjælden.

Tak til jer der ville læse mit lidt mere specielle skriv denne gang.

Stay awesome Ninjas //DD