fbpx
PEEK 2022,  Riders NOTEBOOK

Hestefotografens bedste tips og tricks – Sort baggrund

Om man er professionel fotograf, amatørfotograf eller blot tager billeder med sin mobil, er der altid tips og tricks til at få det bedste ud af billederne.

Jeg er ikke uddannet fotograf, men har arbejdet som autodidakt hestefotograf de sidste mange år, og igennem mit professionelle arbejde som retouchør og ved at prøve mig frem fotograferingsmæssigt er jeg stødt på flere ting der gør fotografering og redigering af mine billeder af heste langt nemmere.

I dette indlæg vil jeg prøve at guide jer gennem fotografering med sort baggrund. Hvordan laver man den rigtige opstilling? Hvordan indstiller man kameraet? Hvordan laver man redigeringen?

 

OPSTILLING

Jeg bruger altid den klassiske døråbning. Placer hesten i en åbning til fx lade, ridehal eller stald. Ideen er at begrænse lysindfaldet til fronten af hesten, så man kan redigere sig ud af den mørke baggrund. Hvis du har tænkt dig at få hovene med på hesten, så er det klart pænest hvis hesten står på ensformigt underlag. Fx sten eller et betongulv. Fej også altid gulvet INDEN fotograferingen. Jeg taler af erfaring når jeg siger at det er virkelig træls at redigere snavs væk, især hvis man kunne have undgået det ved at svinge kosten i 10 sekunder.

KAMERA
Hvis du tager billedet med en iPhone så kan billeder med sort baggrund – i teori – sagtens opnås ved at justere på lysindstillingerne når du tager billedet. Her er det vigtigt at du trækket lyset NED. Vi skal lukke for lysindfaldet og sikre at baggrunden bag hesten ser så mørk ud som muligt.

Hvis du tager billeder med et spejlreflekskamera skal du sørge for at ISOen ikke er for høj, da vi som sagt ønsker minimalt lys til baggrunden, samtidigt undgår vi også en masse støj. Husk dog altid at hesten skal være tydelig, så det går heller ikke at køre med ISO 200 hvis billedet så er helt mørkt.

Hvis du skyder med et kamera så sørg altid for at skyde i RAW! Det giver en meget mere data at arbejde med, og derved også større mulighed for redigering i billederne uden at de går i stykker rent kvalitetsmæssigt.

 

REDIGERINGEN

Jeg redigerer altid alle mine billeder i Lightroom og Photoshop. Hvis du ikke har adgang til disse findes der sikkert andre alternativer, men jeg vil til enhver tid anbefale Lightroom som minimum. Hos Adobe kan man købe en månedlig fotografpakke hvor du får Lightroom, Photoshop og vist nok også Acrobat til omkring 100,-. De penge er givet godt ud hvis man ønsker at gå igang med en del mere redigering.

I lightroom laver jeg mine overordnede redigeringer. Her justerer jeg lys, skarphed, farvekorrigere og beskærer mine billeder. Når jeg synes de er klar hiver jeg dem videre over i Photoshop. I Photoshop laver jeg den sidste del af maskeringen med min baggrund for at lukke det sorte til. Jeg maler derfor ikke sort rundt om hesten, men arbejder med de i forvejen store skygger fra billederne så kanten bliver flydende i stedet for skarp og unaturlig. Derudover redigerer jeg uønskede objekter væk, såsom grimen. Når jeg fotograferer hvor jeg ved grimen skal fjernes bruger jeg så vidt muligt altid min fotogrime. Det er et langt stykke reb man sætter som grime på hesten, som er 100 gange nemmere at redigere væk end en stor klodset grime.

Herunder kan i se før/efter billedet af Felix, hvor det både er redigeret samt baggrunden er lukket og grimen fjernet.

Jeg håber det gav bare en smule mening, ellers tilbyder jeg også hjælp 1 til 1 med redigering, både online og igennem videoer, hvis man skulle få lyst til selv at kaste sig ud i at prøve 😄

fb-share-icon

Mit navn er Line, jeg er 26 år og bosat i midtjylland. Jeg har været bidt af en gal hest lige siden jeg kan huske, men det er først for 6 år siden jeg fandt en part i nærheden som jeg kunne viderudvikle mig på. Sidste år købte jeg min allerførste hest, og selvom jeg har været i rideverdenen i 20 år er der bare så mange nye ting man skal lære, når størstedelen af ens ridehistorie stammer fra rideskoler. Dette bliver derfor min historie, fra start til nu, hvor jeg vil fortælle om alle de ting jeg lærer undervejs, alle de spørgsmål der kommer som førstegangshesteejer og alle de ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig før jeg købte hest. Jeg ønsker at skabe et forum uden for meget filter, så I kommer med bagom kulissen på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *