Min hest var halt..

Cornelius og jeg har ikke haft den sjoveste uge. Tværtimod har det været temmelig kedeligt. Min mor og jeg havde opdaget, Cornelius var halt sidste torsdag. Det satte en masse tanker og overvejelser igang.

Vores mistanke

Efter 3 dage med ridning der ikke krævede det store, så skulle jeg endelig til at arbejde ordenligt med Cornelius. Jeg havde sadlet op og skridtede varmt som normalt. Men jeg kunne straks mærke, det ikke var som normalt, da jeg begyndte at trave. Det føltes som om, Cornelius snublede ret tit i starten. Men så kunne jeg rigtig mærke det. Cornelius haltede på det ene forben. Jeg testede selv begge volter, hvor jeg ikke kunne mærke nogen forskel. Så hev jeg fat i min mor for at få det bekræftet. Hun var enig. Cornelius var i hvert fald ikke rentgående. Jeg skridtede ham med det samme lidt af, før jeg måtte nøjes med at sadle ham af.

Min mor og jeg tjekkede ham grundigt efter. Vi kiggede efter hævelser, usædvanligt varme steder, ømhed og sår. Vi fandt kun en lille hævelse ved det ene forben. Vi havde set den før, og vi har holdt øje med den. Hævelsen var hverken stor, øm eller varm. Vi ville ikke tro på, det var det, der var årsagen til hans halthed. Det gjorde os kun mere bekymret for, hvad der kunne være galt med ham. Vi stod på bar bund, og vi frygtede det værste.

Hvornår er det tid til at tilkalde hjælp?

Det næste vi tænkte på var, hvornår nok var nok. Vi havde svært ved at beslutte os for, om vi skulle lade ham stå weekenden over og håbe på det bedste. Det sker nogen gange, at hesten ganske enkelt er blevet lidt ømtået. Vi snakkede selvfølgelig også om at tilkalde dyrelægen dagen efter, så vi kunne blive afklaret med det samme. I sidste ende var det også det, vi gjorde. Hvis han havde stået med et sår eller noget andet genkendeligt, så havde vi kunne pleje med sårsavle eller lignende. Men vi stod i det uvisse. Jeg var rigtig glad for, at vi tilkaldte dyrelægen med det samme. Det viste sig heldigvis “bare” at være en hovknusning eller hovbyld. Det var svært for dyrelægen at se, hvilken en det var. Hvis vi havde ventet med at få dyrelægen på besøg, så var det kun blevet værre.

Cornelius havde formentlig trådt på en stor eller skarp sten. Nu spekulerer vi på, hvornår det kunne være sket. Vi havde nemlig troet, han haltede minimalt sidste weekend til stævnet. Vi fik konkluderet den gang, det blot var synets snyd og en doven hest. Men det er vel tilladt at komme i tvivl nu, fordi det kunne også være grunden til den negative attitude på stævnebanen.

Hellere en dag for meget end en dag for lidt

Min mor og jeg investerede straks i et par støvler til Cornelius. Det ville forhindre ham i at træde andre store eller skarpe genstande op i hovet, så det blev endnu værre. Cornelius blev også igang sat en smertestillende behandling, og han begyndte at få sædebad 2 gange om dagen. Vi besluttede os for at give ham fri weekenden over. Da det kneb med tiden om mandagen, så ville vi hellere vente en dag mere med at tjekke ham end en dag for lidt.

I dag har jeg tjekket Cornelius, og jeg krydsede fingre for, at det var gået den rigtige vej. Jeg startede med at lade ham trave nogle volter i longen på begge volter. Han var heldigvis haltfri. Jeg fik sadlet ham op. Så prøvede jeg at trave på ham, mens min mor tjekkede ham fra jorden af. Det var heldigvis helt, som det skulle være. Nu er det tid til at komme stille og rolig igang igen. Jeg har lært en tommelfingerregel med, at der skal gå det samme stykke tid til genoptræning, som den tid hesten stod stille. Cornelius stod stille i knap 5 dage, så vi burde være “fit for fight” i næste uge. I dag tog vi hul på det kun med trave og en masse skridtpauser.

Jeg håber, det fortsætter den rigtige vej.