Når lægen ordinere hest. Part 1.

Trigger warning. Dette indlæg vil omhandle psykiske og fysiske lidelser. Part 1.

Det er ingen hemmelighed at mit liv har været en kamp med op og nedture. At jeg har oplevet mere end hvad et enkelt menneske skulle opleve i sin livstid. Det er noget jeg har gjort en dyd ud af at være ærlig omkring, fordi jeg fandt ud af at jeg kunne hjælpe andre ved at være åben. Ved at fortælle at det er okay at livet har været hårdt og stadig kan være det, men at man stadig er god nok og at man kan komme videre og få det godt. Og vigtigst af alt: At man forstår man er værdig til at have det godt, uanset hvor mange nederlag man oplever. Dette indlæg er personligt, ærligt og direkte. Og jeg håber jeg kan hjælpe flere endnu, med min historie. Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Fordi det ikke burde være et tabu at livet ikke altid er lyserødt. Og jeg vil gerne være med til at bryde dette tabu.

Jeg er den ‘heldige’ indehaver af både fysiske og psykiske skavanker. Mine fysiske skader strækker sig over hele min ryg. Som barn var jeg ude for et biluheld, som jeg den dag i dag betaler af på med kroniske smerter. Som 22 årig kom jeg ud for endnu et biluheld, denne gang med totalsmadret og sammenkrøllet bil, som ikke gjorde min tilstand bedre. Og senere fandt vi ud af jeg også havde medfødt ryglidelse. Mere specifikt lider jeg af piskesmæld, kronisk migræne, sheuermanns syndrom, 2 diskusprolaps i lænden som medfører følelsesløshed og/eller strålende smerter ned i mine ben ved lejlighed og så skulle jeg lige have fuld banko plade, da jeg i starten af 2021 fik en tumor i ryggen, der ødelagde min ene skulder muskel og gjorde mig yderligere skæv.

Af psykiske, kom jeg ud på den anden side af et ekstremt voldelig forhold med PTSD, angst og kronisk stress som hovedpræmierne. Disse resultere også i at jeg er ekstrem paranoid, pessimistisk og til tider depressiv. Samtidig er der den u-diagnosticerede ‘dårlige selvværd’ som jeg bærer som en konstant hat på hovedet. Og så er der den nyeste diagnose; Dødsangst. Ikke for mig selv, men for alle omkring mig. Som i mååååske kan regne ud, giver sidstenævnte ikke den store harmoni med angst og kronisk stress, da de kan køre hinanden op i en spids, og så har vi den ustoppelige spiral sat igang.

Part 1 omhandler mine fysiske lidelser, og hvad hesten hjælper på det.

Jeg kom ud for mit første biluheld som 9 årig. Det betyder også at selvom jeg er kronisk smertepatient, føler jeg alligevel at jeg er én af de heldigere. Jeg kan nemlig ikke huske et liv uden smerter. Jeg har dem konstant, også lige nu imens jeg skriver dette indlæg.

Mine smerter strækker sig fra øverste del af nakken, og hele vejen ned til lænden. På rigtig dårlige dage, stråler det ned i benene og jeg har migræne oven i, grundet overstående. Selvom det er smerter jeg er vandt til, kan de stadig blive voldsomt ulidelige, selv for mig. Jeg kan ikke stå, gå, ligge eller sidde for længe i samme position, uden smerterne forværres.

Som 10 årig startede jeg til ridning. Ikke pga mine skavanker, jeg startede af helt andre årsager. Men heldigvis fandt vi derigennem hurtigt ud af, at ridning lindrede mine smerter. Jeg blev mere smidig i hverdagen, kunne holde til mere og blev stærkere i muskulaturen. Så selvfølgelig fortsatte vi med denne sportsgren og jeg fik enda min egen hest.

På trods af smerterne i hverdagen, kunne jeg på en hest holde til meget mere. Jeg blev total allround rytter, red både spring, dressur, jagter, trec, tur, show osv igennem årene. På hesteryg, blev min egen ryg bare mere rar at færdes i.

Min læge sagde i sin tid, at det var vigtigt jeg enten holdte min ryg igang med ridning eller fitness, da jeg ellers ville være i risiko for at blive total stiv og få flere og flere smerter, i en meget tidlig alder. Det var nu ikke den værste medicin han kunne udskrive, for selvfølgelig fortsætter jeg med ridning, med alle de positive bivirkninger der er 😉

Hvis jeg ikke rider kontinuerligt, kommer konsekvenserne snigende. Det er afprøvet ved både ferie og enda graviditet. Resultatet er stivhed i hele kroppen, hyppigere migræne, hyppigere følelsesløshed i benene og til sidst har jeg behov for hjælp til simple ting som at rejse mig fra en stol. Smerterne sniger sig ind og overtager kroppen stille og roligt. Holder jeg derimod min ridning ved lige, står jeg stadig i en hverdag med kroniske smerter, men med den forskel at jeg som regel kan komme igennem dem, uden smertestillende. Jeg er mobil, stærkere og faktisk super smidig. Noget så simpel som ridning, kan gøre en 90% forskel på hele min fysiske tilstand.

Men har jeg så slet ikke skavanker på hest? Åh det ville være dejligt at svare nej her. Men desværre. Med årene er der selvfølgelig kommet dage hvor en dressur time kan gøre for ondt, primært fordi jeg fik mine diskusprolapser oven i. Det resulterede i at jeg ikke altid kan ride nedsidning i længere perioder, da det kan medføre strålende smerter ned til benene. Letridning er derfor mit go to :p Samtidig er jeg svagere i ben, end andre ryttere, pga mine skavanker. Dette resultere i urolige ben og at jeg har pisk med som hjælp for mig når mine ben svigter. Jeg har et stort håb om en dag at søge paralicens netop pga overstående, så jeg kan få lov at droppe nedsidning ved behov, og have min pisk med mig i de højere klasser. Meeeen økonomien skal være til det hele, så det er en drøm i fremtiden. Indtil da konkurrere jeg mod de raske og gør mit absolut bedste :o)

Jeg er glad for at min medicin for mine fysiske skavanker, kunne hedde hest. Det er bare lidt sjovere at tage sin medicin på den her måde.

Mit næste indlæg vil omhandle den psykiske del, og blive meget personlig, åben og ærlig. Jeg håber i vil læse med.

Stay awesome ninjas // DD