fbpx
PEEK 2022,  Riders NOTEBOOK

Sådan overlever jeg vinteren

Jeg har redet Buller i over 6 år. I alle 6 år har vi stået et sted med kun udendørs ridebane, hvilket giver sig selv er noget koldt og vådt i vintermånederne. Det er ikke altid super fedt at tage ud og ride når der er mørkt og koldt, men der er måder at gøre det mere komfortabelt på, og de ting vil jeg komme ind på her.

 

Ordentlig påklædning
Jeg har de sidste par år vraltet rundt i min fars aflagte flyverdragt, men i år har jeg investeret i en rigtig rideflyverdragt. De koster normalt 1600,- fra ny, men jeg fandt en næsten ny på Facebook Marketplace til 400,- – behøver jeg sige at jeg elsker second hand? Den er på vej med posten og jeg glæder mig virkelig til at kunne kravle ned i den her til vinter når mig og Buller skal på tur i skovene.

Er man ikke vild med tanken om at skulle ride i en flyverdragt, så er en lang vinterjakke der kan lynes op bagpå guld værd! De kan også være noget dyre, men igen er second hand værd at kigge efter – så besøg din lokale hestegenbrug eller begynd at lede på facebook eller DBA. Men skynd jer – jo koldere der bliver jo hurtigere bliver de revet væk 🥶

 

Hold fødderne varme

Der findes – næsten – ikke noget værre end kolde våde tæer. Derfor er det også vigtigt for mig at have termostrømper og gode varme støvler på når jeg bevæger mig ud i stalden. Sidste år købte jeg mig et par vandtætte bamsestøvler til staldbrug, men eftersom at jeg har en dårlig vane med at lade sadlen blive derhjemme har jeg snildt kunne ride i mine bamsestøvler også. Det har været super rart at kunne holde tæerne varme igennem hele rideturen.
Er man ikke til bamsestøvler, eller rider man med stigbøjler findes der ogås de der smerte varmepuder til sålerne. Knæk en pakke og læg den ned i støvlen, så holder dine tæer sig dejlig varme igennem hele træningen.

 

Ørevarmere

Der findes sådan nogle super smarte ørevarmere til cykelhjelme – eller i hvert fald til at have under cykelhjelmen. De sættes fast rundt om nakken og kan snildt passe indenunder en ridehjelm også. Ellers er det også blevet mere og mere almindeligt at man kan købe nogle smarte ørevarmere der kan sættes på øreremmene på ridehjelmen med velkro. Uvurderligt når det blæser og fryser!

 

Vær synlig!
Hvis man vælger at ride ture eller krydse vej til ridebanen når det er mørkt er synlighed alfa omega! Jeg har alverdens reflekser til Buller, men noget jeg er ekstra glad for er vores lysende fortøj. Jeg købte det på Wish for nogle år siden til under 100kr, men sidenhen er man begyndt at kunne købe det på andre webshops også. Man kan både få fortøj, pandebånd og halelys, og det smarte ved det er at man kan få det til at lyse konstant eller blinke. Man er derfor super nem at spotte på afstand, ikke kun når bilers lygter lige rammer en.

 

Jeg håber det gav jer lidt idéer til hvordan i bedst klæder jer på (no pun intended 😉) til at gå de kolde måneder i møde. Mens jeg har skrevet dette har jeg siddet og kigget ud på det kolde våde vejr og taget langt tilløb til at komme i ridetøjet. Er det bare mig eller slukkede de lidt for hurtigt for solen og varmen i år? Jeg fryser i hvert fald allerede alt for meget i stalden så jeg frygter for sne og frost.

fb-share-icon

Mit navn er Line, jeg er 26 år og bosat i midtjylland. Jeg har været bidt af en gal hest lige siden jeg kan huske, men det er først for 6 år siden jeg fandt en part i nærheden som jeg kunne viderudvikle mig på. Sidste år købte jeg min allerførste hest, og selvom jeg har været i rideverdenen i 20 år er der bare så mange nye ting man skal lære, når størstedelen af ens ridehistorie stammer fra rideskoler. Dette bliver derfor min historie, fra start til nu, hvor jeg vil fortælle om alle de ting jeg lærer undervejs, alle de spørgsmål der kommer som førstegangshesteejer og alle de ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig før jeg købte hest. Jeg ønsker at skabe et forum uden for meget filter, så I kommer med bagom kulissen på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *