Tanker om flittighed og så lidt mindfullness…

Hej alle sammen 

På onsdag skal vi (min lillesøster, min svigermor og jeg selv) til VM i Herning for at se kür finalen i dressur og jeg GLÆDER mig. Jeg tror det bliver en helt vild stemning med kür, at det foregår om aftenen i lampernes skær og så gør guldmedaljen i går at publikum nok er brandvarme og rytterne kan holde en fest på banen.

Da jeg sad og så holdkonkurrencen på DR i går, siger Daniel Bachmann noget, som har inspireret mig til det her indlæg. Jeg tror han bliver spurgt hvad medaljen betyder for ham og han svarer at rytterne har lagt alt i det her mesterskab; alle deres vågne timer, al energi, al fokus og hele dem selv. Det mindede mig om et par indlæg her på PEEK og om en samtale jeg nogle gange har med mine veninder.

Jeg er jo uddannet jurist, som i måske har læst i mine tidligere indlæg. I folkeskolen og gymnasiet havde jeg rigtig let ved tingene og behøvede aldrig læse lektier. Nogle tænker måske “ja, og hvad så, din heldige blærerøv”. Problemet med det var, at jeg ikke fik lært at sidde derhjemme og arbejde med det boglige. Og jeg fik heller ikke lært at fordybe mig i tingene og blive ved at læse selv hvis det var svært. Jeg fik heller ikke lært den disciplin, der ligger i at skulle sætte sig ned og læse lektier selvom der er nogle andre ting som er sjovere og som man hellere vil lave. De “manglende” kundskaber fik jeg at mærke på jurastudiet. På jurastudiet kræves der naturligvis en helt anden disciplin og flid end på gymnasiet og ens censor kender ikke én personligt eller fagligt, så man bliver benhårdt bedømt på ens præstation til eksamen. Det betød, at jeg kom igennem studiet med middelmådige karakterer og det har jeg kunne mærke da jeg skulle ud og have mit første og andet job. Nu er jeg heldigvis så “langt” i min karriere, at det ikke betyder det store mere, men det er klart noget jeg har haft et efterslæb fra og de arbejdsgiverne efterspørger stadig eksamensbevis selvom det efterhånden er ens CV der betyder mest.

Nogle gange får jeg slået mig selv i hovedet med at mine middelmådige karakterer på jurastudiet skyldes, at jeg ikke er flittig. Jeg ser vildt meget op til flittige mennesker – jeg synes det er en rigtig fed egenskab. Jeg har nogle gange snakket med mine veninder om det med flittighed og de er jo altså ret fantastiske. De er rigtig gode til at minde mig om, at jeg er flittig, når blot jeg brænder for noget. Jeg brænder for mit job, dér er jeg flittig. Jeg brænder for min familie, dér er jeg flittig. Jeg brænder for min ridning, dér er jeg flittig. Jeg brænder for mit liv som helhed og for alle de ting jeg har og oplever, her er jeg også flittig. Jeg brændte ikke for at studere jura, så dér var jeg ikke flittig.

Hvad er så min pointe? Jo jeg har to pointer; for det første skal man gøre det man brænder for. Nogle gange brænder man for både målet og vejen til målet. Nogle gange brænder man dog ikke for vejen til målet, men hvis man brænder for målet, kan det motivere meget. Det er nok også de færreste beriderelever, som brænder for at muge ud, men det er en del af vejen til målet. For det andet, som nok virkelig er én af de vigtigste ting for mental sundhed (hvis man spørger mig), så er min pointe også, at man rummer sig selv og ens uperfektheder. Vi er gode til at fokusere på, at man skal rumme andre mennesker og se det positive i andre, men det gælder altså også én selv.

Så næste gang i gerne vil være hårde ved jer selv og tale grimt til jer selv, uanset om det er jeres udseende, hvad i kan, jeres uddannelse eller hvad det nu kan være, så stop lige op. Stop op og så begynd at tal til jer selv som hvis i var jeres egen bedste veninde. I ville jo aldrig sige til jeres bedste veninde, at hun er for dum, for tyk eller for doven. Og så skal i heller ikke sige det til jer selv. <3

Masser selvkærlige tanker herfra

Møs møs!