ALT GIK GALT…

Puha, det var næsten rart at starte på arbejde igen idag. SIKKE en weekend!

Spot og jeg skulle som sagt til stævne igår – søndag den 27. oktober 2019. Jeg vågnede allerede 4,50 søndag morgen. Det var af ren nervøsitet. Jeg følte mig SLET ikke klar – på trods af, at vi havde trænet hårdt mod stævnet. Nå, det var sikkert bare nerver. Jeg fodrede hestene omkring 7.00, hvor de stod inde til 9.20, da jeg havde ordnet Spot så fint dagen i forvejen. Jeg fik tøjet på, og læssede dem. De gik heldigvis lige op begge to. Jeg skriver begge, da Spot har brug for Flower som støttepædagog.. Det er meget belastende, men en god støtte for ham. Vi kørte derudaf, og jeg hørte musik som afslapning. Jeg følte mig nu mentalt klar. Vi landede på LFH ca. 10,00.

“Shit der er mange biler”; var min første tanke!

Jeg skulle lige finde et toilet, men der var SÅ lang kø, så jeg gav op. Nå, tilbage til traileren og sadle op. Spot var forholdsvis rolig, og jeg fik sadlet op. På med gamacher, underlag, pad, sadel, gjord, fortøj, hut og hovedtøj. Nu manglede jeg bare mine støvler, sporer, pisk, hjelm, jakke, handsker og vest. KLAR! Jeg trak Spot væk fra traileren og hoppede op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle ind til… Vi gik til opvarmningsområdet. Jeg blev mødt af 12-15 ryttere der tonsede rundt i et ridehus på 20×30 meter. Puha, sikke et kaos. Jeg var egentlig rimelig cool, da min mor trak mig. Jeg tænkte efter 5 minutter, at hun godt måtte slippe. Det skulle jeg ikke have gjort. Der kom en rytter bag mig og Spot, og sprang et spring LIGE ved siden af. Spot blev SÅ bange… Jeg prøvede at få ham til at slappe af. Det hjalp lidt. Der kom pludselig ekstremt høj musik, hvor han blev forskrækket og sprang til siden. Jeg fik ham frem igen. Der kom flere ryttere som bare red med hovedet under armen. De fleste ryttere var under 8 år, og ved selvfølgelig ikke bedre. Spot fik desværre nok og stejlede. Jeg tænkte, at det nok bare var en enkelt gang.

NÅR FØLELSERNE TAGER OVER….

Spot blev super forvirret og trist, og kunne slet ikke forstå noget. Han stejlede mange gange, og meget højt. Jeg blev virkelig bange, men forsøgte at ride videre, på trods af, at jeg rystede. Han kunne desværre mærke min nervøsitet. Han vendte rundt og stejlede næsten lodret. Jeg blev så bange, at jeg begyndte at græde. Sikke en ubehagelig følelse, at stå i et ridehus med en forvirret hest, og følelser man ikke kan kontrollere… Jeg fik min mor til at gå med mig, men Spot kunne ikke falde til ro. Jeg hoppede af og gik bane til 40 cm. Nem bane, super tænkte jeg. Jeg gik tilbage og hoppede op på ham. På det tidspunkt var vi kun 2 i ridehuset. Min mor sagde, at jeg skulle brænde hans energi af. Jeg sprang op, og så viljestærk som jeg er, satte jeg ham an i trav. Vi travede mange runder og i flere minutter. Han prustede. Jeg svedte og havde det hårdt. Jeg satte mig i sadlen, indvendige ben frem, udvendige tilbage – nu var det galop. Afsted det gik. Godt endda! Vi fik sågar taget et par små lodrette. Så godt tænkte jeg – nu er vi klar!

Sådan blev det desværre ikke…

Jeg fik lov at opvarme 10 minutter i “det store ridehus”, hvor selve stævnet blev afholdt. Jeg tænkte, at det måske ville få Spot til at slappe af, da der nok var mere ro på. Det var desværre slet ikke sådan.. Min mor trak mig ind på banen sammen med Flower. Vi kiggede lige 1 minuts tid, og rytterne sprang over springene flere gange. Så skør som jeg er, tænkte jeg – det skal vi også! Jeg sagde min mor skulle slippe mig. Han nægtede at gå, og bakkede. Jeg skubbede ham frem.. Spot forstod slet ikke noget af situationen, og vidste ikke hvordan han skulle reagere…

Han gik frem, men efterfulgte det af et kæmpe stejl, hvor det var lodret. Puha, det føltes som flere timer jeg hang på ham. Flere gange rejste han sig. Jeg følte mig som den største fiasko i hele verden. Jeg skubbede ham frem igen, og han lavede et kæmpe stejl efterfulgt af et buk. Jeg blev så chokeret og begyndte igen at græde – foran alle. Føler man sig bare som en kæmpe taber? JA er svaret.

VILJEN!

Jeg fik samlet mig, og jeg VILLE tage den skide okser, som var opvarmningsspring. Jeg satte ham i trav, og red mod springet. Vi kom over, men da vi landede vendte han 360 grader rundt, og jeg hang som en eller anden dukke rundt om halsen på ham. MEN over kom vi! Jeg gik ud og ventede pænt på, at det var min tur. Jeg var klar på at pakke mine ting og tage hjem. Min mor sagde “Du har to valg – ENTEN rider du derind og prøver uanset antal fejl, ELLERS udgår du – uden at prøve. Jeg tænkte “fuck nej, jeg SKAL prøve!”. Jeg har altid haft en eller anden fanden i voldskhed i mig. Den kom vidst til udtryk. “Ida Skafte og What A Spot”. Nu var det min tur. Jeg lover jer, at jeg har aldrig i mit liv rystet så meget. Jeg vidste at Spot var farlig, men jeg var godt nok bange. Jeg red mod første spring, over kom vi – også over nr. 2, 3, 4, 5, 6 og 7. Efter 7’eren kommer han med et stejl efterfulgt af buk, og bakker tilbage. Jeg hang lidt skævt og satte mig tilbage igen, og kom i trav mod 8’eren.

Vi SKULLE gennemføre! Over kom vi 8’eren og 9. VI GENNEMFØRTE! For pokker, hvor var jeg stolt og skuffet på samme tid! Vi fik 4 fejl for en “vægring”, men ærligt – skidt pyt! Jeg hoppede af og skridtede med ham i hånden. Jeg var glad fordi vi gennemførte, men skuffet fordi jeg var flov over hans opførsel.

HAR MAN FYLD I 50 CM?!

Nu var det tid til 50 cm, og jeg gik bane. Jeg havde ingen anelse om, at der kunne komme fyld på springene i 50 cm. Der var både fyld, store og brede oksere. Til min store overraskelse var der også en trippelbar. Jeg sagde til min søster, at jeg var 100% sikker på, at jeg ville ryge af. Jeg gik ud til Spot igen. Jeg rystede sindssygt meget, og mit hoved gjorde afsindigt ondt. Jeg overvejede meget, om jeg skulle trække mig. Vi havde jo ikke sprunget fyld før… Hmm, jeg var bange. Jeg valgte at skippe opvarmningen, da jeg ikke ville udsætte ham for noget, som jeg på forhånd vidste, han ikke kunne lide.

VI SKAL GENNEMFØRE!

Jeg tænkte, at vi nu bare skulle igennem den 50 bane, uanset antal fejl. Jeg fik start signal. Hen mod første spring – med fyld. Spring gjorde han, kæmpe ros. Ned i trav og hen mod 2 – stor okser. Fint spring og nu i galop mod 3’eren. Fin afstand og alt var godt. 4 gjorde han også godt. 5 og 6 tog han også bare. 7’eren var den okser, som han lavede drillerier ved på opvarmningen. Jeg havde mine tøjler tæt, og klemte. Vi kom over – videre mod trippelbaren. Klemte med schenklerne. Vi kom over. Nu manglede vi 1 spring for at være fejlfri, nu skulle der intet gå galt. Jeg red mod springet med påskeæg under – og HAN SPRANG! VI VAR FEJLFRI!!

Jeg var så PAVE stolt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi turde håbe på, at vi kom fejlfrit igennem. Jeg fik en roset, som jeg er meget glad for. Vi skulle egentlig til præmieoverrakkelse, men tog rosetten og gik ud igen. Det ville jeg spare ham for. Vi kommer til mange præmieoverrækkelser i fremtiden.

Så tog vi hjem.

Idag…

Jeg har tænkt meget over oplevelsen igår. Jeg tog det meget som et nederlag igår. Nu tænker jeg mere på det, som en lærerig oplevelse. Jeg ved ikke, hvordan hulan jeg holdt mig fast. Jeg har aldrig haft nogen >udfordrende hest<, men det har jeg nu. Jeg har nærmest ikke kunne gå idag, da mine lår gør møg ondt og min højre arm er øm. Folk på mit arbejde spurgte, hvad jeg havde lavet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Herhjemme bliver jeg kaldt rodeorytteren. Jeg er meget stolt over, at jeg ikke gav op.

Jeg er som sagt ikke bare en person, som giver op. Jeg giver det altid et forsøg, uanset hvor meget jeg ikke vil. Jeg er så stolt over mig selv, selvom jeg ikke har særlig meget lyst til dressurstævnet om 2 uger. Vi gør vores bedste som altid ♥

Ridning er ikke altid let, men altid det værd!