Hejsa, og velkommen til dagens indlæg. I dag skal det simpelthen handle om det vi ryttere frygter alle mest samt ikke nænner at tænke på. Heldigvis går der for mange rigtig rigtig mange år til at dette bliver realitet, men jeg har oplevet det. Jeg tager dette op for at vise at selv de svære emner er rigtigt vigtige. For nogle er det i dette øjeblik realitet, og derfor synes jeg at dette opslag er utroligt vigtigt

Den 5. februar 2019 mistede jeg min gamle shetlandspony. Ham havde jeg haft part på i to år, to gange om ugen  fra jeg næsten fyldte 6, til jeg næsten fyldte 8. Inden da havde jeg redet en lille shetlandspony, som hed Basti, han smed mig af hver evigt eneste fredag, hvor jeg red ham. Ham mistede jeg 31 januar 2019, hvilket gjorde ondt ligeså. Men på en anden måde. Jeg havde startet 1 stævne med ham, og vi var ikke super tætte. Han bed på staldgangen men alligevel elskede jeg jo det lille monster. Jeg havde ikke rigtigt haft noget med ham at gøre i hvad, 6 år? Alligevel gjorde det mig ked af det. Helt enormt. Han ses på billedet her.

Dalle

Shetlandsponyen jeg mistede den 5. februar 2019 hed Dalton men alle kaldte ham Dalle. Jeg elskede ham utroligt højt og vi to startede en masse stævner sammen. Vi havde et særligt bånd, selvom vi kun red sammen hver onsdag og lørdag, og han var tidligere rideskole pony tog han gladelig 50 cm spring selvom han var 110-115 cm høj. Han red også nemt dressur, og vi har så mange oplevelser. Han er en pony man ikke kan komme sig over. Udover at vi startede dressur, spring og Trec startede vi galopløb og distance. Han elskede at være ude, og jeg elskede det utroligt meget sammen med ham. Man kunne altid regne med at når man var ude med ham, så var han artig. Derhjemme kunne han  være en bandit, som Basti, men jeg elskede ham. Men da ham der havde ham i udlån, var blevet for stor, kunne vi få ham i udlån for samme pris som vi kunne holde egen hest for. Og det valgte mine forældre var det rigtige, selvom jeg dengang syntes det var for dumt, og jeg græd da de fortalte det. Det var dog det bedste valg tror jeg.

Jeg gav aldrig slip på Dalle

Det første lange stykke tid af min første tid med Lady stod vi på den gård Dalle stod opstaldet på. Det gjorde ondt at se ham i rideskole, faktisk helt utroligt, men jeg sørgede for at nusse med ham, og han vidste godt at det ikke var for at gøre ham ked af det. Selvom det lyder mærkeligt vidste jeg hvad han tænkte, vi var særlige. Den dag vi flyttede fra gården, vidste jeg at der ville gå meget lang tid før jeg så Dalle igen, og det blev aldrig. Jeg ved at han vidste jeg stadig elsker ham. Det stopper jeg aldrig med at gøre.

4 år efter

4 år efter fik jeg den triste nyhed om at Dalle var blevet aflivet. Jeg skrev med en pige som stod på hans gård og hun fortalte mig hvorfor det skete. hun var ikke sikker men noget hun sagde var; at han var gammel (jeg tror han var 27) og halt, og da han fik voldsom kolik kunne de ikke gøre mere. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har eller tror det, for man tror vel altid selv man kunne have gjort mere? Jeg brød sammen. Voldsomt sammen. Hele min verden knækkede. Jeg tror aldrig Dalle glemte mig. de ting vi havde sammen var uforglemmelige. Nogle siger heste glemmer efter 3 sekunder. Men jeg tror altid man vil ligge i deres hukommelse. Dalle var pensioneret, han gad vist ikke rideskolen.

fortsætter under mindebilledet af Dalle

Jeg kan huske de følgende dage. Jeg gik i hvad, 6 klasse, og jeg var nød til at gå ud på toilettet og græde ud i flere af modulerne. Jeg savnede ham på en helt anden måde end før. Det var særligt i et modul hvor vi havde min (ikke ligefrem yndlings) lærer som spurgte hvad vi ville give alt for at gøre: jeg svarede at se Dalle en sidste gang, at sige farvel ordentligt. H*n rent faktisk grinede af mig… Jeg løb væk, ud på toilettet og blev der resten af timen hvorefter hun sagde til mig bagefter at flere havde sagt noget lignende. Jeg har ikke den lærer i dag, heldigvis. De følgende dage var meget meget hårde.

At give slip for alvor gjorde jeg aldrig

jeg gav aldrig for alvor slip på Dalle. Eller for den sags skyld Prince, min mors gamle pony som vi mistede da jeg var 5. Ham elskede jeg, han var kort sagt en ekstra forældre for mig, og passede så godt på mig. Fra start til Slut. Jeg håber at alle tre er oppe på en græsmark og nyder solen, mens de våger over mig, og venter på at jeg en dag kan galopere over marken på deres ryg. Der går forhåbentlig rigtig mange år.

Normalt at være ked

Mister du en hest du holder af, må du ikke være bange for at være ked af det. alt andet er dumt. Du må endelig græde ud, men jeg kan ikke engang sige dig at det nogensinde går over. Bare over at skrive dette indlæg, har jeg tårer i øjnene.

Lad ikke sorgen overmande dig

Flere år efter mit Dalletab kan jeg ikke engang bærer hans pisk uden at bryde sammen. Vildt som heste kan sætte deres spor i os. Men husk at alt har en grund, og de måske bare havde brug for at få det bedre oppe på en dejlig sky, på de evige græsmarker. Jeg vil love dig, at de stadig er her et sted. Jeg kan ikke sige hvor, men jeg tror vi ser dem igen en dag og indtil da er de i vores hjerter og passer på os.

Du skal ikke over sorgen, du skal dulme den og komme videre

Du skal ikke over sorgen, nej for det kan du ikke. Du kan dulme den, og efter det, leve mere naturligt. Husk på dette:

Gør dig klar til at miste,
Hvis du har tænkt dig at elske for
Tiden går, og det er tiden der flår os itu
Den her er for os
Os der står her endnu
Vi har lært, af de mørkeste tider
På en eller anden måde
Skal livet gå videre

Sådan vil jeg afslutte mit indslag. Uden nogle konklusion, det er op til jer. Jeg vil bare sige, at jeg stadig savner mine heste, men jeg ved de stadig er her for os. Jeg tror alt sker af en grund, og en dag skal vi alle ses igen på den anden side. Jeg tror ikke man kan lave en konklusion på at sige farvel. jeg græder næsten når jeg rører Dalles pisk, jeg savner ham helt utroligt. Men husk de er alle med os, for evigt.

💕For evigt i hjertet💕