Blod, sved og tåre (og gensynsglæde)

For 12 år siden fik jeg min første pony. Jeg var 12 år og total pony-pige, der ikke tænkte på andet end ponyer hele tiden.
Vi har sikkert (næsten) alle startet på rideskole, og redet på elevheste i en periode, inden man endelig for sin største drøm opfyldt – at få sin egen pony!

Jeg var ude at se Buster i 2010, en god pony-blanding på 5 år.
Udover at han smed rytteren, der skulle fremvise ham, af lige da hun satte sig i sadlen, og at han hoppede over forbommen i traileren 3 gange på vej hjem – faktisk måtte vi hive ham ud af fordøren i traileren, have dyrlægen til at bedøve ham, og så køre resten af vejen hjem, med min nye pony. Udover det, så blev han ponyen der lærte mig ikke, at give op, at ride, at tro på at man godt kan.

Jeg indrømmer blankt, at han har været en kamp uden lige. Han smed mig af under samtlige rideture, jeg blevet tørret af i barrieren, vi fik nogle ukontrollerede, vilde galopper fra den ene ende af ridebanen til den anden, stak af når jeg gik med ham på staldgangen, sparkede og bed. Jeg husker at min mor spurgte efter alle rideture, om vi skulle sælge ham, han var nok en lidt for stor mundfuld for lille mig, og jeg forstår godt min mor, for jeg var grædefærdig 9 ud af 10 rideture. Alligevel var jeg ikke klar til, at give op på den lille, uldne pony. Jeg har (stadig) aldrig mødt en pony med så meget personlighed og charme, mit hjerte var total smeltet for ham.

Jeg var heldigvis ikke en pony-pige der var klar til, at komme af med “den dumme pony”. Så MANGE flere tårer kom til, flere blå mærker efter ufrivillige afsidninger og en masse erfaring.

Vi trænede hårdt, og med en portion mod og tid, får jeg stille og roligt verdens skønneste pony! Vi får redet nogle dressur- og springstævner sammen, og får skabt en masse minder, som jeg altid vil huske tilbage på.

Jeg havde Buster i 3-4 år inden jeg desværre måtte sælge ham. Buster blev solgt flere gange derefter, og jeg mistede fuldstændig kontakten til ham i nogle år. En tilfældig aften, hvor man sidder og kigger salgsheste, dukker Busters annonce op. Ingen tvivl om, at han skulle hjem igen. Og gensynsglæden var enorm!

Nu har jeg i samarbejde med den lokale rideskole, opstaldet Buster der, hvor han lærer en masse nye ryttere at ride. Og den dag han skal på pension, så kommer han hjem på gården igen – ligesom i gamle dage.

TAK for alle de vilde rideture, alt den erfarring og kærlighed du har givet mig Buster. Du er en ener uden lige.

– Nanna Lundgård