Misundelse er en grim ting.. Eller er det?

Jeg har før snakket om hele min historie på rideskoleheste, så det vil jeg ikke komme alt for meget ind på i dette oplæg. Har i misset det kan i altid gå tilbage og læse det her HER 

Men det jeg ikke har snakket så meget om, er hele aspektet i at have redet rideskole og “siddet fast” imens mange af mine veninder har formået at bryde boblen og komme videre. Meget af det bunder helt sikkert i viljefasthed, evner og mod. Ting som jeg generelt har kæmpet med det meste af min opvækst. Men så er der også det økonomiske…

Det er ingen hemmelighed at jeg får en del hjælp fra min familie – også økonomisk. Havde det ikke været for deres støtte havde jeg hverken lejlighed, bil eller hest. Men det har ikke altid været en mulighed med hjælpen, og især da jeg var yngre sad vi noget mere stramt i det. Derudover vidste mine forældre udemærket hvad det indebar at have hest, da to af dem har haft hest af flere omgange i løbet af deres levetid. Så at overtale dem til at vi skulle ud og købe mig en pony, når alle mine andre veninder pludselig fik deres egne, tjaaaa den gik ikke helt.

Jeg har derfor redet det meste af min tid på rideskole og rideskoleheste og -ponyer. Og i må endelig ikke misforstå mig, for det har været nogle af de bedste år for mig socialt. Men når alle mine veninder tog til stævner hver weekend, red undervisning flere gange om uge, udviklede sig, jordede på stranden, galoperede og sprang i skoven, ja så red jeg undervisning 1 time hver mandag.

Det er derfor også sole klart for mig, hvorfor mine veninder den dag i dag er så “langt foran” i deres ridning end mig. Vi har ikke haft de samme vilkår at udvikle os på, og det gør nu engang bare dem til bedre ryttere. Men i guder hvor jeg misunder dem, for alt det de har oplevet og alt det de kan nu. Jeg forstår godt at mine forældre ikke har kunnet give mig de muligheder dengang, det ærger mig men jeg forstår det. Derfor føler jeg også at det er nu jeg skal tage revanche og indhente alt det tabte. Nu har jeg endelig muligheden, i form at min egen hest, egen økonomi, egen bil med træk til at køre rundt. Nu skal vi ud og opleve verdenen, køre i skoven, ride på stranden og ride stævner til vi brækker os.

Heldigvis samler jeg på super gode veninder. Lige så misundelig jeg kan være på dem, lige så varm i maven er jeg over at have dem i mit liv, for de hjælper mig dagligt med alt fra undervisning, hjælp til pleje, råd til foder, problematikker med træningen and what not. Uden dem havde jeg ikke turdet kaste mig ud i det at have hest – for når man er voksen og køber hest (og især når man trods alt har været i hesteverdenen i 20 år) så er der en forventning om at man ved en hel masse og kan selv. Og det indrømmer jeg blankt – det gør jeg sgu ikke og det kan jeg ikke. Jeg har aldrig haft muligheden for at udvikle mig på det punkt, for det har altid været “mød op – sadel op – rid – sadel af – tag hjem”.

Da Felix her for ikke så længe siden stod med sur stråle var jeg 1 stort spørgsmåltegn. Hvad fanden gør jeg nu?! Bare dengang jeg skulle have smed første gang – eller da Felix skulle have dyrlæge. Hvordan pokker gør man det?! Det er sådan nogle basale ting, der virkelig kan få mig til at føle mig dum. Og så er det bare SÅ vigtigt at have et støttende bagland der tager en under armen og viser en tingene. Jeg er jo ikke dum – Jeg har bare aldrig fået det vist eller lært. Men det er vi godt på vej til nu. Og jeg omfavner al læring jeg kan suge til mig.

Det handler også bare om at huske sig selv på hvad man kan, hvor man kommer fra, og hvor man vil hen. Nej jeg rider ikke Grand Prix som en af mine veninder gør. Nej jeg har ikke sprunget DM som en af mine andre veninder. Nej jeg har ikke tilredet 20+ heste som en tredje veninde har. Men jeg har elsket de heste jeg har været forbi med hele mit hjerte. Og de sidste 6 år jeg har kendt og redet Buller har vi rykket os milevidt fra hvor vi kom fra og til hvor vi er nu. Så betyder det ikke så meget for mig længere om jeg kan det ene og det andet, for det skal jeg nok lære en dag. Men i det mindste har jeg hjertet med i det jeg laver.

Dengang jeg gik på rideskole havde jeg nok 15 veninder med deres egne ponyer. Af dem kender jeg 3 der stadig rider den dag i dag. Resten faldt fra, fordi det ikke just var der hjertet var længere efter en rum tid. Så selvom min udvikling er gået langsommere end deres dengang, så kører min stadig hvor deres stoppede. Og det må vel også betyde et eller andet…

Jeg ved ikke helt hvordan jeg vil runde det her indlæg af. Mine tanker har nok bare være mest i at ville fortælle folk, især unge, at selvom det hele virker pisse uretfærdigt fordi du ikke har de vilkår til at udvikle dig som andre har, så betyder det ikke at det skal stoppe dig. Det tog mig 20 år fra jeg begyndte til ridning til jeg endelig stod med min egen hest i hånden. Havde jeg vidst dengang at det ville tage 20 år havde jeg nok smidt håndklædet i ringen, men nu ville jeg ikke gøre de 20 år om for noget.

Alting tager tid, men så længe man vil det nok så skal det nok komme.

Og så husk at rose dine veninder – også dem du er møg misundelig på. Det er jeg også alt for dårlig til, men det betyder bare så meget at få et skulderklap, især fra folk man holder af. Jeg vil i hvert fald smutte i stalden i dag og fortælle mine veninder alt det jeg synes de er pisse seje til, og som jeg håber på at lære fra dem en dag.