Det med unghest er ikke altid en dans på roser.

Det med unghest er ikke altid en dans på roser. 

Det med unghest er ikke altid nemt. Gid det var, men sådan er det desværre ikke. 

Alt har ikke været en dans på røde roser, Bounty har haft lidt “gjordkrampe” i mild form de sidste par gange da jeg red hende inden ferie. Dette har sat sig lidt i min underbevidsthed uden jeg har tænkt mere over det. Dog mærkede jeg det igen i går da jeg red hende. Der sad noget i mig da jeg skulle op. Og rigtigt nok som jeg frygtede kom der en reaktion. Ikke en stor. Men der kom en, et lille buk. Dog var jeg enormt heldig med min træner. Hun er verdens bedste og hjalp mig 100% igennem det. 

I dag tog jeg tyren ved hornene og hoppede op selv. Uden at longere og tænke mere over det. Og det var intet. Jeg er så glad og meget lettet over jeg “kom over” det så hurtigt. 

Det her lyder måske nemt, som en lille ting. Det er det helt sikkert også for dem der rider mange heste til, og har gjort det altid. Men jeg har aldrig redet unghest før Bounty. For mig var det derfor en ret stor ting. 

Jeg elsker en “udfordring”, hvilket bounty slet ikke er for alle der er “professionelle”. Men som uprofessionel og en der aldrig har redet unghest før så synes jeg det hele er en udfordring. Jeg mærker fremskridt hver eneste gang jeg sidder på hende. Jeg er meget taknemmelig for muligheden. Og har absolut ingen ret til at brokke mig, for Bounty er den nemmeste unghest ever.