Du kan ikke, giv op!

“Du kan ikke, du kommer aldrig til det, hvorfor fortsætter du når det er en kamp, giv nu bare op”

Sætninger jeg har hørt riiiiiigtig mange gange, i hele min ridekarriere. Sætninger jeg tildels godt kan forstå, der af og til er kommet min retning. For jeg har virkelig haft mange odds imod mig, når det kommer til heste og ridning. Alt fra allergier, psykiske og fysiske sygdomme, økonomien og tiden, som på et eller andet tidspunkt i mit liv, vendte sig imod mig. Men også sætninger jeg ikke har ville lytte til. Jeg var og er en fighter. Ikke en der giver op.

Jeg startede til ridning som 10 årig og fik min første egen pony 1,5 år senere. Der har altid været en frihed og kærlighed, forbundet med hest og ridning for mig. Om så mærkeligere blev det, da jeg en dag begyndte at få det fysisk dårligt, hver gang jeg havde været i stalden.
Det første odds der kom imod mig, skulle vise sig at være; Støvallergi. At have allergi for støv, er ikke just det mest smarte i en hestestald.

Der skulle heller ej gå længe, før jeg også fik konstateret hø og halm allergi, i en alder af kun 14 år. Igen påpeger jeg det tragikomiske, ved at have hest og ikke kunne tåle de mest simple ting, som heste er omgivet af. Men det skulle ej slå mig ud, jeg måtte bare tage ekstra allergi piller på de slemme dage, og bruge maske når jeg omgik hø/halm og så ellers videre i vagten.

Som 18 årig fandt vi så ud af endnu en allergi jeg havde. Kan i gætte det? HEST. Ja, jeg blev sørme erklæret allergisk for selveste hest. Det var ca nu, jeg begyndte at støde på ‘skal du så ikke finde en anden hobby?’. Og jeg forstår godt tanken. Jeg var nu officielt allergisk for absolut alt, hvad der var at kunne være allergisk for, i min hobby. Men jeg husker også at jeg bare rejste mig fra lægens stol og sagde ‘nå, det er jo sådan det er så’. Aldrig strejfede ideen mig, at en allergi skulle have lov at bestemme hvad jeg kunne og ikke kunne.

Allergien lagt til side, så kom der også de svære tider med min fysik. Jeg er født med sheuermans syndrom. Senere kom jeg som 9 årig ud for et biluheld, der resulterede i varige fysiske ryg skader. Og igen som 22 årig, der forværrede det hele. Skader der ikke just altid gavnede min ridning, men som samtidig også var noget ridningen hjalp på. Paradokssalt, ja. Men omend sådan landet lå. Ridningen i sig selv, løsgøre min ryg og sørger for den ej bliver stiv og smertefuld, men ting såsom f eks nedsidning i trav i en længere periode, modarbejder og giver strålesmerter. Så det handlede om at finde den perfekte mellemvej. Igen mente mange, at med de skavanker, skulle jeg nok finde en mere blid hobby og sport, for jeg ville ikke kunne komme langt inden for ridningen.

Det valgte jeg let og elegant at overhører, og endte da med at springe MB klasser i mine pony år og debutere op til slut LA klasserne i dressur da jeg startede på hest. Samt jeg fandt show og film vejen med hestene, og begyndte alt tilride mine egne kommende rideheste.

Så var der også den psykiske aspekt. Jer der har læst flittigt med, ved at jeg har oplevet lidt af vært i mit korte liv. Og jeg blev ikke sparet på den psykiske front. Da jeg røg ned med stress og angst, som senere udviklede sig til PTSD, var overskuddet til at ride kontinuerligt ikke eksisterende. Hestene fik meget fri og jeg brugte mest min tid på at strigle og være sammen med dem, frem for ridningen. Ord og sætninger som ‘du kan ikke kæmpe dig tilbage, sælg dem og se om det går bedre om nogle år’ dumpede ind. Hvad folk ikke forstod, var at netop mine heste, hjalp mig videre i denne tid. Og på de hårde dage selv den dag i dag, gør de stadig.

Nu havde jeg både kæmpet med allergi, fysik og psyken. Men selvfølgelig er vi ikke færdige her. Nu kom voksen tiden. Jeg blev gravid! Alle steder hørte man fra, at når man først blev mor, var der ikke tid til hest og ridning. Og slet ikke 2 rideheste, som jeg havde. Jeg vil ikke lyve her, jeg er ærlig og sige jeg var panisk for at de havde ret. Jeg nægtede dog stadig at lytte, og valgte at mine heste måtte gå på barsel med mig. De holdte fri i alt den tid jeg var gravid og indtil min søn var ca et halvt år gammel. Det halvandet år, hvor hestene gik og holdte fri, var den tid hvor folk var værst. De mente bestemt at min tid som rytter var sat på pause, så jeg kunne lige så godt give op og indse det.
Jeg valgte at starte ridningen op igen og har ikke haft problemer med at holde det ved lige siden da, og det er trods alt 3 år siden nu. Nej, tiden er ikke den samme som før, og der skal prioriteres for at nå familie og hestelivet. Men umuligt som jeg fik at vide det ville være, var det bestemt ikke.

Sidst men ikke mindst, den helt store ting. Den som virkelig kan få folk op at diskutere i det røde felt. Økonomien.
Da jeg blev mere og mere påvirket af mine skader, endte jeg med at måtte sygemeldes. Dette resulterede også i en hel anden form for økonomi. En meget, meget stram én. Og den er ikke just blevet nemmere at navigere imellem, efter både Corona og krigen som har fået sparket godt og grundigt, til alle menneskers økonomi.
Jeg er vandt til at vende hver en krone, for at få ting til at hænge sammen. Men at det ikke er synderligt morsomt i længden, at gå og være nervøs for pengene, er vel noget man nemt kan regne ud.
Jeg har mødt og møder stadig mennesker, der mener jeg burde afskaffe mig mine heste, når økonomien er så stram. Hvad de ikke forstår, er at jeg hverken kan eller vil leve uden dem. Jeg vælger at prioritere alt hvad jeg kan, så jeg netop ikke mister dem. Jeg går efter “nice to have /need to have” reglen. Det betyder at jeg ikke bare kan gå ud og købe nyt udstyr til hverken hest eller jeg, da det er nice to have. Men dyrelæge og smed skal der ligges til siden til, da det er need to have. Sådan gennemgår jeg alt hvad der er inden for hest. Nyt dækken – Need to have. – Et flot dressur sæt – nice to have. Og så videre.

Nej, det er ikke altid rart at skulle gøre det på den måde, men det er hvad der skal til, hvis jeg ønsker at kunne beholde dem. Og det er trods alt vigtigere for mig, end flot og nyt udstyr, også selvom jeg drømmer om det om natten :p

Jeg ved at der en dag er lysere tider i sigte, med bedre løn og vilkår, og det er det lys for tunnelen som jeg sigter efter. Det lys er ikke altid tydeligt, men det er som om, at når folk kommer med stikpiller til ‘hvad jeg kan og ikke kan’ og ‘hvad jeg bør og ikke bør gøre’, at så lyser det lys lidt kraftigere, i et forsøg på at minde mig om, hvad jeg alt sammen allerede har kunne kæmpe mig igennem. Så kan jeg også i disse tider.

Og med de mange fantastiske mennesker, som jeg er omgivet af i mit liv, er det nemmere at kæmpe, da de hjælper mig i den kamp. Så selvom der har været og til tider stadig er, en del odds imod mig, som har været hårde at komme igennem, så ville jeg gøre det hele igen. Det er det værd.

Aldrig giv op for det du brænder for. Lyset for enden af tunnelen er der. Det er bare ikke sikkert du kan se det endnu.

Stay awesome Ninjas // DD