Du klarer ikke ridesporten alene

Jeg tror ikke, det er muligt at komme igennem ridesportens hårde verden alene. Ridesporten er fyldt med pres og forventninger fra andre og fra sig selv. Når man bruger halvdelen af sin tid på det, så skal man ikke være alene om det.

Manglede støtte = ingen udvikling

Jeg skrev tidligere et oplæg “Min værste fjende”, hvor jeg forklarer, hvordan jeg sætter en stopper for mig selv med mine krav og forventninger til mig selv. Jeg forklarer, hvordan jeg i god nok tid kan stoppe mig selv, før det går galt. Men oplægget forklarer ikke alle sider af sagen. Omkring mig står jeg aldrig alene. Jeg har familie, venner og trænere omkring mig. Min mor for eksempel, hun hjælper mig ikke blot med holde mig i gang økonomisk. Hun hjælper mig heller ikke blot med at ordne stalden og hesten, så jeg kan få hverdagen til at køre rundt. Hun hjælper mig at holde mig i gang. Hvis min mor ikke havde hjulpet mig gennem mine opgivende tider, så red jeg ikke som i dag. Måske red jeg slet ikke. Min mor vil altid fortælle mig, at jeg bliver nødt til at tro på mig selv. Hun siger, jeg gør det helt rigtige, og jeg skal tage det med ro. Hvis jeg kommer ud fra en runde, som jeg straks beskriver som dårlig. Så finder min mor det bedste i runden og nævner det.

Det er ikke kun min mor, som hjælper mig. Når jeg bryder sammen til træning, så fortæller min træner mig altid, at det ikke er min skyld, og jeg rider godt. Min egen søster, som har det bedste kendskab til Cornelius (fordi hun har redet ham i 4 år), fortæller, Cornelius er en svær hest, som jeg rider godt, hvilket hun selv kan mærke. Mine venner er altid de første til at rose mig for mine runder, eller når jeg opnåede noget vildt. Selvom jeg ikke selv er tilfreds.

Nytter det at hjælpe mig?

Jeg er omgivet af støtte og medmenneskelighed hele vejen rundt. Men hjælper det overhovedet? Hvis nogen siger, jeg red en god runde, som jeg er uenig med. Så siger jeg blot nej. Jeg tager ikke imod det. Det samme gælder, når alle andre siger noget. Vi lever i et så falsk samfund, at vi siger ting, fordi det er det, vi har brug for at høre uden at mene det. Så jeg tror, de siger det uden at mene det. Nytter det så at hjælpe mig? Hvis det kommer ind i det ene øre og ud af det andet. Selvom jeg ikke vil accepterer det, så nytter det alligevel. I virkeligheden vil det altid ligge i baghovedet på mig. Når jeg har arbejdet hårdt for noget, og så får ros for det. Det vil altid have en plads for mig, selvom jeg ikke nødvendigvis tror på det. Det er det, der får mig til at blive ved med at ride i de svære perioder.

Støtte i de dårlige og gode tider

Jeg kan ikke fortælle jer, om det er tydeligt, hvornår jeg er ved at give op. Men jeg ved, at jeg får altid mest støtte, når jeg har mest brug for det. Når jeg er ved at give op, så bliver jeg altid løftet op igen af flere mennesker. Men måske har jeg allermest brug for støtte, når jeg ikke har det sværest. I stedet for at løfte mig op, har jeg brug at blive holdt oppe. Så jeg ikke har muligheden for næsten at falde. Det er vigtigt at støtte sine venner, også selvom det er konkurrenter. Jeg er ikke selv god til at rose mine venner, fordi jeg har de principper, jeg har. Men jeg ved, jeg selv har brug for støtte til at udvikle mig i min ridning. Så jeg gør mit bedste for også at hjælpe mine venner.