En trappe, en elevator og en god slat motivation!

Tiden går vanvittigt stærkt, jeg synes at det er helt surrealistisk, at PEEK-konkurrencen for 2020 er slut i overmorgen!!!  Nu går jeg og er sådan helt nervøs for, hvordan dælen jeg prioriterer mine vigtigste indlæg. Jeg har stadig så meget på hjerte, og jeg vil så gerne blive ved med at fortælle om min hverdag. For mig er det egentligt ikke så meget konkurrencen og sponsoratet, det hele handler om. Langt mere fællesskabet og ånden i at være deltager, samtidigt med at det bare er hyggeligt for mig, at dele ud af min hverdag. Lidt som en slags dagbog for mig selv, og dem der har lyst til at følge med i et forholdsvis standart teenageliv som rytter. 

Alligevel vil jeg gerne ud med noget

Af og til, får jeg idéer til mine indlæg, hvor jeg faktisk gerne vil ud med noget, og hvor jeg har mere budskab end “dette er min hverdag”. Jeg er blevet en lille smule miljøskadet, for det første jeg tænker på, når jeg oplever et eller andet, er hvordan jeg kan formulere det i et indlæg. Tosset, men mega lærerigt!

For leden dag, blev jeg alligevel inspireret. I ridehallen var vi tre ekvipager her fra efterskolen. En hesterytter med egen dressurhest, en ponyrytter med skolehest samt. Sol og jeg. Vi red alle dressur, og som jeg skridtede rundt, kunne jeg ikke rigtigt lade være med at observere, hvordan hende med skolehesten hele tiden flyttede sig for pigen, med egen hest.

Jeg fik det næsten dårligt

Det var sådan, at jeg faktisk blev lidt i et øv-humør, for det mindede mig om, at mange føler at de er mindre værd eller som dårligere ryttere, bare fordi de ikke har egen hest eller samme muligheder. Jeg kan selv huske, da jeg fik Sol, hvordan jeg følte at jeg ikke havde mulighed for at opnå hvad jeg drømte om, i ridesporten. Bare fordi jeg ikke havde et tæt forhold til en rideunderviser, og at jeg heller ikke engang havde en ridebane. Ja, det begrænsede mig, men så snart jeg fik håb, fandt jeg muligheder. 

Der er mange talenter, som bygges op, fordi talenterne mangler muligheder. Selvom jeg har et meget ambivalent forhold til, om man kan købe sig til succes, er det klart at pigen der rider stævner, nemmere bliver opdaget som talent, end pigen der ikke gør. Det handler i bund og grund kun om “marketing” af sig selv, i en eller anden form. 

Men alle har en chance for at opnå noget

Så længe man har et eller andet håb, og en drøm at arbejde frem imod, så udvikler man sig. Det har jeg selv nu, hvor jeg er ramt af det her angst og depressionsværk. Jeg har det som om, at jeg kan tage mig bare dét mere sammen, når jeg har en drøm for enden. Sådan bør det være for alle. Selvom man er elevrytter, så synes jeg ikke at man skal give op. Måske skal man arbejde ekstra for det, og vejen er ikke ukompliceret. Til gengæld er vejen en læring, som vil være en kæmpe fordel i sidste ende. For så har man lært noget, man ikke har lært, hvis man har taget elevatoren i stedet for trappen. 

Elevator og trappe er jo egentligt et meget godt billede på, hvad der sker. Går du ind i elevatoren, koster det dig måske en lille smule mere, end at tage trappen. Til gengæld går du bare ind, bliver lukket inde i et rum og ser kun 4 vægge for dig, mens du bliver løftet op. Der er kun dig, og måske dine tætteste, i elevatoren. På trappen kommer du til at svede, det tager tid, men du vil også kunne se, at du kommer højere og højere op, for hvert skridt du tager. På trappen kan du møde hvem som helst, og det kan være både godt og skidt. Giver det mening? Det var en spontant tanke, jeg lige fik. 

Det er kun dig selv, der kan stå til ansvar

Jeg ved egentligt ikke helt, hvad jeg prøver at sige. Måske har jeg ikke selv opnået noget stort endnu, men jeg er af en overbevisning om, at alle svære ting, kommer af en grund. Måske det er for at se en mening bag alt det lort der er sket i mit kun 16 år lange liv. Jeg HAR oplevet ting, et barn ikke bør opleve, men jeg har ikke lyst til at skulle tage højde for det, resten af min tid.

Succes er en mærkelig størrelse, jeg altid ævler om. Jeg har lært, at alt er muligt, hvis man arbejder hårdt nok. Chancer springer ud, når nogen opdager ens hårde arbejde – uanset hvem man er. Det håber jeg, at andre tager med, fra mig. Jeg har arbejdet for at blive mønsterbryder, og det synes jeg faktisk at jeg er blevet nu, for jeg har drømme, og finder mig ikke i, at skulle leve et meningsløst liv. Jeg er allerede længere end dem, hvis fortid har ødelagt dem resten af livet. 

Alle i ridesporten er lige, og det synes jeg bare er så vigtigt at huske på. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre. Halvparterne er ikke nødvendigvis bedre end elevrytterne. Privatrytterne ikke bedre end parterne. Vi har alle noget at arbejde på. Tak for at have læst med, det betyder virkelig meget! Følg med i Sols og min hverdag her