Eventyret jeg troede var slut

Jeg har haft et eventyr der varede 12 år. Eventyret indebar den pony, som i har hørt så meget om før: Felex aka Monster.

Felex døde den 19 Februar 2020 i en alder af 24 år. Og med ham, døde min æra som pony rytter også. Troede jeg.

Felex har jeg oplevet alt med. Vi red utallige stævner, sprang huse, tog på lange ture i det fri, men det vi elskede mest; Vores mange jagter.

Da Felex døde, gik jeg udfra at det hele nu ville være et slut kapitel. Jeg kunne ikke se at jeg nogensinde skulle få chancen for at opleve den slags igen. Og det var på trods af jeg havde min lille pony Vinci også. Vinci var ikke engang tilredet endnu, da Felex gik herfra. Så tanken om at jeg en dag måske kunne tage på nye eventyr med ham, strejfede mig aldrig.

Jeg var blevet ældre, og kunne bare ikke se for mig at jeg nogensinde skulle få redet Vinci tilpas nok op, til at han kunne nå Felex til sokkeholderne.

Men. Somehow. Skete det alligevel. Helt uden jeg bemærkede det ske. Pludselig stod vi der, til en jagt. I præcis samme sadel, samme trense, samme bid, samme martingal. Og enda mig i samme røde jakke og samme vest.

Selvfølgelig bliver det aldrig det samme, som med Felex. Men til den her første jagt, gav Vinci mig kortvarigt en så ekstrem følelse af genkendelighed, at jeg kom til under en hurtig galop, at sige ‘såååådan Monster, dygtig!’. Da ordene havde forladt min mund, blev jeg chokeret. Jeg blev overvældet over den her følelse som jeg sad med. Jeg både skammede mig over at have sagt hans navn, til Vinci, men samtidig var jeg også fyldt med en indre ro og glæde, over at jeg fik æren af at opleve en følelse som jeg troede jeg aldrig ville opleve igen.

Vinci og jeg har lang vej sammen endnu, til at vi overhovedet er i nærheden af at kunne fortsætte på de eventyr, som Felex og jeg kunne drage på. Men Vinci er også stadig kun en baby, kontra hvad Felex var. Vinci er som udgangspunkt også roligere end Felex, men alligvel med en genkendelig gnist og snert af ‘kan selv, vil selv, så hold fast’ attitude, som Felex også havde.

Jeg har haft en stor indre ro i at kunne se og føle lighederne, men også med en accept af at det aldrig vil kunne blive det samme. Og det er okay, for de er ikke den samme.

Præcis som Lucky, min søde frieser dreng, ikke er den samme som min nu afdøde DV Flash. Godt nok er/var de begge to nogle vise og kloge herrer, med små ligheder, men bestemt også med store forskelle. Og heldigvis egentlig. Det at have æren af at opleve forskellige personligheder igennem ens hesteliv, er en rejse i sig selv. Og ærligt, nok også mindre hårdt end hvis man konstant blev mindet om fortiden, fordi de var ens hele vejen igennem.

Hele Vinci rejsen, gjorde at jeg fik den ide at jeg ville rekreere noget. Mit yndlingsbillede som jeg havde med Felex og Flash, taget i 2012. Jeg ønskede et magen til, med 10 års mellemrum og nu med Lucky og Vinci i stedet. Resultatet ses her.

Jeg er kæmpe fan af begge billeder. Minderne på det øverste, og symbolikken i at tiderne ændrer sig, men at noget altid vil forblive det samme, bare lidt, på det nederste.

Jeg har hele tiden troet at mine eventyr døde med mine heste. Men sandheden er, de starter blot på en ny side, med de andre <3

Og nu vil jeg glæde mig til alle de eventyr der forhåbentligt venter forude for os.

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas // DD 🙂