Farvel, ponytid… For evigt.

Vi er trådt ind i December, jeg synes at det er yderst uretfærdigt. Pludselig er her nu kun 28 dage til, at min ponytid officielt er forbi. For evigt! Det har føltes så fjernt for mig, frem til nu. Tre år er gået lynende stærkt. Helt ærligt, så virker det bund urealistisk. Er jeg virkelig SÅ gammel?

Jeg har hele tiden vidst det

Sidste år tudede jeg nytårs aften, fordi det gik op for mig, at der kun var ét år tilbage af min ponytid. Gad vide hvordan jeg så tuder i år. Specielt her i år 2020 er der næsten talt dage af min ponytid. Når det rigtigt rammer mig, hvor tæt på at det er forbi, har jeg helt svært ved at sove. Måske mere sådan at lade tiden gå. Lige nu, lige her hvor jeg er, vil jeg gerne kunne sætte tiden på pause. Efterskole, ponytid, stævner, venner, oplevelser.

Jeg troede oprigtigt at 2020 ville blive Sols og mit år. Et år hvor vi ENDELIG skulle kunne shine, og vise hvor langt vi er kommet. Corona tog alle de planlagte oplevelser fra os. Alt det, jeg inderligt havde drømt om at opnå på pony. Netop som vi var meldt til hele tre stævner i foråret, blev hele landet lukket ned. Det var så frustrerende at være vidne til. Det var det uanset hvad end man gik glip af, selvfølgelig.

Det føles som jordens undergang

Det kan godt være, at overdrivelsen fremmer forståelsen. Det er bare sådan gået helt, aldeles, endeligt op for mig, at det er slut inden jeg har set mig om. Uanset hvor jeg tager hen, er der nogen som spørger mig, hvad Sol nu skal. Om jeg leder efter hest og om Sol er sat til salg. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg har altid sagt, at jeg aldrig nogensinde vil kunne skille mig af med Sol. Det vil jeg på ingen måde kunne holde til, rent psykisk. Det er bare lidt en selvfølge at ponyryttere sælger deres ponyer, når deres 16. år er redet ud. Jeg må indrømme, at jeg synes at det er virkelig svært. Det her med at vælge pony fra eller til, er for mig det samme som hvis jeg skulle vælge et familiemedlem fra, for at forfølge en drøm. Det er svært, for jeg brænder for at ride. Det gør jeg også, selvom jeg ikke kan fortsætte på pony. Kunne jeg have både Sol og en hest, så havde det været sådan. Men alt i livet handler om valg og fravalg. 

 Bare fordi at jeg er gammel, er det ikke slut

Jeg tror altid, at jeg har haft en frygt for at vokse op. Pludselig skal man stå så meget til ansvar. Pludselig forventes det at man kan klare sig selv. Jeg ved at mange i min situation, bliver fuldstændigt rædselsslagende for at fylde 18 år. Der bliver man sluppet af systemet, hvis man kan stå bare en smule på egne ben. Jeg fylder da heldigvis lige 17 år først. 

Selvom min ponytid måske er ved at være forbi, og selvom jeg måske nu har redet mit sidste ponystævne, er det på ingen måde ensbetydende med, at Sol og jeg har nået det, vi kunne opnå. Tvært imod får vi mulighed for at vise os frem i noget andet, end vi har kunnet her i ponytiden. Nu kan jeg foretage mig hvad end jeg vil med Sol, der er ikke noget jeg SKAL opnå. Jeg kan bare klasse hende op til hest, og så har vi uendelige muligheder for alverdens sjove ting. Også ting jeg ellers ikke ville have mulighed for. Jeg er heldig at have en pony med et kæmpe talent, som uanset hvad nok skal kunne give mig nogle gode ture i fremtiden. Nu er der ikke mere at stresse for at nå, det vil være en succes uanset hvor langt vi kommer.

Taknemmelighed for ponytid

Sol er ponyen, der har taget mig igennem de mest vanvittige tider af mit liv. Sol er også den pony, der har givet mig noget på opleveren. Den pony, der i den grad har lært mig allermest om ridning og om livets store værdier. Jeg kan nævne hårde perioder som da jeg blev anbragt, hyggelige ridelejre, Sydbank Sommercamp, fantastiske undervisningstider og stævner, hvor nerverne har siddet helt uden på tøjet. Hvis Sol har hjulpet mig med noget særligt, så er det at mærke, hvordan jeg personligt har det. Det er lidt en speciel egenskab hun har, for er jeg lidt gnaven, så bliver Sol det også. Er jeg ked af det, puffer hun til mig – og er jeg fuld af energi, giver hun mig nogle vanvittigt powerfulde rideture. 

Sol er altså en speciel pony, uanset om man vil være ved det eller ej. Hun er så meget hest i ren natur, men det ved man først, når man har mødt hende. Bundærligt, så tror jeg ikke at Sol er fan er mennesker. Overhovedet ikke. Det har jeg det fint med, jeg håber bare at jeg er en af de få mennesker, hun hader mindst. 

Tak for at have læst med – det betyder mega meget! Følg med i Sols og min hverdag her. 

Video fra springtimen i går, 02. 12. 20