Felix's tilridning #3 - Forventninger

Da jeg kastede mig over idéen om tilridning vidste jeg ærligtalt ikke helt hvilken tidshorisont jeg skulle kigge efter. Derfor oprettede jeg også min instagram (@minforstehest) for at følge andre med fjordheste i Felix’s aldersgruppe. Jeg ved ikke om jeg decideret fortryder det, eller om jeg er glad nok for at se forskellene, men 1 ting har jeg i hvert fald indset: I forhold til dem jeg følger er mig og Felix meget bagud.

Det var lidt en svær kamel at skulle sluge, at vi ikke var som alle andre. Jeg har jo lidt selv valgt at det er den her vej vi skal gå, men alligevel kan jeg godt sidde tilbage med en øv-følelse når alle andre galoperer rundt på deres 3 års og er klar til det hele. Mig og Felix har taget en lille smule hul på traven, og det er så det. Til gengæld tager vi det også rigtig langsomt, både for at Felix kan følge med men lige så meget for at jeg kan følge med. Jeg bruger enormt meget tid og energi på at være nervøs for om jeg er god nok, gør tingene rigtigt og om jeg overbelaster Felix på den ene eller anden måde. Jeg kan mærke at de her pauser i tilridningen i hvert fald hjælper på følelsen af pres, for det giver mig et pusterum hvor jeg kan reflektere og genoverveje mine planer fremadrettet.

Man kan dog aldrig helt lade være med at tænke på, om det nu også er det rette. Hvis nu jeg bare tog mig sammen og gav den gas, ville vi så ikke også kunne alle de her ting? Hvis nu jeg stoppede med at være sådan en kylling og bare satte mig for at vi skulle nå det ene og det andet? Jeg har da bestemt dage hvor jeg overvejer om jeg ikke bare skal droppe tanken om selv at tilride og så betale mig fra det. Når man er så grøn som jeg virker det hele jo møg uoverskueligt.

Men så falder jeg lidt ned igen, opvejer for og imod og kommer egenligt tilbage til samme udgangspunkt. Jeg vil hellere at det tager tid men at det så er vores ting. Mig og Felix der lærer sammen og vokser sammen i opgaven.

Felix har stået on/off stille i perioder siden vi begyndte tilridningen. Mest fordi jeg ikke har haft overskuddet med min svendeprøve om ørerne, men også for at han ikke skulle blive helt så træt af mig. Jeg måler altid Felix sådan lidt løbende, men den sidste 1,5 måned har jeg egentligt bare glemt det. Hvilket resulterede i, at da vi så målte ham igen her i ugen var han skudt en del i vejret. Felix har været 143 siden jeg fik ham hjem i december sidste år, men nu står han 145,5 cm høj! Hold nu op, så har jeg pludselig meget mere ro i maven over de pauser. Ikke at han skal have en undskyldning for at gå og hygge sig, men det er rart at vide at han så ikke både skulle løbe rundt med mig på ryggen OG skyde i vejret samtidigt.

Men planen er helt klart at vi skal mere igang nu her – Nu har vi begge lige fået ro på til at kunne trække vejret, og så er det bare at sadle op igen! 🙂