Sikkerhed frem for alt. Part 2

Sikkerhed frem for alt. Part 2

Måske virker det mærkeligt. En 16 årig pige som mig. Der går så meget op i sikkerhed. Det er da ikke normalt. Man skal da være gammel og have en masse erfaring, for at have “behov” for så meget sikkerhed. 

 

Hvorfor? 

Nu skal i høre hvorfor jeg er så sikkerheds minded. 

 

Da jeg var ret lille, måske 5-6. Ikke meget ældre – ikke meget yngre. 

Der gik jeg på den lille lokale rideskole. Alt var fint. Jeg gik på hold med 3 andre piger på min alder. Der fik jeg min første flyvetur. En rigtig flyvetur. 

Jeg endte med at ødelægge skulderen, så meget at jeg måtte holde op med at ride fordi det gjorde så ondt. Så jeg havde en pause i 1-1,5 år. 

 

Jeg begyndte så til ridning igen, denne gang dog et andet, mere seriøst sted. Alt gik godt. Og min ridning begyndte at være mere seriøst. Jeg skulle være begyndt på enetimer ved en berider. Dog første time, falder jeg af og brækker armen 3 steder. 

Så endnu en pause må der til. 

 

Jeg begynder igen til ridning. Og har faktisk mange gode år, kun med milde styrt uden alvorlige skader. 

Dog havde jeg ikke prøvet det værste endnu. 

 

Dette uheld er et forholdsvist nyt et. Og jeg er stadig påvirket af det den dag i dag. 

 

Styrtet 

Jeg red rundt på alena, min gamle part, og vi havde haft vores nok bedste træning sammen. Men dette ændrede sig hurtigt. Jeg husker ikke så meget om hvad der sker andet end jeg sætter i galop. Og det bliver sort. 

 

Det er nok det meste skræmmende jeg nogensinde har prøvet. Det første jeg husker er at jeg sidder ude på staldgangen i vores sofa. 

De har fået transporteret mig derud, uden jeg ved hvordan. 

 

Jeg husker jeg sidder og føler faktisk ikke jeg har ondt. Men beslutter alligevel jeg skal tjekkes op på skadestuen. Hvilket er meget dårligt. For jeg begynder at få det ekstremt dårligt og blive enormt svimmel. 

 

Jeg kommer på skadestuen og de frygter for en blødning i hjernen og brud på kraveben. 

De finder dog heldigvis ingen af delene og sender os hjem ca. 10 timer efter. 

 

Dog kan jeg mærke at det ikke er som det skal være. Og jeg går 3 uger senere til egen læge pga smerter i skulderen. 

Bliver sendt videre til en fysuteroput. 

Hun konkludere at det giver mening jeg har ondt. For mit kraveben har rykket sig og min skulderblade forskudt sig. Dette får hun dog fikset. 

 

Den dag i dag

Man kan kun have en smerte af gangen. Så da min skulder blev fikset, kunne jeg mærke resten af kroppen. Jeg begyndte at døje med enorme knæsmerter og en mærkelig sovende fornemmelse i min venstre side. 

Dette er dog stadig under undersøgelse og jeg kan derfor ikke sige andet end : de mener at min ryg er blevet skæv, og min menisk er beskadiget. 

 

Jeg husker den dag i dag stadig ikke mit styrt som mere end det. Men jeg mærke det dagligt. Jeg kan ikke længere lave det jeg vil for min krop sætter begrænsninger for mig. 

Men hvis jeg ikke havde haft min hjelm, vest, handsker på. Så havde min situation være endnu værre end den er i dag. 

Jeg er i live pga den hjelm. Og dette er vigtigt at huske. Og derfor er jeg så taknemlig for den så vigtig for mig.