Felix’s tilridning #5: “Alt indeni skriger STOP”

Vi er kommet en my længere med tilridningen af Felix. Det går stadig i et langsomt tempo, især fordi jeg jo lige har haft Buller på sommerferie i 3 uger. 3 hele ugers sjov og spas og jeg har haft verdens FEDESTE sommer! Men Felix er godt nok blevet nedprioriteret – det har dog ikke givet mig så dårlig samvittighed, for jeg vidste at så snart Buller kom hjem igen ville det nok være den anden vej om igen – desværre! Det er dog ikke noget jeg vil komme videre ind på i dette indlæg da det er af mere private årsager.

Anyway! Felix har haft Maria på ryggen vist nok 4 gange nu – sidste gang var så sent som i søndags. Jeg havde nemlig planlagt at jeg ville op og ride igen, for nu havde jeg set hvordan han gik med Maria og der var jo absolut ingen problemer! Maria kunne kravle rundt, kaste med benene, sågar kyle en regnjakke over hovedet på ham mens hun sad på ryggen uden han sagde noget til det. Derfor burde jeg da også godt kunne skridte på min egen pony, ikke?

Gid det var så nemt. Min rideangst ulmer under overfladen, og alt i mig skriger NEJ så snart jeg står overfor at skulle sætte mig op. Mit hjerte derimod ligger 100% i at skulle ride på Felix, så det er virkelig modstridende følelser jeg har om det hele for tiden… Det endte derfor med at Maria satte sig op, skridtede, travede og galoperede før jeg fandt modet. Der er ingen grund til at være så nervøs som jeg er, men der er ingen grund til mange ting der føles svære… Det kan man bare ikke altid styre, men så er det heldigt at jeg har et helt heppekor bag mig der nok skal motivere og presse mig på de rigtige tidspunkter.

Jeg kom i hvert fald op, og det gik jo faktisk godt. Jeg er stadig ved at kaste op hele vejen rundt, men jeg kom så langt at jeg fik travet igår. Travet på min helt egen hest! Ja okay jeg har travet på ham før – faktisk var jeg jo den første til at trave på ham nogensinde. Men denne gang travede jeg med sadel OG han løb en halv omgang. Der var tempo på og han var så sød og lyttende. Med det samme jeg bliver nervøs og tøver, eller når jeg lige mister balancen, så stopper han op eller sætter farten ned. Han er hundrede procent opmærksom på mig og om jeg er med, og det er så fed en følelse. Jeg har jo alle dage været nervøs for om han skulle løbe frem hvis han blev nervøs, så at han reagerer på næsten samme måde som Buller giver mig så meget ro i maven.

Maria bliver fortsat den faste rytter, men jeg håber at jeg kan finde modet til at komme på mere og mere ind i mellem. Det skal i hvert fald nok blive godt det her, det er jeg sikker på. Både fordi han er så flink som han er, men lige så meget fordi jeg knuselsker den pony så meget at der er No Way at jeg giver op på vores eventyr uden kamp 💛