Hjælp!! Min pony glemmer at vokse med mig

Det kender vi nok alle sammen. Hesten eller ponyen, der er ens soulmate. Det er den eneste der forstår en, lytter til en og er der når man har det svært.

Vi har alle været der. Og jeg håber alle kommer der. 

Den følelse man har med den hest, er noget helt ubeskriveligt. Helt som om verdenen rundt om en er lige meget når man bare er sammen med den hest.

Jeg havde det sådan med Savannah og Ove. Savannah var endelig hest. Dog meget lille hest, både af højde og drøjde. Ove var pony, dog lidt større at se på. Jeg voksede jo både ud og op. Og når jeg kigger tilbage den dag i dag, kunne det nok godt have været et bedre valg at komme på en større hest. Men sådan blev det ikke før Alena og Eskild. 

Jeg tror alle ponyryttere står med den følelse når man skal skille sig af med sit kæreste eje. Sin måske første pony, eller ponyen der har gjort en til den rytter man er i dag. Det er da hårdt, mega træls og enormt svært, at skulle skille sig af med dem. Eller erkende at man kommer aldrig til at få den tid tilbage, som inden man voksede. 

En pony vokser jo desværre bare ikke med en, hvilket jeg kender flere der ville ønske de gjorde. Men sådan er det ikke. 

Der er mange forskellige meninger om det ved at sælge sin pony, hvilket jeg godt kan have en lidt ambivalent følelse med. For i mine øjne er det, op til personerne selv at tage det valg omkring hvorvidt ponyen skal sælges. Men uanset hvad folk gør. Føler jeg det er lige rigtigt, og respektere alt.