Part VS Egen hest

Det er vist ingen hemmelighed at det er dyrt at have hest. Dyrt, hårdt og tidskrævende. Man skal derfor overveje det nøje inden man springer ud i købet af egen hest, om det er en selv der betaler eller ens forældre. Jeg står i den situation nu at jeg både er part men også hesteejer, og selvom jeg ikke vil bytte nogen af hestene for noget, så kan jeg virkelig se fordele og ulemper ved begge lejre, så jeg tænkte det var et oplagt indlæg at skrive, til hvis der sad nogen derude der overvejede det ene fremfor det andet. Om ikke andet så er det også bare hyggeligt at dele ud af viden og erfaring, så jeg håber i vil tage godt imod indlægget! 😊

Jeg er klar over at alle situationer er forskellige, så det her er udelukkende skrevet udfra mine tanker, holdninger og oplevelser.

Part

Fordele:

Det er en klar fordel, at man som part ikke står for det økonomiske ansvar hvis noget går galt. Hvis hesten skal have dyrlæge, sadelmager eller ødelægger sit dækken, så kan det økonomiske ansvar tilskrives ejer. Derudover står ejer også for opstaldning, så det er heller ikke en udgift eller bekymring man som part skal dele.

Som part har man som regel også nogle faste dage. Man er derfor ikke afhængig af at skulle ud til hesten hver evig eneste dag, hvilket gør plads til mange andre ting i hverdagen. Det samme med ferier – det er nemmere at tage på ferie uden at skulle sørge for at nogle holder styr på Lille Lotte, for det er ejers ansvar.

Man har også en at dele sine oplevelser på klods hold med. I hvert fald hvis man har lige så flink en partejer som mig, som tager med på ture, til vandet og til stævner. Derudover har man en kæmpe hjælp i ejer til hvis der skulle opstå problematikker man skal bruge hjælp til løsning af, fx med undervisning og omgang med hesten. Denne sparringspartner er uvurderlig som part hvis man spørger mig.

En anden stor fordel ved part er også klart at hvis der ikke er kemi mellem hest og rytter, så kan man altid opsige parten. Der er man mere bundet hvis det er ens egen hest, der ikke er kemi med, for så skal man ud i enten salg eller udlån, som trods alt er et større skridt end at opsige en part.

Ulemper:

Man skal dele med andre. Det er nemmere for nogen end for andre, men hvis man rider andres heste skal man trods alt dele med ejer. Dette kan blandt andet betyde at man ser ‘sin hest’ rides bedre og nemmere af en anden, hvilket kan være frustrerende til tider. Derudover er det også ridningsmæssigt lidt sværere at dele hvis part og ejer ikke rider ens eller giver de samme signaler. Det kan enten være en fordel eller en hindring, alt efter hvordan hesten håndterer det.

Når man har part på en hest, har man heller ikke det sidste ord med hensyn til foder, opstaldning, udstyr mm. Ejer har ansvaret men også derved retten til at bestemme hvad han/hun mener er bedst for deres hest. Derudover er det også ejers kald om hesten reelt set “lever eller dør”, forstået på den måde at de kan beslutte om hesten skal sælges eller aflives uden at parten reelt set har noget at skulle have sagt. Nogle gange er det en rar ting, da man så ikke står med ‘lorten’ i sidste ende så at sige – men det kan også være en frustration da man så ikke er sikret i hesten. Ejer kan ligeledes opsige parten hvis de ønsker dette.

Egen hest

Fordele:

Det er en kæmpe fordel ved egen hest at man kan bestemme alting selv. Hvis man ønsker ny sadel, nyt opstaldningssted, en ny smed, you name it. Hele ansvaret ligger på en selv, så man har frit valg på alle hylder.

Man skal heller ikke dele med nogen. Hvis man har lyst til at fræse på marker 4 dage i streg, eller give hesten fri i 2 måneder, så kan man gøre det uden at stå til ansvar for nogen. Der er ingen forventninger om dressur 3 gange om ugen der skal overholdes – i hvert fald ikke fra andre end en selv.

Ulemper:

Alle regninger hænger på en selv. Alle de friheder økonomisk der var ved at have part røg så snart købspapirerne blev underskrevet. Der skal være styr på pas, vaccinationer, forsikringer og alt det andet kedelige voksengejl som hører med til at have dyr.

Hvis hesten smider en sko er det en selv der skal stå for smed og regning, og hvis der kommer en hovbyld eller skade og hesten ikke kan rides koster den stadig mindst det samme som da den godt kunne rides, hvorimod en part muligvis sparede penge den måned hesten stod uridelig.

Hvis ens kalender er fyldt op, eller man bliver ude af stand til at komme i stalden af andre årsager som fx skader eller sygdom, jamen så skal man først og fremmest sørge for at finde en hjælp til hesten, og derefter er hele den dårlige samvittighed på en selv. Heldigvis er de fleste hestemennesker, i hvert fald dem jeg kender, søde flinke mennesker der hjælper hinanden, og hvis man samtidigt står med fuldpas, jamen så burde første del ikke være et problem. Men personligt nager den dårlige samvittighed mig en del, hvis jeg ikke kommer ud forbi min hest mere end et par gange i løbet af en uge. Jeg ved han ikke tager skade, men jeg som ejer har stadig det fulde ansvar for hans ve og vel, samt at motionere ham og træne ham. Hvilket også er grunden til at jeg lige nu søger part til Felix. Men det er en anden snak vi nok skal tage i et senere indlæg.

En kæmpe ulempe er også at man skal stå med ansvaret for at sige farvel, hvis man ender med et salg eller en aflivning. Det er aldrig rart at skulle tage beslutningen, og det kommer aldrig til at føles som det rigtige tidspunkt, men nogen skal jo være den voksne og tage beslutningen, og hvis man er ejer jamen så står man med den beslutning.

Generelt set kan vi vist konkludere at der er fordele og ulemper ved begge ting. Dog er jeg rigtig glad for at jeg startede med part, så jeg fik en forsmag på hvad det indebar at have min egen hest, inden jeg selv tog springet. Det ville helt klart også være noget jeg vil anbefale til andre der går med tanken om at købe deres egen hest: Test det om muligt af med en part inden! Det giver erfaring der er uundværlig når man pludselig står med sin egen i hånden, og så føles overgangen pludselig heller ikke så skræmmende længere.