Hold kæft og rid – At kæmpe sig tilbage efter traume

Hvordan kæmper man sig tilbage til livet? Til glæden? Til hestene?

Det er noget jeg vil berette om her. Jeg starter ud med en advarsel. Dette indlæg vil omhandle fysisk, psykisk og økonomisk vold. Graviditet gone wrong og traume af alt overstående.

Indlægget vil være meget personligt og ærligt berettet, men jeg vil ikke gå i detaljer da det ej er det det omhandler, men vejen tilbage derfra.

 

Jeg har præsenteret mig selv før, men for en tidshorisont, nævner jeg lidt her igen. Jeg er 28 år nu. Og jeg fik som 24 årig diagnosen PTSD.

PTSD tænker i? Er det ikke kun noget krigsveteraner får? Den triste sandhed er, nej. Det er noget folk der har oplevet voldsom traume kan få. Jeg havde aldrig i mit liv troet jeg ville være én af dem. Men det blev jeg.

I en alder af 22 år, troede jeg at jeg havde fundet manden i mit liv. Og det var da også et ganske eventyrligt forhold, ihvertfald de første måneder af forholdet. Men da vi flyttede sammen startede mit helvede på jorden. I korte træk hed det sig først at jeg ej måtte se mine venner mere. Senere blev det til at jeg ikke måtte se min familie uden at han var med. Så måtte jeg ikke ride uden at han var til stede og til sidst måtte jeg faktisk slet ikke ride, da han mente det var utroskab eftersom mine heste var hankøn. Logikken må i selv tænke jer til. Samtidig med at den psykiske vold blev mere og mere, kom den fysiske vold snigende ind også. Jeg vil af respekt for at dette er en hesteblog, ikke gå i detaljer. Men det var nok til at jeg altid bare adlød ham, af frygt for hvilken ny smerte han ville finde på.

Desto længere ind i forholdet vi kom, desto mere forlangte han. Han havde brug for penge, og da vi ikke havde flere, blev jeg tvunget til salg af flere af mine dyr. Jeg nægtede. Min nægtelse kostede livet af min ene fritte som straf. Derfra adlød jeg igen.

– 2 minigrise, 3 dværggeder og 4 ponyer mistede jeg til ham. Havde min mor ikke lugtet lunten og nægtet at være med til at jeg solgte mere, havde jeg sikkert mistet alt. Hvad han brugte pengene på, ved jeg stadig ikke den dag i dag. 

Da vi kom til et mordforsøg efter 1 år, fik min familie kæmpet mig fri fra manipulationen. Sådan da. Min mor havde allieret sig med en mand jeg ‘kendte’ sådan lidt, og som jeg havde skrevet med i alt hemmelighed. Intet fy, men blot venskabeligt. Og ham blev jeg sendt op til. Og jeg var fri. Historien er en del længere med noget efterfølgende stalking, tilhold og diverse, men det er ikke relevant at gå i yderligere detaljer med her. Jeg tænker i forstår hvor de første traumer efterhånden kommer fra.

 

Manden jeg endte med at blive hjulpet til min frihed af, endte så også med at blive én jeg faldt for. Han var den komplette modsætning af min ex, og jeg lod mig falde for ham hurtigt. Selvom jeg var angst. Han fik mig til at ride igen, tog enda selv med ud og så på selvom han var RÆDSELSSLAGEN for heste. Han endte enda med selv at komme på, bare for at se mig glad. Jeg følte mit liv så småt vendte tilbage igen og jeg var så småt lykkelig igen.

Skæbnen ville dog at jeg efter sølle 3 måneders forhold blev gravid på p piller. Som kun 24 årig. Min nye kæreste tog ansvar og var sikker på vi ville klare alt sammen. Jeg derimod var knap landet på begge ben fra det tidligere forhold og havde lige fået diagnosen PTSD at forholde mig til. Men noget gjorde jeg valgte at beholde sammen med ham. Så det gjorde vi.

Jeg hev teltpælende op, flyttede 250 km væk hjemmefra og ind på en lille gård vi havde fundet. Og så startede 9 måneders angst. Angst for om jeg kunne være en god mor. Angst for om min nye kæreste viste sig at være voldig også. Angst for om han forlod mig og jeg stod alene. Angst angst angst. Samt jeg kunne ikke ride igen, for hestene kunne ikke flytte med før efter jeg havde født. Nu var jeg lige kommet igang, og så stoppede det igen. Men min søde kæreste mindede mig om at det jo kun var for en stund.

Så kom fødslen. Hvad der startede som normalt og godt, endte i ultra korte træk med akut kejsersnit, uden nogen former for bedøvelse og 3 måneders traume terapi for at have mærket hele det indgreb. 8 måneder gik der før jeg kunne gå bare nogenlunde uden smerter. Dvs yderligere 8 måneder uden hest.

Jeg var begyndt at give op. Siden Februar 2017 hvor min voldige ex forbød mig mine heste, og nu skrev vi Oktober 2019 og STADIG uden ridning.  Det hele kunne også bare være ligemeget. Jeg var klar til at sælge alle heste og få en kat mere i stedet.

Men det ville min mand ikke finde sig i. Han ville ifølge hans egen ord, ikke se hans kæreste opgive det hun lever og ånder for. Så han satte foden i jorden og hjalp mig. Han var med til at finde et opstaldnings sted, så jeg kunne få en hal eller bane at ride på igen. Han tog med ud og så på stederne. Han fik sparket mig ud af hjemmet om aftenen, så jeg kunne få min kvalitets tid med hest, imens han sørgede for baby og hus. “Jeg vil hellere have en glad kæreste, imens jeg tager min andel her hjemme, end en trist kæreste der mister sig selv” var hans ord. Marts 2020 flyttede jeg hest så jeg kunne komme igang med at ride igen. Sådan rigtigt for første gang i 3 år.

 

Nu lyder det som om at det ‘bare’ var det der skulle til og så var jeg back on track. Men nej. Jeg havde ikke redet rigtigt i 3 år. Ikke uden et hav af afbrydelser og traumer. Og nu var der kommet en ny. Ride angst. Ligepludselig var jeg bange. Jeg havde mistet 2 af mine 4 rideheste, så jeg stod tilbage med 2. Min frieser som jeg selv havde tilredet og min welsh som jeg skulle til at tilride. Begge dele turde jeg ikke. Jeg prøvede og prøvede, men jeg var ikke glad for at tage ud til dem. Det var en sur pligt, fordi jeg var så bange. Bange for hvad, tænker i? Ja det ved jeg faktisk heller ikke helt.

Skæbnen ville dog også at der var en pige i den stald, der meget hurtigt stillede sit venskab til rådighed. Og hun blev en kæmpe brik i i mit spil for at komme tilbage. Nok kunne hun være hård og direkte og sige ‘kom så i sving i stedet for at finde på dårlige undskyldninger’, men samtidig var hun også blid som et lam og roste mig for noget så basalt som at skridte en tur, fordi det var fremskridt i min angst.

Med hendes hjælp og endnu en sød pige fra stalden, fik jeg tilredet min welsh. Jeg kom til stævner på min frieser igen. Og inden vi skrev år 2021, var jeg faktisk tilbage i sadlen igen. Der var lige nogle briste punkter med tilridningen af ponyen, men dem fik vi helt styr på i starten af 2022.

Her sidder jeg så nu. 5 år efter mit traume startede og blev ved med at forstætte i 3 år frem. Jeg er nu gift med den mest fantastisk og støttende mand på denne jord. Jeg er mor til verdens smukkeste 3 årige dreng. Jeg har verdens bedste venner og veninder som altid har min ryg når jeg er ved at falde. Jeg rider begge hestene, hvor jeg 90% af tiden ikke er bange for at ride mere og vigtigst af alt: Jeg er glad. Noget jeg ikke havde turde at håbe på jeg nogensinde kunne blive igen.

 

Nok fik jeg bump med på vejen, alt for tidligt i mit liv. Men uden disse bump var jeg ikke endt hvor jeg er nu. Jeg fik mit liv tilbage igen og mere til. Meget mere end jeg havde før. Og på trods af der stadig er områder hvor jeg betvivler mig selv, så har jeg et kæmpe netværk af mennesker der står klar til at råbe ‘Hold kæft og rid’ af mig.

 

Det har været en lang og hård kamp. Men én ting jeg har lært af det er: Aldrig giv op. For du vender endnu stærkere tilbage.

 

Stay awesome Ninjas // DD