Hvorfor er jeg bange?

 

Jeg skrev et indlæg her den anden dag omkring at jeg er bange. Det kan i læse lidt om her.

 

 

Det er ikke fremmet for mig 

Men jeg har tænkt rigtig meget over hvorfor jeg er så bange – især efter at have snakket med min kæreste M og fået lidt skæld ud. Jeg ved han gør det i kærlig mening dog. Jeg ved at han og folk vil mig det godt nu, men problemet er nok at jeg ikke rigtig er vant til det. Jeg har mistet rigtig mange folk gennem årene. Nogle har været gode (meget få af dem) mens de fleste har været knap så gode. Men det at miste venner er ikke fremmed for mig. Det at miste alt er heller ikke fremmed for mig, ej er det at miste sig selv, fremmed for mig.

 

 

Hvem er du?

Jeg kan huske at jeg snakkede med en og fik en sviner af den person, fordi jeg sagde at mennesker, som kærester godt kan ændre en. Det mente personen ikke og så fik jeg en lang smøre om at personer ikke kan ændre på andre personer og det er kun noget andet der kan det. Men der er jeg direkte uening. For mennesker kan godt ændre på personer. Både på godt og ondt. Efter at have oplevet psykisk vold i et forhold, der så alligevel ikke var et forhold, da psykopater som dem, er man aldrig i forhold i og de udnytter kun en, fordi de synes det er sjovt. At blive nedbrudt af et andet menneske, der kun ser det som sjov at de kan få dig til at bryde fuldstændig sammen og dermed miste dig selv, ændrer de derfor på dig, da du ikke længere ved hvem du er.

 

 

Septum piercing og lyserødt hår 

Men det var det dårligere. For efter at have været i flere dårlige forhold, mødte jeg så M. Den gang havde en septum piercing og farvede mit hår lyserødt, fordi det gav mig den selvtillid som jeg havde manglet gennem alle årene og efter dårlige forhold. Men nu har jeg det ikke længere, da den selvtillid jeg fik af det, har jeg fået via M. Han har ændret på mig, så jeg bedre kan finde mig selv og finde den selvtillid som de ting gav mig. Igen er der en som der har ændret på mig. Til det gode vel og mærke.

 

 

Vendte sig 180 grader

Men jeg er nok bare så bange for at alle de her gode ting der er sket og sker for mig, forsvinder. Det plejer de nemlig at gøre. Når jeg har kendt mennesker og der er gået halvandet til to år, så mister jeg alle de ting igen. Ligeså langsomt forsvinder de fra mig. Siden jeg mødte og blev kærester med M, så er der sket så mange gode ting og det er som om at jeg ikke helt kan fatte det! Mit liv har ændret sig 180 grader og kun til det positive, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvornårr mon de forsvinder igen. Nu er det halvandet år gået, så det venter jo bare lige rundt om hjørnet ikke?!

 

 

Nu er det min tur 

Jeg tror at det er det der gør at jeg er så bange, for hvis jeg går ud af den dør, så falder alt det gode sammen og så står jeg tilbage med nærmest ingenting.  Det kan jeg virkelig ikke klare sker igen. Nu må det vel være min tur til at der sker noget godt og at det bliver ved med at være sådan?! Så ja jeg er jo bare skide bange for at alt det gode forsvinder igen.

 

 

Side note: 

 Nu ved jeg godt at der ikke er mere tid tilbage til at blogge her på PEEK. Samt handler det her indlæg heller ikke om heste, men jeg føler at det er vigtigt at være ærlig omkring sig selv og fortælle hvem man er! Ja livet har op og nedture – især når man er bange for at miste alt, når man så har en ‘optur’. Men på trods af, at mit liv før jeg mødte M, måske ikke har været det bedste, så har hestene altid været der for mig og den del af mig kommer aldrig til at forsvinde! Jeg vil for evigt være en mega stor hestepige!