Hvornår er man en dygtig rytter?

Hej igen alle i skønne <3

Det her indlæg handler om hvornår man er en dygtig rytter. Vi kender nok alle sammen nogle, som vi synes er mega dygtige, men hvad er det egentlig, der gør, at vi synes de er dygtige?

Sidder de flot på hesten? Går hesten flot under dem? Har de formået at lære hesten en masse øvelser? Har de en flot udstråling? Der kan være tusind flere ting, det her var bare et par ting, man ofte ser på. Der er jo selvfølgelig nogle ryttere, som kan alle tingene og det er jo bare WAOW.

Derimod er vi en del, der måske har nogle styrker og som ikke er mega gode til alle tingene. Det kan være at man sidder rigtig flot på en hest, men at man ikke helt har fundet den føling med hvilken hjælp hesten har brug for. Det kan være at man rider på en bestemt måde, som ikke passer med alle heste og at man igen ikke har følingen eller erfaringen til at ændre sine signaler afhængig af den hest man sidder på. Det kan også være at man er super dygtig til at mærke hesten og få den til at gå flot, men man ikke sidder særlig flot på hesten. Det kan også være at man er super god til at lære hesten øvelser og tricks, men at man ikke er så stærk til det grundlæggende og opbyggende arbejde. Og hvad er så egentlig den vigtigste egenskab for en rytter?

Jeg kan i hvert fald fortælle jer lidt om min egen historie. Jeg har altid været den slags rytter, som har kunne ride alle heste, jeg har en rigtig god føling med hesten og kan få langt de fleste heste til at gå rigtig pænt og korrekt. Jeg har dog ikke altid været særlig køn på en hest. Det skal ikke handle om vægt, men min (for høje) vægt har altid betydet, at jeg havde svært ved flere ting: at få armene ind til kroppen, at komme ned om hesten og at holde min egen krop. Når jeg skulle prøve at ride nedsidning, fik jeg altid klemt for meget med inderlårene så jeg simpelthen fik klemt mig selv op fra sadlen. Jeg er blevet bedt om at ride undervisning med handsker under armene fordi det var den eneste måde hvor mine armene ikke flagrede ud fra kroppen. Jeg har også været hende der til stævner slet ikke varmede op med nedsidning, for jeg kunne simpelthen ikke overskue at folk skulle se mig sidde der og bumle rundt. Og jeg har jo redet høje klasser, hvor det altså ikke er normalt at se en rytter, som kæmper med noget så simpelt som nedsidning.

Jeg kan huske en gang, hvor dem der havde stedet jeg var opstaldet spurgte om jeg ikke ville med ud og se på en hest. Hun prøvede selv hesten og det gik ikke vildt godt. Jeg blev så spurgt om jeg ikke lige kunne springe op og se og pludselig gik hesten rigtig fint rundt. Og det er ikke for at rose mig selv, men alle blev såååååå overraskede over at hesten faktisk gik pænt rundt med mig. Og det siger jo i virkeligheden ret meget om hvor “grim”, jeg har været på en hest og hvordan det fik folk til at have den holdning, at jeg ikke var specielt dygtig. Og det var som om at de så at jeg bare kunne sætte mig op og gøre noget godt, så gik det op for dem, at man godt kan være dygtig selvom man måske ikke er verdens flotteste rytter.

Nu, hvor jeg er noget nær det slankeste, jeg nogensinde har været, kan jeg mærke hvordan mine arme kan komme ind til kroppen og at nedsidning slet ikke er et problem mere. Nu vælger jeg faktisk nedsidning frem for letridning, da jeg føler jeg har bedre kontakt til hesten. Nu er jeg efterhånden, langt om længe, nået dertil, hvor jeg føler at jeg også begynder at pynte. Jeg har nu overskud fysisk, når jeg rider, til også at fokusere på min opstilling.

Så hvornår er man faktisk dygtig?

Jeg synes man er dygtig når man kan træne en hest på en sund og opbyggende måde uden at påføre den for meget belastning eller i øvrigt genere den. Og jeg synes klart at den der særlige føling med hesten og den grundlæggende forståelse for hestens krop og ens egen krop er rigtig vigtig. Man er nødt til at kunne mærke hesten. Man er nødt til at være i stand til at mærke om hesten halter, om den er anerledes end den plejer, om man selv gør noget uhensigtsmæssigt og man er nødt til at have nok kontrol over ens egen krop til, at man ikke kommer til at genere hesten.

For mig er det ikke vigtigt om man kan lære en hest at changere eller piaffere – det vigtige er vores hestes sundhed og at vi kan træne dem på en opbyggende måde i stedet for at nedbryde dem.

Møs møs!