Jeg giver ingen mening!

Og det gør jeg altså bare virkelig ikke!

Man siger jo altid at med alderen, så bliver man mere bevidst om sin egen dødelighed. Og når man bliver mor, siger man også at så bliver man endnu mere bevidst om sin egen dødelighed.

Dette har bestemt også været gældende for mig. Jeg har altid turde springe baner på 120/130 cm på min lille bitte pony. Redet ud på de vildeste ture helt alene og i mørke enda også gerne. Været ligeglad med at falde af og slå mig, generelt bare levet livet, uden frygt.

Dette stoppede efter jeg blev mor. Nu tænker jeg altid ‘hvad nu hvis?’ til selv små hop.

Lad mig give jer et eks. Kan i se dette billede for neden? Måske 30cm, ikke?

Jeg var RÆDSELSSLAGEN. Tankerne var mange. Hvad hvis han stoppede og jeg faldt af? Hvad hvis han væltede og jeg faldt af? Hvad hvis han bare hoppede uden jeg troede han ville og jeg så faldt af ?

Lad os så se på dette billeder herunder:

Det er måske 60 cm. Hvad tror i tankerne var? PRÆCIS, de var de samme!

Jeg trodser min frygt, ved at jeg alligevel har meldt til Hubertus jagt og bare prøver på at lukke øjnene og gøre mit bedste. Men puha hvor jeg er bange.

 

Anyways. Se så på dette billede her:

Kan i se hvad det er? Det er 2 mennesker, ca 4 km oppe i luften, igang med et frit fald. Og hvem tror i de er ?

NEMLIG JA, det er MIG !

Var jeg så bange der? Det var jeg sikkert, tænker i. Det tænkte jeg også. Men NÆ. Jeg giver åbentbart så lidt mening, at det at springe 40cm på en pony, det giver hjertestop og alle katestrofe tankerne skal gennemgåes systematisk, testamentet skal skrives ned og jeg skal bede min morgenbøn inden jeg gør den slags.

Men at springe ud af et FLY fra 4 km højde, der ser jeg sådan er ud hele vejen ned:

Not gonna lie, jeg ELSKEDE alt ved det her. Springet var en bryllupsgave fra en masse dejlige venner, og vi har ventet i over 1 år på at kunne fuldføre det. Og nu er alt hvad jeg tænker på hvornår kan jeg få råd til at spare op til at prøve igen?!

Udsigten var det fedeste, oplevelsen var det fedeste og generelt havde jeg ingen angst overhovedet da jeg fuldførte dette spring.

Se lige en udsigt!

Nu hvor jeg har oplevet dette, og helt uden at dø eller lign, har jeg i sinde at tage den følelse jeg havde i springet her, videre med mig når jeg skal springe på ponyen. Måske det virkelig bare var et frit fald fra 4 km højde, som jeg havde behov for at få afprøvet, for at se at livet bare er mere værd, når man tør at tage chancer. Hvem ved :o)

Vil i med mig på hele mit spring? Så kan i se videoen lige her:

Tak fordi i ville læse mit lille hygge indlæg, om hvordan jeg bare SLET IKKE giver mening 😀

Stay awesome Ninjas // DD