Jeg giver (næsten) op

Pt er jeg en smule inaktiv, både fra mine sociale medier, men faktisk også lidt fra “den virkelige verden”. Det nævnte jeg også, i et af mine tidligere indlæg. Det står sådan til, at jeg faktisk ikke har det vanvittigt godt for tiden, og derfor får jeg noget hjælp, der terper rigtigt meget på kræfterne. Som mennesker vil de fleste af os gerne kunne klare det meste og alt for meget helt selv, men nogle gange har vi brug for hjælp. Når vi har det, er det vigtigt at tage imod den. 

Vi får alle brug for hjælp en gang imellem

Uanset om vi vil stå ved det eller ej, får vi alle brug for hjælp engang imellem. Måske med vores psyke, hus, grundet en ulykke eller bare med ridning af vores heste. Nogle gange er det bare svært at indse, selv. Det gælder altid om, at gøre hvad man selv kan. At gøre sit bedste først, selv. Der er ikke nogen, der kommer og løser en andens problemer – men man kan altid blive ledt i den rigtige retning. 

Jeg kan på mange måder godt mærke, at jeg er blevet ældre. Jeg har ligesom fundet ud af, at mudderet på min skoletaske ikke er det største problem i verden. Der er så mange seriøse ting, som der skal tages højde for. For eksempel Corona. 

Stram ballerne og klap hesten!

Jeg gider ikke være en af dem, som har skide ondt af mig selv. Jeg har altid drømt om at blive en mønsterbryder, og der er mange ting jeg gerne vil opnå. Det nytter ikke noget, at jeg lægger mig under dynen og gemmer mig for verden. Rigtigt nok er det nogle gange det, jeg føler at jeg har allermest brug for, men der kommer intet godt ud af det. Jeg har efterhånden lært, at man kun får succes hvis man arbejder for det, selv når tingene ikke lykkes. Alle succesfulde mennesker nævner, at det de har gjort anderledes fra andre er, at tage chancer og at arbejde hårdt. Også når man allerhelst vil give op. 

Det er lidt en svær tid, lige nu. Jeg kan kun takke Sol for, at jeg er så dybt motiveret til at foretage mig ting som eksempelvis at skrive PEEK. Sol ér bare terapi i sig selv, og så tænker jeg i tossede baner med, at det umuligt kan være en tilfældighed at vi hedder “Sol” og “Liv”. Det er to, så ekstremt positive navne, så det kan ikke passe, at vi ikke skal opnå noget. 

Heste hjælper mange

Jeg snakkede med en forleden. Hun sagde at hun udmærket vidste, hvordan det er at have hest. Det der med, at vores heste faktisk ikke bare er et kæledyr. Vi knytter os så stærkt til hestene. Jeg har i hvert fald knyttet mig mere til Sol, end noget andet dyr, nogensinde før. Det er også fordi at vi deler så store oplevelser, både succeser og nedture. Det er bare lidt specielt, hvordan man som team rejser sig og falder sammen. 

Jeg har før nævnt, at Sol har båret mig igennem nogle vanvittige perioder. Jeg vælger at tro på, at det her, er endnu en periode. Endnu en: “what doesn’t kill you makes you stronger”-periode. Sådan nogle har vi nok allesammen været igennem op til flere gange. 

Hvorfor er det så specielt?

Jeg tror netop at det der adskiller heste fra “almindelige” kæledyr som hunde og katte er, at hestene også lægger et stort arbejde i teamet. Er der ikke en hest, jamen så er der bare ikke en rytter. Så simpelt er det. Hestene skal vedligeholdes, det nytter ikke noget at gå en tur med dem et par gange om dagen. 

Desuden er der bare så meget at arbejde frem imod, når man har hest. Det stopper ikke, når pelsen er flot. Man kan altid bygge mere på. Højder på en springbane, øvelser i dressur. Jeg tror ikke, at man kan “sidde fast og ikke nå længere” med en hest. Så er det i hvert fald ikke hesten, men rytterens skyld. 

Jeg kommer aldrig til at slippe heste nu

Selvom jeg mærker, at mange på min alder begynder at slippe ridesport netop nu, hvor manges sidste ponyår er slut, og corona demotiverer en masse, kommer jeg aldrig selv til at kunne stoppe med at ride. Det er ikke bare en sport. Det er en identitet, passion og ekstremt mange timers hårdt arbejde, jeg ikke vil kunne smide ud for noget alkohol, venner og en håndfuld fester. Det er netop nu, jeg har chancen for at bevise, hvad der betyder noget for mig, og hvor meget jeg brænder for det. Jeg prøver at tage magten over min psyke, så jeg kan bibeholde den motivation, jeg så gerne vil blive ved med at have. Der er altså et håb for, at jeg kan komme til at lave hvad jeg brænder for. Så hvorfor give op?

Tak for at have læst med i det her personlige indlæg. Det betyder meget. Følg Sols og min hverdag (så meget af den, der nu postes) på instagram her. 

Se en video fra dagens springundervisning her.