Livet som partrytter – del 2

Jeg begynde at søge part og prøvede lidt forskelligt, men jeg endte med at få part på en hafliner hoppe. På samme gård red min bedste veninde også. Vi havde så meget sjov, om det så var dressur vi red, en tur i skoven eller en badetur med hestene. Vi skabte så mange minder, som jeg aldrig ville være foruden (endnu en fantastisk ting ved hesteverdnen). Jeg fik også noget undervisning derude og startede mit første springstævne. Jeg startede 60 cm b0 og 70 cm b0, 2 gode runder som helt klart startede min lyst til at starte flere stævner. Senere startede jeg også mit første dressurstævne. Vi nåede dog kun at kende hinanden i 1/2 år pga at hoppen fik en skade som gjorde, at jeg måtte stoppe. Jeg er så taknemmelig for alt jeg lærte på den hoppe.

Hvad når man på 1/2 år?

Efter Haflinger hoppen fik jeg part på en DV/trakehener blanding. Han havde stået stille i lang tid og han var ikke ligefrem en nem part. Han så en masse spøgelser og hoppede rundt. Han er dog den part jeg endte med at havde det største bånd til. Vi brugte 1/2 år på at opbygge muskler samt få ham til at tage på. Det var en rigtig lang kamp, men for første gang følte jeg, at jeg havde noget at sige, at jeg fik lov til at være mere med ind over træning osv.

Vores sidste dag sammen var et stævne – klubmesterskab 2017. Den bedste og værste dag i mit liv. Til det stævne var det mig som opvarmede hesten og mig som startede den. For første gang følte jeg, at det var mig som styrede det hele. Jeg vandt klubmesterskabet for hest 2017 dressur, men nogle timer efter, skulle jeg sige farvel til hesten for den skulle videre til nye ejere. Det var så hårdt at få taget vinderhesten fra sig samme dag.

Uanset hvad så giv ikke op!

Jeg er ikke en pige som bare giver op selvom verden er hård. Efter min ferie til Italien fandt jeg en ny part – en oldenborg vallak. En hest som kun havde erfaring med dressur, intet andet. Så han lærte mig rigtig meget indenfor dressuren, og jeg lærte ham en masse omkring springning osv. Jeg prøvede kræfter med, at ride ud i trafikken for at gøre ham trafikvant. Vi red en masse ture i skoven så han også lærte at se andet end en dressurbane. Vi red uden sadel og sågar med cordeo og en masse andet. Ikke mindst lærte det ham noget, men også mig. Jeg lærte, at man kan mere end man lige tror. Udover det var vi også til nogle stævner, og vores første roset var en springroset hvilket gjorde mig så stolt – at indspringe en hest også endda vinde en roset.

Efterskole med egen hest, men ikke din egen hest?

Efter et år sammen var det tid til at jeg skulle på efterskole, men uden egen hest. Jeg var knust over at vores rejse skulle slutte.

Måske var det skæbnen, men en dag for jeg afvide at det kunne blive en mulighed at tage på efterskole med egen hest. Så da jeg skulle starte på efterskolen tog vallakken med og vores rejse fortsatte. Jeg havde det bedste år, og vi udviklede os så meget som Equipage men også hver for sig.

Vores sidste stævne sammen var 80 cm b3 og 90 cm b3 – for en dressur rytter- og hest var det noget af et skridt. Vi fik 2 helt igennem fantastisk runder med hurtigste tid. På 2 år var vi gået fra ikke at kunne springe, ride uden sadel, med cordeo eller ride en tur i byen uden usikkerhed til at kunne det hele. Efter efterskole blev han solgt til en sød pige som han lære alt, hvad han har lært fra mig. Helt klart et stort selvtillidsboost.

Den vallak vil jeg for altid huske som MIN HEST. Jeg stod for så meget, og var med til mange beslutninger samt overværede hvis han havde smed mm (ikke mange parter kan sige at de kender sin parts smed rigtig godt). Mange af de stævner jeg deltog i, var ejeren ikke med. Hvilket samtidig gjorde at følelsen af ens egen hest bare var der, men også at vide at hestens ejer stolede så meget på vores samarbejde, at det intet problem var. Det er helt klart noget som gør, at jeg kan kalde ham min første hest.

Hvad så nu?

Nu er jeg begyndt at tilride en DV/knapstupper blanding. Han er super sød og tager alting så fint. Jeg glæder mig til at lære både ham og han ejer at kende og starte et nyt samarbejde. Så må tiden vise, men jeg ved at han nok skal blive til noget.

Er man altid anden prioritet som part?

Jeg har lært af min historie at man ikke behøver at være anden prioriteten. Vil men gerne stå for meget omkring sin part skal man bare finde den rigtige. Jeg har været heldig at finde nogle gode parter med fantastiske ejere som har givet mig muligheden for at stå med meget ansvar hvilket helt klart har gjort mig til en bedre rytter. Så er man klar til at tage den ansvar er der ingen som stopper en.