fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

Min pony er høflig!

I dag red Sol og jeg dressurundervisning. Det gik helt okay, men jeg havde en lille smule svært ved at få den helt rigtige følelse. Kender I det? Der var egentligt ikke noget galt med rideturen, tingene spillede og Sol var sød. Det var bare mig, der følte at et eller andet manglede. 

Vores underviser snakker!

Vi har en skøn, skøn, skøn underviser her på Skrødstrup. Hun tager sig altid god tid til hver eneste ekvipage, og er klar med råd i forhold til stort set alt. Generelt har hun rigtig meget viden, man altid kan gøre brug af. Hvad end det er om hestens hale skal klippes skævt så den ser lige ud når hesten rides – eller om det er et sår, man overvejer dyrlæge til. Det er virkelig fedt. Hun er bare hele tiden tæt på, og gør meget ud af at hest som rytter har det godt. 

I dag har hun endda haft aftenvagt, og det har jeg bestemt udnyttet. Det er altid fedt med nogle tips og gamle historier. Det er motiverende at høre, at ridesport ikke ér nemt. Det er det ikke for nogen, uanset hvilken hest man har. Begynder man først at tale med vores underviser her på Skrødstrup, har man gerne lange samtaler som varer flere timer. Hun snakker meget, men ikke så man ikke kan holde det ud. 

“Jeg tror at Sol er sky, men høflig”

Sol er noget for sig selv

Når vi skridter af efter vores undervisninger, snakker vi altid rideturen en smule igennem, i mens næste hold skridter varm og gør klar. Det har virkelig været givende! I dag stod vores underviser og nussede lidt med Sol, mens jeg skridtede af. Det gjorde hun af den grund, at Sol altid ser meget skeptisk ud, når der er mennesker omkring hende på jorden. Jeg ved egentligt ikke hvorfor, men hun er ikke og har aldrig været specielt glad for det der pusse-nussen. Sol vil bare gerne være hest og det udtrykker hun meget tydeligt. Sol udtrykker det blandt andet ved, at hun altid gerne vil på fold. Hun er ikke så vild med at få dækkener af og på, og så er hun generelt bare lidt en enspænderhest. Sol er netop mindst lige så speciel rent personligt som jeg er, hun har så meget at byde på. Hun reagere meget som en unghest. Ikke ved at springe rundt og blive bange – men hun er ekstremt opmærksom på sine omgivelser. 

Nusse? Det er ikke hendes ting…

Imens Sol blev nusset lidt med og pustet på, lagde jeg mærke til at hun trak sit hoved en smule væk. Hun ville gerne selv puste og snuse, men der skulle helst ikke være nogen for at puste og snuse til hende. Hvis Sol ville, kunne hun nemt bare have bidt. I stedet for at gøre det, trak hun sig stille og roligt ved at dreje hovedet lidt væk. Min underviser sagde så: “Det er sjovt, for hun vil jo egentligt gerne snakke. Hun er sådan en hest man bliver nødt til at vinde. Jeg tror at Sol er sky men høflig, for hvis hun ville, kunne hun bare bide mig – og det gjorde hun ikke”

Det er sådan noget jeg synes er fedt at nørde i. Dressur og spring, military og hestens reaktioner på det ene og andet. Det er totalt meget lige som pædagogik eller psykologi, men på heste!! Det hele bliver kædet sammen, og det er spændende at lære om.

Al viden er brugbar viden!

Når først jeg går i gang med at nørde noget, stopper jeg aldrig rigtigt igen. Jeg undersøger hoved og hale på alle kanter og lede. Jeg bliver næsten helt over-interesseret, og vil vide alt hvad man kan vide. Det er totalt ulogisk og fuldstændig umuligt. Desuden er der jo trods alt noget der hedder kildekritik, og det skal man vel også gøre brug af en gang imellem. Jeg kan godt lide at forstå processer, specielt indenfor heste, foto og journalistik. Jeg elsker den der følelse af, at det hele pludselig går op i en højere enhed. “ah, hesten skyder skulder fordi jeg har mere fat i indvendige tøjle, end jeg har i udvendige!”. Lige pludselig får man lagt en brik i sit indvendige puslespil, og så kan man huske det for evigt vil jeg tro. 

Det er altid godt at lære. Det er nemmere at frasortere de ting man så ikke skal bruge i fremtiden, end at opsnuse noget man smed væk i første omgang. Det gælder om at finde ud af, hvad der fungere for én selv. Det kan man jo så efterfølgende tage med videre. 

Jeg håber at du kunne lide at læse med! Tusind tak for at du gjorde det. Følg med i Sol og jegs hverdag på SE her.

 

fb-share-icon

Mit navn er Liv, jeg er 17 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *