Når kærlighed kurere frygt

Vi ved alle sammen at kærlighed kan gøre blind. Men vidste i at kærlighed også kan kurere frygt?

Jeg er gift med, synes jeg, verdens dejligste mand, Michael. En mand der er alt det jeg kunne drømme om. MEN et hvert forhold, har en start. Og vores start var liiiidt speciel. For jeg havde jo heste, og han? Han var panisk angst for heste.

Dengang vi fandt sammen, fik han meget hurtigt sagt at han fint respekterede at jeg var hestepige, og han ville gerne støtte mig- fra afstand. For han havde ikke nærmet sig en hest, siden han var helt lille dreng. Han var panisk angst for dem, og ønskede ikke komme tæt på. Dette var okay for mig, lidt trist, men okay.

Der gik dog ikke mere end nogle uger, før jeg blev spurgt om det egentlig betød noget for mig, hvis han ville prøve at involvere sig i mine heste. Svaret var naturligvis, ja. Selvfølgelig ville det betyde meget for mig. Og jeg fik vist også sagt lidt kækt, at hvis vi en dag skulle flytte sammen, kom han jo ikke helt uden at om lære at omgåes heste :p

Dette billede, er aller første gang han turde nærme sig én af mine heste. Han valgte at kaste sin kærlighed på min dengang 2 års welsh cob hingst, Vinci. En kærlighed der senere blomstrede mere og mere, men det vender jeg tilbage til.
Muligt der er et hegn og 1,5 meter imellem dem, men han var pave stolt!

Der gik derfra kun ganske få måneder, før han kom og sagde at han var klar til at prøve komme op på én af mine heste. Her valgte at min nu afdøde Flash aka Flaske.
Og så tog det ellers fart. Kun få trækturer og så ville han med mig på en tur. Selvfølgelig også på Flasken. På billedet her ses vi på vores aller første tur sammen, mig på Lucky og manden på Flash.

Michael blev modigere og modigere, og mere stolt for hver gang. Det hjalp nok på kampgejsten, at han kunne se og mærke hvor glad og stolt jeg blev af ham. Han begyndte af sig selv at ville med i stalden hver gang, ikke nødvendigvis for at ride selv, men bare for at være der og se mig ride også. Spørge indtil en masse ting såsom ‘hvad er en stigebøjle‘ og ‘hvorfor drejer hesten ørene sådan’
Og han tude nu selv at trække til og fra fold, hjælpe med at strigle osv.

Da jeg fødte min søn, tog han stadig trofast med i stalden og passede vores baby, så jeg kunne komme ud og ride uden forstyrrelser, men stadig være sammen med dem. Og når muligheden bød sig, så kom han med på en tur eller 10 om sommeren.
Michael nød turene, han fandt hurtigt ud af at han ikke var så meget til det der ridehal noget :p Han fik som regel lov til at låne en af daværende stalds fjordheste at komme afsted på, og så hyggede vi ellers med det.

Ligepludselig fik vi så en mulighed for at låne en trav vallak, som på sigt skulle hjem til Færøerne igen, men som lige for nogle sommer måneder, havde brug for noget kærlighed. Traveren, Oscar, tilhørte en veninde og hun spurgte om min hjælp. En hjælp jeg gerne ville takke ja til. Michael var dog hurtigt på dupperne og sagde, at det her var muligheden for at han kunne have ‘sin egen hest’ i nogle måneder. Så Oscar blev altså hans.
Nu lærte Michael så både at longere, sadle op og fik noget rigtigt undervisning af mig, på Oscar.

Oscar og Michael var et super makkerpar, og da Oscar skulle hjem, fældede Michael også et par tårer.

Med tiden som vores søn blev ældre, kunne vi ikke længere få tiden til at gå op til at Michael var med i stalden så ofte mere, men det var også okay, for som han selv siger, han vil gerne med på en tur i ny og næ og han vil gerne støtte mig og se mig ride, men at have egen hest, bliver nok ikke hans hobby. Og det er jo fair :p

Støtte, det må man dog sige han gjorde og stadig gør! Da vores søn var 16 måneder  gammel, skulle han til sit første lille stævne. Og det blev på ny tilredne 4 årige Vinci. Jeg som mor, havde alt for mange nerver på, så jeg kunne hverken trække ponyen eller holde barnet. Så det overtog min veninde og Michael.

Vi er nu gået fra manden der ikke turde nærme sig en hest, for slet ikke at tale om at røre én, til at han både har haft ‘sin egen’, kan klare den daglige omgang med dem og enda holde sin søn på en unghest, der aldrig havde været i byen før. Og udviklingen stopper sørme ikke her…

For som jeg nævnte, Michael kærlighed blev meget tidligt kastet på Vinci. Og det er en kærlighed der stadig står stærkt den dag i dag.

Jeg selv var blevet ramt af noget angst under tilridningen af Vinci, så jeg turde knap ride ham i en lang periode. Dog ville jeg så gerne have bryllups billeder med ham. Michael var hurtigt til at sige ‘jeg tør godt, så smid mig på’. Lige nu skriver vi Juli 2021, da denne episode dukker op. Dvs en udvikling på sølle 3 år, og så tør han sætte sig på en pony, jeg knapt tør? Men sagt, så sket. Michael sagde dengang ‘Vinci er der intet at være bange for. Han er min pony, og du kan roligt stole på ham‘. Og manden havde jo ret. I dag ved jeg også det. Hvad han ikke ved, er at det hjalp mig at se én, der havde været så rædselsslagen for heste, turde sætte sig op og stole på en unghest, som jeg ikke engang turde. Det var den form for udvikling, jeg havde brug for at se, for at jeg selv kunne udvikle mig videre, fra der jeg var endt.

Alt overstående udvikling, skete på baggrund af at han ville være en del af mit liv, så meget som overhovedet muligt. Han trodsede sin egen angst, og lærte enda at elske min verden. Han hjælper stadig trofast med at lukke heste ind og ud, støtter mig i min ridning og tager selv en tur i ny og næ.

Så kærlighed gør ikke altid kun blind. Det gør også modig <3

Tak fordi i ville læse med Ninjas // DD