Når man er bange for at springe

Springryttere sidder sikkert og griner af mig nu, men jeg vil gerne indrømme at jeg er bange for at springe. Altså som jeg har angst for at springe. Jeg har ikke en gang kunne ride over en bom på jorden, da jeg har været alt for bange.

 

Jeg vil gøre op mod min angst 

Men det er ikke noget jeg vil skamme mig over, da jeg føler det er vigtigt at fortælle, hvis nu der sidder nogle der ude, som har det på samme måde! Men jeg har taget mod til mig og vil gøre op med min angst. Jeg har bedt om hjælp, så jeg kommer ud at springe igen, for tro det eller ej, så har jeg faktisk været med i to spring stævner og faktisk været okay god til at springe.

 

Jeg mener virkelig ÅR! 

Men en dag da jeg ville tage et spring og var ved at falde af, ja så opstod min angst for at springe og har i flere år og jeg mener virkelig flere ÅR (!!) ikke turde springe eller bare ride over en bom, hvilket er utroligt ærgerligt, da det at ride over bomme er utrolig godt for hesten. Men min angst har virkelig bare sat en stopper for det. Men her sidste gang jeg var ude og ride på Hansi, som var anden gang jeg red på ham, red den anden person som også var med inde og ride, over bomme og så kunne jeg bare sådan mærke at Hansi ville det bare så gerne.

 

Stakkels hest

Han hidsede sig på. Eller det vil sige så meget som Hansi nu kan, da Hansi virkelig er en chamør og ret stille og rolig. Men hver gang vi red forbi bommene, eller hen mod dem, hvis jeg skulle lave en volte, så trak det sådan i ham, men stakkels Hansi for piloten kunne jo ikke. Især ikke i trav, da det ville hylle mig helt ud af den. Men jeg kunne bare sådan mærke at Hansi var helt vild for at ride over bomme.

 

Hele 3 gange! 

Så jeg tog mod til mig og tog det første skridt på vejen til at få min angst væk. Jeg styrede Hansi lige mod bommene (i skridt) og vi red over! Så gjorde vi det endnu en gang og så en gang mere. Så vi red faktisk over hele 3 gange! Min kæreste var også med ude i stalden og ham og den anden person kiggede først på mig og derefter hinanden og man kunne se de tænkte “hvad dælen skete der lige der?!”

 

Hvis jeg kan, så kan i også! 

Så ja små skridt er også gode, for det er alligevel skridt mod sit mål! Jeg er i hvert fald rigtig stolt af mig selv og Hansi, som jeg også lige takkede for at få mig sikkert over bommene, hvor jeg vist nok også kom til at holde vejret, da jeg red over. Men jeg er i hvert fald på vej mod målet! Så hvis jeg kan, så kan i også!!