Når rådyret blev til en hest

Af hvad??- Tænker i sikkert. Ja det gjorde mange i min omgangskreds faktisk også.

 

Dette er den finurlige historie, om hvordan jeg oplevede det mest uigennemtænkte og spontane hestekøb nogensinde. Men også helt klart det bedste.

 

Vi skriver August 2012. Det var en helt almindelig dag, brugt på skole og ridning. Og så kommer min mor og er irriterende. Hun ville have mig med ud til vores gamle staldmester, som også var jæger, fordi hun skulle have noget rådyr kød til fryseren. Og hun insisterede på at jeg absolut skulle tvinges med, og bidrage med underholdning til hende.

Efter noget protest, endte jeg jo så med at tage med hende. Og den beslutning blev livsforandrende for mig. Da vi ankom til stedet, gik min mor straks med ud i en lille jægerhytte, hvor fryseren stod. Jeg var, som den 18 årige teenager jeg nu engang var, lidt langsommere i betrækket. Men da jeg endelig kom frem, så jeg en fold med 3 heste. Og deriblandt en ung frieser. Nu husker jeg det som at det var verdens flotteste frieser jeg nogensinde havde set. Men bare rolig, set i bagspejlet, har jeg blot været blændet af kærlighed :p

Jeg stod længe og nussede med den hest, og billedet foroven er fra folden den præcise dag jeg snakker om. Han var det sødeste, synes jeg. Og pludselig kommer min mor og staldmesteren gående. Han råber for sjovt “VIL DU KØBE HAM?!”. Til både hans og min mors overraskelse, råbte jeg tilbage “HVAD ER PRISEN?!” Hurtigt forstod de at jeg mente det. Jeg fik en pris og begyndte hurtigt, på de bedste sønderjyske manere, at prutte om prisen. Til mit held var de villige til dette og pludselig, var den her frieser altså min. Total ugennemtænkt. Uplanlagt. Spontant. Og egentlig mega uansvarligt. Min mor forsøgte da også at tale mig ud af ideen, men jeg trak ‘jeg er 18 og du bestemmer ikke’ kortet. Friesere havde altid været min drømme race. Mit største ønske var at eje én en skønne dag. Så med mig skulle man bestemt ikke joke om at tilbyde salg. Det stod helt klart.

Og nu måtte jeg vel også hellere spørge indtil hans navn og hvem han egentlig var, nu hvor han pludselig var min.

 

Hans navn var Lucky, eller det var ihvertfald det de kaldte ham. Fordi han var heldig at have overlevet, eftersom hans mor døde og han var flaske føl. Lucky var da også ekstrem nysgerrig, meeeen samtidig også komplet rå. Ikke bare rå, men KOMPLET RÅ. Han anede ikke hvordan man fik grime på, hvordan man skulle trækkes med, end ikke hvordan man løftede hove. Så det var en kæmpe rejse vi skulle på nu. Jeg havde nemlig heller aldrig haft en så rå hest før. Og så enda én med så specielt et sind. Lucky var/er meget sensitiv, opmærksom og spookey over det meste. Men samtidig sin helt egen, viljefast og trofast.

 

Lucky da jeg fik ham hjem så sådan her ud, som billederne forneden. En rigtig typisk 1 års grimhed. Men for mig var han det SMUKKESTE!

 

Lucky kunne som sagt intet. Men han var jo heldigvis også kun 1 år gammel, så masser af tid at lære det hele i.

Vi kom også ekstrem hurtigt efter det. Som 2 års fik han sadel på, som 3 års sad jeg på ham for første gang, som 4 års red vi vores første stævne, og enda med røde sløjfer og en enkelt jagt (det gør vi så aldrig igen haha), som 5 års red vi shows, som 6 års var vi med i teater, musikvideoer, reklamer mm. (Læs evt tidl indlæg for tilridnings historien).

 

 

Og her står vi så i dag, 10 år senere. Med en 11 årig Lucky som jeg har oplevet så meget med. Lucky blev det eventyr jeg aldrig havde troet jeg ville få. Og jeg håber på vi ikke engang er halvvejs i det eventyr endnu. Nogle gange er spontanitet, alligevel en positiv overraskelse. Meeeen jeg vil nu i fremtiden stadig overveje mine hestekøb, lidt mere voksent :o)

 

Og sådan var historien om, hvordan det, at bare lige hurtigt at skulle købe noget rådyr kød, blev til at jeg slæbte en hel frieser med hjem i stedet. Nogle gange kan jeg godt forstå at min mor ikke altid tager mig med ud at handle mere. :o)

 

Stay awesome Ninjas //DD