One Down, hundred to go

Da jeg lå på hospitalet og havde mistet benet havde jeg et mål. Eller det vil sige jeg havde to. At starte ParaOL og starte stævne indenfor et år efter ulykke. Jeg havde på daværende tidspunkt INGEN  ide om, hvor svært det var at komme på hesteryg igen, hvor svært det ville være at finde en hest eller såfremt hvor hårdt det ville være bare at få et ben (har nærmest opgivet at få et rideben) Lad mig bare sige der er meget meget langt til paraOL. Og min hjerne blev ved med at finde undskyldninger for at jeg ikke skulle starte stævne. Vi var ikke klar osv osv. Men trodsede alle tankerne og tog afsted. Og på trods af det er rigtig mange år siden jeg har startet stævne og var virkelig nervøs var Lady en stjerne. Hun blev ved mig hele tiden og var bare så skøn. Vores volter blev lidt store men 69,1%. Er så tilfreds og glad