fbpx
Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2019

Præsentation af mig

Præsentation af mig

Så blev det vist på tide at præsentere mig selv herinde. Jeg hedder Thrine, og er dressurrytter og avler. Jeg har redet det meste af mit liv. I ponytiden gjorde jeg lidt i det hele, spring, dressur, terrænspringning osv. Faktisk sagde springningen mig mest dengang, men som jeg blev ældre og knap så modig, måtte jeg tage et valg og specialisere mig, og valget faldt på dressuren. Springningen har jeg så siden stadig haft tæt inde på livet, da min bror er springrytter på landsplan, så ham rejser jeg også land og rige rundt med til stævner. Springningen interesserer mig lige så meget som dressuren, på trods af at jeg kun står på sidelinjen.

Coco – læremesteren

Jeg har haft forskellige heste gennem årene, hvor jeg har redet på LA-MB-niveau. Min første rigtige lærehest Mosegårds Coco, var en smuk pinto, som var vanvittig intelligent og kunne faktisk mere, end hvad hun burde kunne ud fra hendes eksteriør. Hun kunne alle de sjove ting som piaff/passage, seriechangementer osv. Hende lærte jeg rigtig meget af, og hun fik mig igennem en svær periode efter et styrt med en unghest, hvor jeg blev bange for at ride. Coco gav mig virkelig lysten og modet tilbage, det er jeg hende evigt taknemmelig for.

Fairytale – var my fairytale

Da Coco blev pensioneret, ledte jeg i næsten 2 år efter min nye drømmehest. Pludselig stod hun der, på sjælland hos hendes avler, Ryttergårdens Fairytale, en smuk skimmel dansk oldenborg hoppe – så allerede der var hun speciel, da der ikke findes mange skimlede oldenborgere. Fairytale var en ret følsom hoppe, som jeg var betaget af fra første ridetur. Lige fra første sekund hvor hun satte i trav, tænkte jeg bare “Wow, den her hest har bare så meget power”, og fra 2. prøvetur var det sikkert og vist, hende her skulle jeg have. Fairytale lærte jeg også rigtig meget af de næsten 3 år jeg havde hende. Pga. hun var så følsom, var hun afhængig af at man gjorde tingene rigtigt, og hun kunne være lidt en udfordring at ride sammen med andre heste, da hun godt kunne være bange for de andre heste, men hun gav så meget af sig selv, og var altid en fornøjelse at ride, fordi hun virkede til virkelig at elske at lave noget, hun havde en gålyst af en anden verden, det elskede jeg ved hende, selvom det selvfølgelig også indimellem kunne være en udfordring.

Vi fik, efterhånden som vi lærte hinanden at kende, nogle gode resultater i LA-klasserne, og var godt på vej i MB-klasserne, da jeg kunne mærke at der var noget galt. Alle andre sagde til mig, at det bare var pjat, og at hun ikke fejlede noget, men min mavefornemmelse sagde mig noget andet. Så jeg fik hende undersøgt, og det viste sig desværre at hun havde et fragment siddende inde i den nederste halshvirvel, som generede hende og gradvist blev værre. Jeg kæmpede for hende i 1 år, men til sidst var der desværre ikke mere at gøre, og hun fik fred. Det gjorde vanvittigt ondt at sige farvel til sådan en fantastisk hest, min soulmate.

Rocky – nye udfordringer

I 1,5 år måtte jeg så igen ud og lede efter min nye drømmehest. Det var svært at finde en som jeg følte kunne tage Fairytales plads. Den søgning efter drømmehesten, vil jeg fortælle om en anden dag i min blog herinde. Det lykkedes at finde Rocky, en 6 års vallak med et kæmpe talent og et hjerte af guld. Vores samarbejde er endnu meget meget nyt, så det må I følge lidt hen af vejen.

Avl og rytteryoga

Som allerede nævnt, avler jeg sammen med min familie kvalitets DV dressur- og springheste. Vi bl.a. avlet championatsfinaledeltager, finaleføl, hingst udtaget til hingstekåring og dyreste føl på eliteauktion. Vi startede ud med at avle dressurheste, men med tiden er vi også gået over til at avle en del springheste. Det kommer I til at høre mere om senere.

I efteråret 2018  tog jeg springet og uddannede mig til Rytteryogainstruktør hos Fit2ride.dk. Det betyder at jeg laver rytterworkshops, rytteryogahold og laver rytteranalyser, så jeg har, som I kan høre, gang i en masse til daglig.

 

Tak fordi I læste med. Jeg glæder mig til at vise Jer lidt af min hverdag 🙂

Med venlig hilsen

Thrine Riis Vester

fb-share-icon

Jeg er en 36-årig dressurrytter og avler, som har min egen dressurhest Rocky Langholt, og et dressurføl Quatercopy My Heart RV og en åring So Content RV. Jeg er opvokset med heste, og det er en interesse jeg deler med min far, og min lillebror, som er springrytter. Sammen har vi Stutteri RV, hvor vi opdrætter kvalitets DV spring- og dressurheste. Derudover er jeg rytteryoga instruktør og kraniosakral terapeut til heste. Jeg har således stor mulighed for at profilere på et bredt område i hele hestebranchen til både dressur og springstævner, samt DV arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *