Rideangst – min vej ud på den anden side

Rideangst… Et ord i nok er stødt på et par gange i løbet af mine indlæg, men som jeg har ventet med at gå i dybden med. Nu følte jeg dog alligevel at tiden var ved at være inde.

Så lad os tage den helt fra begyndelsen, og arbejde os igennem de forskellige faser jeg har været igennem. For lige at starte ordentligt ud vil jeg dog gerne lige understrege at rideangst er forskelligt fra person til person, og det er vejen igennem angsten også. Det her er derfor blot min historie, mine tanker og mine overvejelser, og virker de for dig er det super fedt, men ellers er der helt sikkert andre metoder der nok skal hjælpe dig ud på den anden side, hvis du som mig, har været eller er ramt af rideangst.

 

Begyndelsen på det hele

Jeg har altid været en nervøs rytter. Jeg har aldrig brudt mig om at falde af, heste der bukkede eller ikke at føle jeg var i kontrol. Det har aldrig været mig, men omvendt har jeg heller aldrig været vildt bange for at ride. Nok nærmere blot lidt forsigtig og derfor altid valgt de heste jeg følte passede mig og mit temperament bedst.

Skæbnen ville dog det at jeg fik mig en part. En rigtig fin frieser, der dog var énmandshest med stort “Én”. Der gik nogle uger før han rigtigt begyndte at prøve mig af, men når han så gjorde det var der et mønster: Hovedet i vejret, ørene frem og så SPOOK. Han var aldrig ond, men prøvede bare at undslippe situationen, og jeg prøvede at sætte mig mere igennem. Men som en der aldrig rigtig har arbejdet med at skulle “Sætte mig i respekt” så var det en svær prøvelse. En dag eskalerede det dog, han spookede, jeg fik nok og så fik jeg ellers en flyvetur der sagde spar 2. Jeg landede på hovedet, fik en mild forstuening i nakken og en ordentlig omgang rideangst. Noget jeg faktisk ikke havde kendt særlig meget til inden, men det kan jeg love jer for jeg stiftede bekendskab med i tiden efter.

Jeg var heldig at Buller stod til rådighed lige efter mit fald, og jeg derfor ikke fik en undskyldning for ikke at fortsætte med at ride. Buller er verdens bedste hest nogensinde, og jeg kan den dag i dag gøre ALT med ham. Men Buller var også den der triggede min rideangst allermest i starten – ser i, Buller spooker sjælendt. Men Buller er en glad lille hest, som ELSKER at kigge. Ikke spooke, men kigge på ting, mens han går lige så pænt forbi. Som i måske har regnet ud, så gør en hest der kigger følgende: Hovedet op og ørene frem. Jeps. De to ting som jeg var vant til var lig med “hold fast og håb på det bedste” lige pludselig. Det var derfor med hjertet i halsen at jeg begyndte at ride Buller, men når jeg tænker tilbage på det nu har det været den ultimative mulighed – det at få en hest i hænderne som gør alt det der trigger min angst, men blot beviser det modsatte af hvad jeg forventer. Ingen spook. Ingen buk. Intet. Blot en sød, lille vallak der bare var glad for at være til, og kun kiggede fordi han syntes ting var spændende, ikke fordi han manglede en grund til at stikke af helveds til.

 

Få modet tilbage

Efter jeg begyndte at ride Buller skulle jeg lære at omgåes heste igen. Faldet fra frieseren havde ikke blot givet mig respekt for det at sætte sig op på en hest, men jeg blev decideret angst for at håndtere dem. Jeg kunne ikke lide at hente dem fra marken. Jeg kunne ikke lide at stå alene på staldgangen med en hest. Jeg brød mig faktisk generelt bare ikke om at være i nærheden af heste. Selv heller ikke Buller. Buller red jeg mest for det sociale, og fordi jeg jo lige var kommet igang med at ride igen efter nogle år inden jeg røg af. Jeg havde ikke lyst, men jeg var stædig. And thank god for that!

I starten prøvede jeg at presse mig selv til at fortsætte med frieseren. Mest fra jorden, men jeg kom også på ryggen af ham et par gange. Imellemtiden red og passede jeg så Buller for at prøve at overkomme min nye usikkerhed med heste. Det gik bedre og bedre med Buller, og værre og værre med den anden. Han havde luret at jeg var nem at snyde om hjørner med nu, og det udnyttede han. Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen – vi blev aldrig et match, og jeg havde brug for at fokusere på mig selv og få bygget min selvtillid op igen.

Derfor red jeg mere og mere Buller, men jo mere vi red, jo mere begyndte Buller at regne mig ud også. Søde rare Buller var ikke blot en sød hest, han var også en hest der inderligt ønskede at holde fri hele tiden (Det kender vi vel alle haha) så han havde en periode hvor han nu også begyndte at teste mig. Jeg var lige begyndt at finde rytmen og stole på at det hele nok skulle gå, så det slog mig virkelig omkuld. Hvad der reddede mig her var hjælp fra mine staldveninder og undervisning. Masser af hjælp senere har vi nået et punkt hvor han kan gøre lige som det passer ham uden det trigger mig – jeg kender Buller og jeg kender mig selv.

 

Ny hest – nye problemer

Nu havde jeg jo nået et punkt med Buller hvor jeg følte det kørte. Jeg kunne jorde på stubmarker uden sadel, ride uden udstyr på banen, springe, ride dressur, starte stævner and what not. Buller var mit go to, og det sted jeg følte mig allermest hjemme. Og så skulle man jo næsten tro den pokkers rideangst var væk, ikke?

Desværre ikke. Jo mere jeg red Buller jo mere begyndte jeg også at drømme større. Buller er mit et og alt, men han bliver aldrig en fancy dressurhest eller den store springer. Jeg fik derfor lidt blod på tanden til at drømme om en stor flot dressurhest, hvilket så førte til at jeg red lidt af mine veninders heste. Eller red og red, det er nok så meget sagt. For lige så modig jeg var på Buller, lige så meget angst var jeg på alt andet end Buller. Her gik det virkelig op for mig, at jeg blot havde arbejdet med modet ved at ride den samme hest, men alle andre heste triggede stadig min angst. Og hvordan kommer man sig lige over det?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg for altid at jeg vil have den frygt i mig ved nye heste. Men jeg har gjort det mit mål at kunne sidde og skridte uden hjælp på samtlige heste der trigger min angst. Jo mere jeg har presset mig selv – til en grænse og ikke over – jo mere ro i maven får jeg også ved tanken. Der er nogle heste jeg har gjort mere end at skridte på, og andre jeg holder mig til at skridte på. Men bare det at jeg sætter rumpetten i sadlen er en stor sejr når jeg tænker tilbage på de sommeraftener hvor jeg næsten grædende prøvede at hente hest fra marken.

Tricket for mig har klart været at tage det i mit eget tempo. Så snart jeg følte jeg havde det okay med det ene eller andet har jeg haft nogle fantastiske veninder der har givet mig et ekstra skub i den rigtige retning hver gang. Jeg har startet med de heste jeg følte var sikre valg, men som ikke var Buller. Alt var jo skræmmende når det ikke var Buller, men der var forskel på en ny hest og en ny hest jeg ved der er spooky.

 

Når det kun er 1 der dur

Igennem hele den her tekst har jeg vist fået nævnt en gang eller 10 hvor meget jeg stoler på Buller, og at det kun er Buller der dur. Derfor var jeg også fuldt overbevist om at hvis jeg ikke skulle ride Buller, jamen så skulle jeg ikke ride nogen. 1 er at teste sin angst engang imellem på andres heste, men noget andet er at skulle ride fast på en hest man ikke var tryg ved. Jeg var overbevist om at Buller var den eneste jeg nogensinde ville kunne stole på igen, og derfor skulle jeg aldrig have min egen hest, hvis det ikke var Buller.

Skæbnen ville dog noget andet, og ved årsskiftet mellem 2021 og 2022 stod jeg pludselig med en underskrevet købskontrakt på en fjordhest. Det var ret spontant, og så alligevel ikke. Det var helt tilfældigt at han pludselig stod til salg på DBA, men de sidste år havde jeg haft den samme tanke i hovedet jo: “Hvis ikke Buller, så ingen” – det blev så ændret lidt til “Hvis ikke Buller, så en der minder om Buller”. Men eftersom Buller er ét stort gadekryds kunne jeg jo ikke bare lige sige “Dén race der!”. Buller har dog altid mindet mig om fjordheste. Deres til tider grove bygning men fantastiske sind. De er stædige – ligesom Buller. De er udholdende – ligesom Buller. De er madglade – ligesom Buller. Det var da en fjordhest jeg skulle have, hvis jeg ikke skulle have Buller! Og en fjordhest, det blev det.

Jeg er nu så utrolig heldig at have både Buller ved min side, men også min dejlige fjordheste vallak Felix, som minder mig om Buller på alle de punkter jeg har brug for, men samtidigt også er helt sin egen og super fantastisk og fyldt med personlighed.

Der er ingen der nogensinde kommer til at erstatte det jeg har med Buller, det er jeg udemærket klar over. Men jeg er sikker på at Felix og mig en dag finder rytmen lige så stille og roligt som mig og Buller gjorde. Og indtil da har jeg 10+ år til gode med Buller som jeg skal have udfyldt!

 

Mine bedste råd

For lige at slutte et langt indlæg af tænker jeg at komme med mine allerbedste råd som har hjulpet mig videre:

• Vær ikke bange for at prøve.
• Det er aldrig en skam at give op, hvis det er det rigtige for dig i momentet.
• Respekter dine egne grænser (!!!) – og sørg især for at få hjælp fra folk der forstår dine grænser. Det er nemt at stå på jorden og sige “Gør det nu bare” til en med rideangst, men det er ikke “bare lige” og det skal respekteres.
• Lyt til din mavefornemmelse – også selvom det betyder at du ikke får redet i dag.
• Fokuser på de små sejre! Alle sejre er vigtige sejre, og så er det lige meget om det er at komme i stalden eller springe. Så længe det er en sejr for dig er den vigtig og skal ikke negligeres.