Nervøsitet og debut i LA

JEG GJORDE DET! I dag fik vi redet vores aller første (og min) LA. Jeg var død hamrende nervøs, hold da op. Jeg havde faktisk bare lyst til, at sætte mig ned for at bryde sammen. Det påvirkede desværre begge vores programmer i dag. 

Hesten er lynhurtig til at mærke os ryttere, og jeg var bare ikke til stede i dag. Immi blev urolig i hovedet, og fik ikke samlet sig og vist den trav, hun har normalt. Jeg tænkte måske mere på, om jeg huskede programmet, og om jeg kan lave den svære øvelse rigtig. Jeg skal i stedet blive bedre til at mærke Immi, at have fokus på, at vi får den gode kommunikation, som kan gøre at jeg nyder turen og er i stand til at smile. 

Reslutaterne fra i dag

Vi fik redet vores LC2 til 65,208 %, hvilket faktisk er ok. Vi er på vej hen mod LA nu, og hesten går bare ikke på samme måde i LC som i LA. Og så det med at ride en pony i hesteklasserne, gør det altid lige lidt sværere. Men jeg valgte programmet, fordi jeg gerne lige ville vise Immi banen først, hvilket vist også var en god ide. Hun startede nemlig ud med, at være vildt bange for dommertårnet. Hahha, det er så typisk Immi. Men alle de særheder, kan jeg nu alligevel godt lide, det gør Immi til Immi.

I LA1 var jeg så nervøs. Jeg ved faktisk ikke om jeg overhovedet trak vejret igennem programmet (😂). Jeg prøvede at sidde tilbage og nyde turen, fordi jeg udmærket godt vidste, at løbet var kørt med Immis placering af hovedet, trav osv. Immi er nemlig ikke hesten, man bare propper en 5’er i numsen på, og så går hun derudad. Vi fik gjort det bedste vi kunne, og red til 60,556 %.

Vores start

Men for pokker, tilbage i marts, for præcist 5 måneder siden, red Immi og jeg vores første dressurstævne – en LD. Efter 5 måneder (Med en stævnepause på 2 måneder) havde vi vores debut i LA1! 

Jeg er desværre bare så perfektionistisk, at det rammer direkte tilbage i knolden på mig. Jeg har så meget, jeg nogle gange føler, at jeg skal bevise overfor alt og alle, fordi jeg kan være bange for, hvad de nu tænker. Men i virkeligheden er det bare mig selv, det handler om. Det ramte mig så hårdt tilbage i efterhåret/vinteren, at jeg måtte gå ud af skolen i april måned, fordi jeg gik ned med stress. Jeg har heldigvis fået det bedre siden, men det kan ind imellem stadig være ret svært.

 

Min største støtte!

Billedet herunder er fra i dag efter stævnet. Der står min evige største fan, støtte og hjælp; min mor!❤️

Men Immi og jeg, må på den igen næste gang, og så må jeg tøjle min nervøsitet!!

Will it be easy? Nope. Worth it? Absolutely. It will might be a slow process, but quitting won’t speed it up. If you focus on results, you will never change. If you focus on change you will get results.

Knus Immi og lykke