Tak for alt, mor!

Vi har alle sammen én. Enten kan vi lide dem, eller også kan vi ikke. Måske vi ikke kender dem, eller eller også er de vores største fan. Muligvis betyder de alt for én, eller også er de bare rigtig irriterende? Jeg taler om mødre!

For mit vekommende, så er min mor rigtig irriterende. Ihvertfald i perioder. Og specielt dengang jeg var teenager. Hun kunne, og kan tildels stadig, drive mig til vandvid. Men hvad hun kunne mest? Være den bedste mor i hele verdenen.

Min mor er den sejeste og mest støttende kvinde jeg kender. Hun har altid støttet mig i tykt og tyndt. Selv da jeg kom ud på et sidespor med dårligt valg af partner, stod hun klar til at hjælpe mig videre. Min mor har aldrig dømt eller været nedværdigende. Hun har altid bare været der, givet plads til mine fejl og hjulpet mig på den rigtige vej igen.

Således har hun også været en kæmpe støtte, klippe og hjælp inden for hesteverdenen.
Min mor kendte intet til heste selv, da jeg som 10 årig startede til ridning og som 11 årig pludselig fik en pony af hende. Vi snakker at hun var lige så grøn på området, som jeg selv var. Men fra den dag jeg fik min første pony, så tog hun med mig i stalden, hver evige eneste dag. Hun var min moralske opbakning og min hjælp i stalden.

Hun mugede bokse, vandede hø til min astma pony, så mig ride og prøvede guide med det hun nu havde hørt underviseren sige. Hun meldte sig enda ind i bestyrelsen for en periode, så dedikeret blev hun.

Hun kørte mig til alle stævner og var på sidelinjen og hjalp med alt hele vejen igennem. Hun kørte land og rige rundt for at få mig til jagter og gik aldrig glip af at se noget af mit ridt overhovedet.
Hun stod altid inden jeg skulle ind på banerne og gav mig moralsk opbakning og ro på mine nerver. Selv min pony, sang hun for når han blev for meget oppe at køre.

Vi havde vores helt egen stævne ritual, der hed sig at jeg skal have et kys når jeg sidder på hesten, og derefter kysser hun hesten. Sådan var det til hvert eneste stævne, helt tilbage til da jeg var barn.

Min mor opgav enda villa’en som vi boede i, for at flytte på en nedlagt landejendom, så jeg kunne få endnu mere glæde af hestene og have dem hjemme. Én blev hurtigt til flere, og en masse andre dyr også. Men min mor var med hele vejen igennem.
Selv når jeg fik skøre ideer om at tage spontant på stranden med hestene og bade, jamen så synes hun det var en genial ide og var med på den.
Hun tog med til alle mine shows og selv når jeg ej var hjemme, longerende hun og holdte hestene igang.

Til at min mor ikke havde en dyt forstand på heste, dengang vi startede, så lærte hun sig selv alt og blev en rigtig pony mor, som bare ville hendes datter det bedste!

Hun stod også ved mine side i de triste tider. De tider hvor jeg var nødtil at droppe ridningen for en stund pga flytning og graviditet. Hvor hun beholdte alle hestene hjemme hos sig selv og passede dem helt alene, imens jeg forberedte mig på selv at blive mor.
Og hun stod der begge gange hvor jeg har måtte tage afsked til mine heste..
Selvom hun selv prøvede at skjule hendes smerte og lod mig høre for at hun jo godt vidste jeg led mest, så jeg skulle ej tænke på hende, så vidste jeg at hun løj. Hun elskede også de heste, og hun mistede ikke kun hestene, hun skulle også se hendes datter miste noget af sig selv hver gang. Noget jeg har lært efter jeg selv er blevet mor, er at den største smerte vi kan opleve, er at se vores eget barn være ulykkelig, uden vi kan gøre noget ved det.  Og alligevel forsøgte hun fortsat at være min klippe i situationen.

Min mor sørgede for at jeg havde den bedste hestebarndom, som man kunne ønske sig. Hun opfyldte drømme og alt hun ønskede retur, var at se mig være glad. Selvom jeg kunne være en rigtig ‘pain in the ass’, så stod hun stadig altid fast ved at være der for mig. I gode og dårlige tider.

Nu tænker i sikkert; Hvorfor dælen skriver du om din mor i datid? Er hun død?
Og nej. Heldigvis ikke! Jeg skriver i datid, fordi alle disse eventyr er blevet mindre, i det jeg smed bomben ‘hej mor, jeg er gravid’ og flyttede 200km væk hjemmefra. Det er kun 3 år siden, og i den tid har der ikke været lige så mange stævner, jagter eller behov for at min mor kom og mugede boksene for mig (Selvom du da gerne må, hvis du læser det her mutti).

Men det der har været, jamen der kom og kommer hun stadig trofast! Hun kørte f eks hele den lange vej for at se mig ride min første jagt på Vinci, her i år. Som hun sagde ‘hun har aldrig misset en jagt før, og hun har ikke i sinde at starte nu’.
Og nu er hun ikke kun power mor. Hun er samtidig power mormor. Selv nu hvor hun stadig støtter mig i ridningen, så gør hun det med barnebarnet på nakken. Sådan helt bogstaveligt :p

Og hun sørger for at vise ham helt præcis hvor i feltet mor befinder sig.

Min mor er for mig min største inspiration, idol og det menneske jeg ser mest op til. For min mor hun viste mig hvordan jeg ønsker at være mor. Omsorgsfuld, støttende, kærlig og ikke mindst, så gjorde hun alt hvad der stod i hendes magt, for at give mig den bedste tilværelse i hesteverdenen, som hun kunne. Uden min mor, havde jeg ikke været der hvor jeg er idag. Hun lærte mig at turde drømme og kæmpe for det. Hendes motto som hun lærte mig; Jeg kan, jeg vil og nu gør jeg det!
En sætning jeg altid prøver at huske på i svære tider.

Jeg vil altid tænke tilbage på de mange stunder i stalden, hvor hun var der hver eneste dag, med stor savn. For selvom jeg godt vidste at jeg en dag jo måtte vokse fra hende og starte min egen familie, så vil det for altid være min yndlings tid, dengang det bare var mig og mor mod resten af pony mødrene.

Tak fordi i ville læse med.
Stay awesome Ninjas // DD