Tilridning – Du gør det forkert! Part 1.

Er jeg for hurtig til at tilride? Eller for langsom? Eller gør jeg det bare helt forkert?

Det er et spørgsmål jeg selv har stillet mig mange gange. Svaret er vel egentlig forskelligt, alt efter hvem man spørger. Jeg har tilredet begge mine ride heste selv, min frieser 100% alene og min welsh med hjælp fra staldpigerne, da det var efter min fødsel og jeg derfor havde brug for massiv støtte for ikke at give op.

De er begge blevet tilredet på samme, og så alligevel ret forskellige metoder. Hvorfor? Ja fordi de er to forskellige individer. Så selvfølgelig kan man ikke tilride dem ens.

Fælles for begge, har dog været folks holdninger til deres tilridning. Hos begge to fik jeg i starten at vide “Du gør det for hurtigt, de holder ikke et helt liv som ridehest når du har så travlt, du ødelægger dem”.

Og hos begge to, fik jeg senere at vide “Du er godt nok langsom, skal de ikke snart gå et chancement, i kommer ingen vegne i det snegle tempo”.

Desværre er jeg også sådan et menneske, at på trods af jeg er vandt til blogger livet, så kan jeg ikke altid lade værre med at tage lidt af de kommentarer med mig. Hvilket resultere i at jeg stresser!

Lad mig tage jer med på tilridnings rejsen af min nu 6 års welsh cob, Da Vinci.

Jeg købte Vinci da han var sølle 3 måneder gammel. Med store forventninger til fremtiden, som både avlshingst og dressur krikke. Velvidende om at han ville forblive pony mål. Med hans tavle og bevægelses mønster, var jeg dog ikke et sekund i tvivl om at de store heste, godt kunne begynde at frygte os allerede nu. Jeg lagde dengang jeg hentede ham hjem som 6 måneders, allerede en plan for fremtiden. Den hed sig at den dag han fyldte 1 skulle der trense på, den dag han fyldte 2, skulle der sadel på. Den dag han fyldte 2,5 skulle han longeres og når han fyldte 3, så skulle jeg sidde på ham.

4 års så skulle vi ride LC og 5 års så LA osv osv.

Well. Den første del af planen fik jeg overholdt. Han fik trense på som 1 års og tog det så fint. Og som 2 års fik han sadel på.

Det tog han sådan ca sådan her:      Det var også her de første kommentarer væltede ind med ‘Hvorfor har du så travlt’. Selv anså jeg det ikke som travlt. Jeg ville bare gerne følge med i uddannelsen og forberede ham bedst muligt.

Kort før han fyldte 2,5, gik vi igang med at lære longering. Det tog han rimelig cool og forstod det på få minutter. Her var den første store forskel på ham og min frieser, Lucky. Lucky HADEDE longering, men det og de mange andre finurligheder under hans tilridning, kommer jeg nærmere ind på i part 2.

Så skete der dog lige det, at livet viste sig fra sin utilregnelige side. Jeg gik hen og blev gravid. Dette satte en kæmpe stopper for alle planerne med Vinci, da der nu var så meget andet at tage højde for. I den tid jeg var gravid, endte han med at gå og passe sig selv. Hvilket vel var okay når han kun var 2,5. Vi fik ikke trænet noget, han fik blot lov til at være sig selv i flokken.

Dette betød så også, at jeg faktisk ikke var den første til at sidde på ryggen af ham. Det blev min søn. Min nyfødte søn på her blot 17 dage, var ham der fik æren af at ‘komme på’ for første gang, på Vinci der her var 2 år og 10 måneder gammel. Det havde jeg det nu ganske fint med. De skulle jo forhåbentligt blive bedste venner på sigt anyways :p

Vinci fyldte så endelig 3 år i Juni 2019. Og den store dag, som jeg havde glædet mig til i 3 år, kom endelig! Nu var det MIN tur til at hoppe på! Desværre var min fødsel, som kun var 2 måneder tidligere, en af de grimmere, så jeg vidste godt at jeg faktisk helst skulle lade værre. Men den her dag var altså min dag, så jeg trodsede alt og gjorde det. Jeg sad der så også kun denne ene gang, og så skulle der gå længe før jeg sad der igen….

Efter jeg blev gravid, flyttede jeg 200 km væk hjemmefra. Planen var at få hestene hjem, når marken var klar. Dette kom de sensommer 2019. Men mit overskud var ikke eksisterende, til andet end at være mor. Så andet end at gå på folden, blev det ej til. Jeg endte desværre også med at at se begrænsninger og ikke muligheder, så på trods af protest fra min mand, valgte jeg at udlåne Vinci 1 Marts 2020. Til en jeg håbede på kunne og ville tilride ham og få ham brugt, nu jeg ikke gjorde. Vinci var her 3 år og 9 måneder gammel. Som altid havde jeg desværre ikke heldet med mig. Hende jeg udlånte til, viste sig ikke at være kompetent nok til at have hest. Hun nåede kun at have ham i 10 dage, så skulle han retur. Det jeg fik hjem, var starten på 1 år i helvede. Jeg fik en pony hjem der kun på sølle 10 dage, var blevet 150kg undervægtig og fuld af lus. Samtidig havde han ændret sit sind 180 grader. Han var slet ikke til at komme i nærheden af, og jeg var ærlig talt grædefærdig. Grædefærdig over at det var min skyld, fordi jeg bare gav op og nu endte han sådan. Det skulle ikke ske igen. Nu blev han her!

Grundet hans tilstand, havde han nu også svagt immunsystem og endte med at få influenza og oven i det så vi os nødsaget til nu at kastrere ham, da han simpelthen var blevet uhåndterbar. Alt dette satte ham tilbage i udviklingen med 1 helt år. 1 helt år hvor tilridningen gik nærmest i stå. Vi fik dog præsteret at komme lidt på af og til alligevel.

F.eks er det muligt at vi fysisk ikke fik lavet det store, men psykisk blev den her pony bare HAMRENDE god igen på kort tid. Og derfor fik min søn, igen, lov til at være den første til noget. Han fik lov til at starte 4 årige Vinci til et stævne, imens han selv kun var søde 17 måneder gammel. Det var Vincis aller første gang udenbys, til stævne. Men de fik alligevel en pæn sløjfe med hjem, og han var da bare ligeglad med alt 😀

Men sådan ‘rigtig’ igang kom vi først foråret 2021. Der var han jo så 4 år gammel, næsten 5. Og han kunne ikke andet end at gå for lange tøjler i skridt og trav. Det var så her hvor de første ‘skal du ikke til og igang?’ kommentarer væltede frem. Med ét gik det fra at gå for stærkt, til at gå for langsomt. Og det stressede mig! For hvordan skulle jeg nogensinde nå noget nu? Han burde jo være klar til LA, og her går vi og kan ikke engang ride en LD… Der måtte ske noget.

Jeg fik pludselig meldt mig til et online distance ridt. Det var jo trods alt corona, så det var da oplagt at ride sådan et type stævne. Så det gjorde jeg. Problemet var: Jeg havde aldrig redet tur på ham før. Og jeg var rædselsslagen. Jeg kæmpede med rideangst efter at være blevet mor, og den blev ikke bedre af at jeg undlod at udfordre mig selv. Så det gjorde jeg. Og vi gennemførte! Kort før hans 5 års fødselsdag, fik vi således redet vores første ‘stævne’.

Meeeen så gik det hele lidt i stå igen. Nogle personlige issues gjorde at jeg tog mindre og mindre ud i stalden og følte mig mindre og mindre velkommen. Så efteråret 2021 gik alt i stå igen. Jeg turde ikke ride ham, jeg blev nervøs bare han kiggede lidt. Han var stadig kun på under LD niveau og vi havde ikke rigtigt lavet andet end at ride 10 min i en ridehal. Jeg var ved at give op igen. Jeg flyttede opstaldningssted efteråret 2021 af samme årsag. Og vinteren over havde jeg undskyldningen ‘voksepause’ i brug. Så kom foråret. Og min veninde i stalden fik nok. Det gjorde min mand faktisk også af at høre mig brokke over alt det jeg ikke kan. De fik mig til at melde til en jagt. Noget jeg sidst havde redet i 2016 på min afdøde pony.

Jeg kan da ikke ride en JAGT på Vinci?! Jeg har ikke redet end rigtig tur, jeg har aldrig sprunget, altså det var jo umuligt. Men nej, det var ikke rigtig et valg jeg fik. Nu skulle det bare ske. Jeg fik heldigvis allieret mig med en anden sød pige fra stalden, som den dag i dag nu er min partner in crime til jagter! Og sammen kom vi nu på tur. Hun var SÅ sød og forstående overfor min angst, og hun og hendes hest støttede mig hele vejen igennem.

Inden vi så os omkring, red vi galop turer, og jeg var afslappet med løse tøjler og kæmpe smil. Og så kom vi sørme til jagt de 8 Maj 2022, 1,5 måned før Vinci fyldte 6 år. Tro det eller ej, men det første spring jeg nogensinde tog på Vinci, var til den her jagt! Jeg havde ikke turde der hjemme, men på jagten tog adrenalinen åbentbart over.

Da vi kom hjem, var alt forandret. Nu ligger vi og rider en fornuftig dressur, vi er begyndt at springe der hjemme på banen, vi rider turer og ikke mindst: Her i sommeren skal vi både til tærren træning og ud på TREC bane. Til efteråret står den på Hubertus. Det var som om at jagten her, var det sidste spark jeg havde brug for som rytter, der havde fundet på lidt for mange gode undskyldninger. Bevares, jeg er stadig fuld af dem, men folk omkring mig er bedre til at sige ‘mere ridning, mindre snak’ nu. Og jeg er bedre til at lytte efter det.

Vinci er netop fyldt 6 år. Og han er kun på LC niveau, rider jagter og snart TREC. En helt anden retning, end den jeg havde planlagt for os for 6 år siden. Lige nu er drømmen stadig at vi kommer til at debutere mod de store heste på dressur banerne, men vi har ikke længere travlt. Han er kun 6 år, og vi har hele livet foran os. Vi skal nok nå at komme ud og skinne på de baner sammen! Og så hygger vi os gevaldigt med jagterne imens også. Kommentarerne om ‘i er godt nok bagud, får du ikke stress, er du ikke bange for intet at opnå med ham’ rammer mig ikke længere nær så hårdt. For hvad er ‘at opnå’ noget egentlig? I min verden har vi allerede opnået mere end mange andre. Muligt det endnu ikke er resultater på stævnepladserne, men de skal nok komme! En skønne dag 🙂

Part 2 vil omhandle Lucky og hans “For hurtige, langsomme tilridning”.

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas! / DD