Utaknemmelige teenagere!

Ja, det er noget det fleste teenagere næppe vil indrømme hvis de er eller var. Men jeg var faktisk sådan en. Og jeg indrømmer det.

Ret meget. Til et punkt hvor jeg den dag i dag stadig foragter mit 15 årige jeg.

Igennem hele starten på min ridekarriere, havde jeg min mor som massiv støtte. Hun var der altid for mig og hun var altid med på de mest skøre påfund. Én dag havde jeg fået den ide, at min ene shetter ikke skulle gå alene. Så jeg ville gerne have en mere. Min mor sagde ja.

Det var tilbage i 2009, dengang var der endnu ikke det store fokus på hestehandlere, og derfor faldt valget på at vi skulle finde den nye pony på Kloster Mærken. Min mor skulle selv afsted og have en loppemarked bod, så hun var taget afsted tidligere end mig. I ved, jeg var en klassisk teenager og skulle helst sove 20 timer i døgnet. Så jeg ville tilslutte mig hende senere. Jeg havde GLÆDET mig helt absurd meget til den nye pony. For jeg ville have en mega flot hingst. Sådan en rigtig pæn én, som alle ville sige “waaauw” til. Jeg nåede dog ikke engang at ankomme, før min mor ringede med ordene “jeg har allerede købt én, du vil elske ham”. Jeg var SÅ spændt. Pludselig kunne jeg komme hurtigt i tøjet og afsted på markedspladsen.

Ponyen skulle efter sigende stadig stå ved hestehandleren, indtil vi skulle hjem af, så da jeg ankom gik jeg direkte ned på pladsen. Jeg så så mange flotte shetlands hingste, og mit hoved var på overarbejde om, hvilken af de skønheder det mon var! Min mor kom ned på pladsen og viste mig vejen. Pludselig endte vi ved en hestehandler, som ærlig talt aldrig ville være gået igennem dyrelæge tjek den dag i dag, hvor der er mere fokus på hestevelfærd. Hos ham var der 2 små, usle ponyer. En rødbroget og en sortbroget. Smurt ind i afføring fra top til tå. Det var tydeligt at hestehandleren ikke engang havde gidet at prøve få dem i stand. Jeg husker ham også værende super uhøflig og hårdhændet imod hans dyr. Min mor pegede på den sortbrogede, som stod oven i den meget svage rødbrogede som bare lå og var til stede. Den med mest afførring, dreadlucks og lus, og sagde “det er ham”.

Jeg LOST IT på min mor. Jeg var SÅ SUR. Hvorfor biiip skulle jeg have en så grim og ulækker pony, når der stod så mange pæne rundt omkring?! Jeg var simpelthen så pinlig, at havde jeg været min egen datter, havde jeg givet mig selv stuearrest til jeg var 42. Min mor var dog lidt mere nede på jorden. Hun sagde, det er ham eller ingen og så tog vi ham med ned til hendes bod på loppemarkedet. Her sad jeg med ham. Han stod bare og hang og virkede slet ikke som en pony der gad livet. Alligevel fortsatte jeg med at brokke mig højlydt. “Han er grim, han er ulækker, han er slet ikke pæn, hvorfor måtte jeg ikke selv vælge, du hader mig” var blot udpluk af de sætninger som jeg husker, at jeg smed i min mors retning. Alt sammen imens hun selv forsøgte virkelig at være rolig og forklare mig, at hendes hjerte ikke kunne bære at han skulle leve sådan et liv hos hestehandleren. At grunden til hun ikke to begge to, var fordi flere havde påtalt den anden pony ikke ville overleve dagen ud. Men jeg var da hamrende ligeglad. Jeg ville have en FLOT PONY.

Og så skete det. Min mor tabte sin facade. Og så fik jeg ellers tilbage på fuld skrue. Hvis jeg var sådan en utaknemmelig teenager, så kunne vi jo bare gå tilbage og aflevere ham. Så var det SLUT med pony drømmene! – FINT med mig. For den her, den ville jeg ikke have.

Da vi gik tilbage, så vi på afstand den rødbrogede pony ligge fladt og stille. Den var livløs. Den rødbrogede pony, havde ganske korrekt som nogle folk forudså, ikke klaret dagen. Hestehandleren havde dog ikke travlt med at få den bortskaffet. Der. Lige der. Der faldt 5 øren. Jeg tøvede og sagde jeg havde ombestemt mig. Jeg ville godt have ponyen alligevel. Så tilbage det gik.

Jeg husker at jeg nu sad og bare stirrede på den her pony. Den pony der ingen livsgnist havde i øjnene overhovedet. Og så græd jeg. Jeg græd over hvor ussel jeg havde været. Jeg græd over skyldsfølelse over at jeg var så ligeglad med hans tilstand, fordi jeg hellere ville have en pony der gav status. Og jeg græd over hele hændelsen.

Vi fik ham kørt hjem samme aften. Og vasket og rengjort ham. Undervejs fandt vi mange betændte sår under alt pelsen, men vi gjorde vores bedste. Vi fik dyrelæge ud til at tilse ham, og han konstanterede at ponyen havde dværgvækst, samt skød ham til værende ca 2 år, ifølge tænderne. Her er et billede efter vi havde haft ham nogle uger.

Da det var tiden før heste skulle have hestepas, havde ham her heller intet. Så vi døbte ham selv. Magic Flash Back, blev hans navn. Betydningen vil jeg komme ind på i et andet indlæg. Magic og jeg blev hurtigt bedste venner. Utroligt nok. Og han blev mit hjertebarn. Til stor fryd for min mor, der selv den dag i dag, 12 år senere, hygger sig med at hun vidste bedst dengang. Magic tog nogle måneder om at blive en ‘rigtig pony’. Måneder med blod, sved og tårer. Men han kom efter det. Og pludselig begyndte han også at udvise en personlighed. Han blev den mest frække og kloge lille pony, som man kunne forestille sig. Med alderen blev han også lederen af sin flok af små ponyer, da der kom flere og flere til med tiden. Desto ældre han blev, desto mere hvilte han i sig selv. Godt nok blev han aldrig højere end 79cm, men i sindet, blev han en stor og visdomsfuld hest! Han lærte mig så meget i min opvækst, og han lærer mig den dag i dag, stadig meget. Blot ved at se på ham, husker jeg mig selv på; Vær taknemmelig og ALDRIG døm en bog på omslaget.

Magic er her hos mig, selv blevet far hele 2 gange, én gang i 2014 og én gang i 2016. Desværre var den første dødfødt. Men nr 2 er som snydt ud af næsen på ham. Både udseendes mæssigt og i den grad også personligheds mæssigt. Så ja. Jeg var en utaknemmelig teenager. Men jeg fik livserfarring med mig på rejsen. Og det er jeg glad for.