Vores “Cinderella story”

Eftersom dette er mit første rigtige indlæg på siden, så tænkte jeg at vi hellere måtte starte fra begyndelsen. Det er faktisk lidt af en “Cinderella story” og jeg elsker at fortælle den til alle der gider lytte!

 

Det hele startede med at jeg begyndte at drømme lidt om en lånehest. Jeg har haft part på verdens bedste hest i snart 6 år, men var begyndt at mærke begrænsningerne ved blot at være part. Bevares, han er verdens bedste kammerat og hans ejer er verdens bedste partejer, jeg havde ham stortset for mig selv og jeg kunne -kan- alt på ham. Men det trak at komme et sted hen at stå hvor jeg havde nogle at ride med, kunne komme ud og opleve nogle gode ture og alt det der følger med at stå et sted med sine bedste veninder. Problemet var bare at han så skulle langt væk fra sin ejer og det var hun forståeligt nok ikke interesseret i. Jeg begyndte derfor så småt at kigge efter lånehest, egentligt bare lidt for at drømme om flere muligheder, men aldrig noget seriøst. Tanken om ikke at ride Buller mere var alligevel hverken tiltalende eller på nogen måde rar.

Der gik vel en lille uge maks, fra jeg begyndte at kigge til jeg stødte på en salgsannonce på DBA. Jeg sendte den med det samme til mine veninder, ligesom alle de andre gange hvor noget havde været det mindste tiltalende, og så sprang jeg ellers videre til næste annonce.Det var først da min veninde Katrine skrev at det var hendes forældre der havde avlet ham at jeg lige dobbelttjekkede hans annonce. Katrine og hendes forældre er også fra Randers af, og hesten jeg havde fundet stod heltpå sjælland, så det var slet ikke noget jeg havde overvejet.

Vi begyndte at skrive lidt frem og tilbage om pro’s & con’s men jeg var stadig lidt “arrrrh” til at skulle tage hen og se på ham. Hele den her heste-kigning havde jo været lidt i sjov men nu blev det pludselig meget virkeligt. Næste problem blev så pengene, for jeg havde bestemt ikke 30.000 til at smide til en hest, for ikke at snakke om dyrlæge, smed, opstaldning, foder mm. Heldigvis er min kæreste verdens mest støttende mand, så da jeg nævnte idéen for ham var han mere end på. Næste skridt blev så at ringe til mine forældre for at høre om mulighederne for lån af penge til udbetalingen HVIS NU. På dette tidspunkt var jeg sikker på jeg ikke ville komme hjem med en hest, men jeg ville heller ikke spilde sælgers tid hvis jeg i det hele taget ikke kunne købe ham. Mine forældre har altid været ret tilbageholdende med hele det her hesteshow. Min papfar har tidligere haft hest og kender derfor de økonomiske konsekvenser first hand, men han var alligevel ret positivt stemt da jeg ringede for at forhøre mig. Detvar bare med at køre hen og se ponyen hvis det virkelig var det jeg ville, så kunne vi altid finde ud af resten senere.

Der gik derfor ikke ret længe fra jeg fandt annoncen til jeg havde kontaktet sælger.  Vi aftalte en tid dagen efter og så var det ellers bare at få noget søvn inden jeg kunne samle mine veninder op næste dag og begive mig ud på et roadtrip helt til sjælland.  Heldigvis var det en tur jeg var vant til at køre, for ponyen stod faktisk på samme vej som jeg er vokses op på. Det var lidt som om at universet prøvede at sætte en stor fed streg under, at den her pony skulle med hjem haha. Alle ting linede bare op så det var svært at ignorere tegnene.

 

Da vi ankom hos sælger så jeg en noget pjusket lille fjordhest på en mark. Han var ikke ussel, bare godt pjusket og ikke gennemredt på nogen måde. Men han havde bare fået lov at være hest og hygge sig og det var jo også min plan for de næste måneder hvis han skulle med hjem. Og selvfølgelig skulle han da det – jeg tror jeg havde kigget på ham i 5-10 minutter da jeg spurgte om vi måtte komme og hente ham hjem dagen efter. Vi fik aftalt alt det kedelige og så var det ellers bare hjem, sove, hente trailer og afsted igen. Jeg vil spare jer for alle de kedelige detaljer, jeg kan blot sige at det var verdens længste tur hjem fra sjælland, og jeg var sikker på at ponyen lå død i traileren hver gang vi holdt stille for at tjekke til ham. Det føltes bare så uvirkelig og lidt for let, men han stod stille hele vejen og tog alting SÅ pænt. Da vi ankom til Randers igen mødte hans avlere os derude for også at hilse på lillemanden. De var bare så glad for at han var kommet hjem til Randers igen, og jeg lovede at her skulle han være de næste mange år. Hvis det står til mig skal vi nemlig hænge sammen de næste 30 år minimum, så han slipper ikke lige sådan af med mig.

 

Ponyen hedder forresten Søholmegårds Felix. Han var 2,5 år da jeg hentede ham på folden på sjælland. Utilredet. Indelukket og forsigtig. 143 cm høj og i den grad undervægtig

Nu er han 3 år, igang med tilridningen – af undertegnede, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg, for det er min første gang! Han er en drengerøv uden lige, med sine holdninger og quirks. Han er stadig 143, for væksten er sat lidt i bero pga. den manglende sul på kroppen, men til gengæld er han i meget bedre huld nu! Han blomstrer så fint og jeg elsker ham lidt mere for hver dag der går <3. Jeg glæder mig sådan til at fortælle Felix’s historie herinde, for jeg kunne tale om ham i timevis, og nu har jeg endelig et sted at gøre det.

 

Tak fordi i gad læse med!