fbpx
Dressur,  PEEK 2020,  Spring

Vores hestegren bliver vores identitet!

Springrytter, dressurrytter, islænderrytter, avler, groom, freerider og hvad filan der ellers findes af retninger man kan gå, når man bliver en del af hesteverden. Er det virkelig så vigtigt for os, at vide hvad vi er? Bliver vores rideretning vores identitet? 

Jeg hedder Liv Haumann, og jeg er rytter!

Når jeg mødes med andre ryttere, er noget det første jeg bliver spurgt om, hvad jeg rider. Hvilken type hest jeg har, og hvad jeg starter til stævner. Det kan godt gøre mig lidt i “øv-humør”. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg endnu ikke har besluttet hvad jeg vil – eller om det er fordi, jeg bare gerne vil have lov til at interessere mig for det hele. Ridningen er slet ikke det vigtigste for mig, det er hele oplevelsen af at være omkring heste. Selvfølgelig er jeg passioneret, men heste har bare så meget mere at byde på, end bare ridning.

Jeg har slet ikke sådan en standart “identitet” som rytter. Det kommer så meget an på perioder og omgivelser, hvad og hvem jeg er. Måske er det bare fordi jeg er ung, men jeg har så meget jeg gerne vil opleve endnu, inden jeg putter mig selv i en bestemt kasse. 

Uden vores identitet, er uden fordomme

Jeg bilder mig selv ind, at fordommene i ridesport ligger bag en uforståenhed blandt de forskellige ridesportsgrene. Jeg tror at jeg vil forklare det som, at man er en del mere åben for andre løsninger, når man ikke putter sig selv i en kasse. Når man så bliver ældre, kan jeg godt forstå at man vælger den retning man er mest passioneret for. Jeg VED jo godt, at nogen ikke tør at springe – og at nogen synes at det er kedeligt at ride dressur. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg synes først at det bliver forkert, når vores valgte identitet begrænser vores muligheder. 

Jeg vil for eksempel gerne arbejde i en stald, i et sabbatår. Umiddelbart tror jeg, at jeg vil interessere mig mest for at arbejde i en dressurstald. Derfor udelukker jeg dog bestemt ikke en springstald, for dét kan være mindst lige så spændende også. Jeg har ikke lyst til at begrænse mig selv og mine muligheder, bare fordi jeg ikke ved om det vil være det rigtige valg i sidste ende. Det er jo tiden, der vil vise mig det. 

Får ponyryttere så påtvunget en identitet?

Uhhh, nu får jeg måske høvl. De fleste ponyryttere har ponyforældre i ryggen, som støtter dem igennem det meste. Heste i sig selv er jo en stor udgift, for så ikke at tale om udstyr og stævner også. Derfor virker det urealistisk for mig, at børn/ponyryttere kan have alt ansvaret alene. Når et barn så får en pony, vælger hun eller han egentligt, hvilken pony det skal være? Altså, i hvert fald ponyerne i lidt højere prisklasser. Dem, som har gået mange stævner i en bestemt retning. Dem køber man i de fleste tilfælde ikke for at omskole, men for at få gode ture på stævnebanerne. Der er det jo så forældrene, der har lagt penge i, at deres børn går i en bestemt rideretning. Nok for erfaringen, navnet og for at skabe en lyst, tidligt. Jeg tror ellers at mange børn ville nyde (og have godt af) at have en tilfældig, alsidig pony, som skulle pusles meget om. Herefter kan man jo selv begynde at træffe valg om, hvad man vil prioriterer Det er et stort ansvar, men det åbner mange flere døre. 

Tak for at have læst med, jeg vil meget gerne høre din holdning til emnet. Følg med i Sol og jegs hesteliv her. 

Mit navn er Liv, jeg er 16 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *